Profile
Blog
Photos
Videos
Det er efterhånden ved at være en måneds tid siden, at vi med en vis portion spænding i kroppen begyndte skolegangen hernede. Det har været et møde med det australske skolesystem på godt og ondt. For at beskrive det ganske kort, så er vi gået fra at føle os overkvalificeret i ét af fagene hernede, til at blive beskyldt for at snyde i den første aflevering! Hvor kom den lige fra… Læn jer tilbage, og læs her hvad vi føler, vi har været offer for. Læser I kun bloggen for at få et par billige grin, så scroll ned over de første par afsnit, da det primært bare er facts omkring, hvad fagene handler om.
Lad mig starte med det positive. Jeg vil umiddelbart mene, at jeg er tilhænger af aftenskole. Jeg kan godt lide, at man har hele dagen til rådighed, og kan gøre hvad man har lyst til. I dagstimerne skal der selvfølgelig laves de afleveringer, som man nu engang har i de respektive fag. Men så længe, at man selv er i stand til at koordinere sin tid, og få lavet opgaverne i tide, så er aftenundervisning nu engang en ganske udmærket ting. Et problem er måske, at vi så er begyndt at spise aftensmad allerede ved 17 tiden, hvilket resulterer i, at jeg ofte er klar til 2. omgang aftensmad, når jeg kommer hjem fra skole. I mandags havde vi første mundtlige fremlæggelse foran hele klassen samt to undervisere i faget Managing Multiple Projects. Heldigvis forløb fremlæggelsen godt, men jeg tror, at jeg taler for os alle fire danskere, når jeg siger, at vi hver især var en smule nervøse, før vi skulle op og snakke foran ca. 30 personer, hvis modersprog er engelsk. Vi er i gang med en aflevering omhandlende constraints på en respektiv byggeplads, som man selv har været ude og finde et sted i Melbourne. Constraints er oversat til dansk hvilke begræsninger/problemer mandskabet på byggepladsen har stået overfor i forbindelse med byggeriet på pladsen. Dette fag er det, jeg synes bedst om. Det har en god relevans, som kan bruges videre hen på uddannelsen, når jeg engang kommer til Danmark igen for at afslutte uddannelsen.
I Business Management laver vi regnskaber for et fiktivt firma, som man selv har bestemt. Det er ganske udmærket. Har måske ikke den største relation til bygningskonstruktøruddannelsen derhjemme, men faget i sig selv er udmærket. Vores lærer Scott har også givet hans personlige mail til os danskere, i tilfælde af at vi ville få problemer med noget i faget. Han er den eneste lærer, som har forståelse for, at vi er på et udvekslingsprogram, og måske ikke lige forstår alt, hvad det respektive fag handler om her i Australien. Han er også meget interesseret i at integrere nogle danske eksempler sammenholdt med australske i forbindelse med skatter og afgifter i undervisningen.
Så har vi også stiftet bekendtskab med Anatomy of tall buildings. Faget i sig selv minder om en kombination af flere af fagene fra Danmark, så den viden vi får hernede, vil vi også kunne få gavn af senere hen. Igen her har vi været ude for at skulle finde en byggeplads, som opgaven skal tage udgangspunkt i. Forskellen fra dette fag og det andet er, at vi her arbejder i en gruppe, og at det mere skal omhandle byggesystemet på den respektive bygning. I undervisningen ynder Adil, som er læreren, at komme med eksempler fra Europa. Ved ikke om det er for, at få australierne til at blive ekstra interesserede? Men problemet er bare, at jeg ikke er sikker på, at han taler sandt. Tror han overdriver, for at de skal tænke "Europa - wow, det er der det sker!" Måske det er gået min næse forbi, men jeg har altså ikke hørt om, at de er ved at bygge en bygning i Moskva på 1,2 km?! Eller for den sags skyld, at Stonehenge var 24 m. høj. Var hjemme og tjekke det på nettet efterfølgende, og det viste sig, at de kun er 7 m. høje. Men ok, jeg klarer den nok. Griner bare lidt indeni mig selv, hver gang han kommer med eksemplerne fra Europa.
Og nu til det, som er trækplasteret i dette oplæg. Overvejede at skrive det til sidst i oplægget, men i får det her. Hele scenariet har udspillet sig i Measurement and Estimating. Vi har en underviser ved navn Lee-Anne. Jeg tror hendes største ønske er, at tage en elev i at snyde på et tidspunkt. Derfor hun nok tænkte, så tager jeg sku lige de fire danskere - de skal alligevel kun være her indtil jul! Men allerede første dag, står hun og snakker om et program, hun kalder "Turn it in". Det skulle eftersigende være et program, som de kører alle afleveringer igennem, og så kan det se, hvis der er noget, som ligner en andens værk. Kort sagt hvad det går ud på. Jeg er dog ikke sikker på, om programmet findes, eller det bare er for at skræmme eleverne. Men det eneste tidspunkt jeg har set hende smile, er når hun snakker om at tage elever i at snyde. Fedt liv at ha'! Tror seriøst at det er hendes eneste glæde i livet. Vi har så skullet lave en opmålingsopgave af et byggeri på fem etager, hvor vi har skullet udtrække forskellige mængder af materialer. Det har vi så skulle skrive ind i hånden på forskellige ark, hvilet i grove træk er hvad opgaven går ud på. Ja den skal skrives ind i hånden, vi må ikke bruge Excel regneark. Hun kan ikke give én eneste god forklaring på, hvorfor vi ikke må bruge computeren, sådan er det bare. Den diktatur og i dette tilfælde inkompetenthed hun ligger for dagen irriterer mig også en smule. I og med vi skriver det ind i hånden, så har hun heller ikke kunnet bruge det famøse "Turn it in" program, da de så skal have dokumentet digitalt, for at det kan bruges. Så det er heller ikke der, at vi er blevet fanget i at snyde. Måske jeg lige skylder jer alle at fortælle, at vi ikke på nogen måde har snydt. Vi er alle fire danskere rimelig stødt over, at blive beskyldt for det. Som da vi konfronterer hende med det på klassen i dag, får vi et svar tilbage med, at vi skal bruge det positivt?! Hvordan fanden skal man bruge en beskyldning for at snyde, hvor man er uskyldig til noget positivt?! Hvis I ved det, så skriv det i kommentarfeltet nedenfor, tak. Så hun elskede at stå på klassen of forklare, at vores karakter vil blive delt i fire, da man kun kan få en karakter for arbejdet. Og hun mener jo vi har lavet det sammen, så derfor skal den ene karakter deles mellem os alle fire. Det er helt grotesk, for at bruge mit ynglings udtryk. Hun står sågar foran klassen og siger, hvordan det så kan være, at vi har samme resultater af mængderne. Hun har åbenbart ikke kigget opgaverne ordentligt igennem, fordi der er ikke et eneste sted, hvor vi har samme resultat. Men som hun siger, og som en eller anden administrationsmand fra skolen, som vi også har konfronteret vores uberettigede beskyldninger for, så skal vi vende det til noget positivt! Så sådan ligger landet. Lee-Anne får den kolde skulder af mig i resten af hendes timer. Man skal ikke træde mig over tæerne på den ene eller anden måde, det finder jeg mig ikke i. Overrasker også mig selv, ved at komme med et lille verbalt modangreb på hende på klassen i dag, da jeg bare ikke gider finde mig i det. Beskyldningen er til dato det mest groteste jeg har oplevet hernede - og jeg tror ikke det bliver overgået senere hen.
Ikke mere om falske og usande beskyldninger, nu til det positive. Jeg var i Sydney for et par uger siden. Havde en aftale med Kane Constructions, hvor jeg har fået en praktikplads. Så det var fint lige at være oppe og snakke med dem angående praktikken og få hilst på de kommende kollegaer. Er rimelig stolt over, at det er lykkedes mig, at finde en praktikplads i udlandet. Og at det så lige blev Sydney af alle byer rundt omkring i verden, så bliver det ikke meget bedre. Det er i hvert fald min umiddelbare konklusion. Folkene i firmaet virkede også flinke, så jeg ser frem til at starte der d. 30. januar 2012. Jeg skal arbejde halvdelen af tiden i Estimating, hvilket er tilbudsafdelingen, og anden halvdel i Construction, hvor jeg skal ud og styre byggepladser. Kane laver kun projekter mellem $5-10 mio., så jeg får nok ikke lov til at styre pladserne helt alene J Men mon ikke jeg kan få lov til at gå og styre nogle tømrere, og sørge for at de laver tingene ordentligt. Vi havde planlagt det sådan, at jeg skulle mødes med dem fredag, så jeg evt. kunne blive weekenden over i Sydney, hvilket jeg gjorde. Det er en spændende by, og jeg følte næsten, at jeg var på ferie, når jeg gik rundt i byen. Melbourne er meget europæisk udseendemæssigt, så det var sjovt at være i Sydney, fordi så blev man lige mindet om, at man er langt væk hjemmefra. Fik set de obligatoriske seværdigheder, og tilbragte ellers resten af weekenden i Bondi, hvor jeg også havde booket overnatninger. Kane forslog også, at jeg skulle prøve at finde et sted omkring Bondi at bo, når jeg skal i praktik. Kontrasten bliver næsten ikke større så. Fra Vejgaard til Bondi Beach på ét år - The Skyes the Limit!
Australien må være et folkefærd, som føler sig rimelig sikre og stoler på sig selv. Jeg konstaterer det, efter jeg har fløjet indenrigs hernede. Jeg troede simpelthen at der var sket en fejl, at jeg ikke skulle vise id på noget tidspunkt i lufthavnen, for at komme ombord på flyet. Det samme skete, da jeg fløj hjem et par dage senere. Synes sku det er lidt mystisk, når man tænker på sikkerheden i europæiske lufthavne. Jeg vil ikke jinx mine tanker, som jeg havde den dag i flyet, så dette lille emne stopper her.
Søndag d. 9. oktober bliver så dagen, hvor jeg forhåbentlig kan krydse tredje marathon af indenfor de sidste 4-5 måneder. Hvis bare min krop opfører sig ordentligt, så skal jeg nok komme igennem på viljen. Formen er udmærket, men så heller ikke mere. Håber jeg kan slæbe mig igennem på små fire timer. Og til jer derhjemme, som kører iPod hetzen mod mig, så kan jeg henvise til melbournemarathon.com.au, hvor de skriver, at det er tilladt at bruge iPod, så længe lydniveauet er moderat.
Hav det godt derhjemme. Lige en sidste indskydelse, så var i går første dag her i Australien, hvor jeg kunne gå hjem fra skole kl. 21 i t-shirt. Det tager jeg som et godt tegn på, at sommeren er på vej hernede. Vi skiftede til sommertid i søndags, og man kan rigtig fornemme, at dagene bliver længere og længere. Det er skønt J
- comments
Nikolaj De to steder, hvor der står J, skulle have været en :-)