Profile
Blog
Photos
Videos
Netop hjemvendt efter fire dages roadtrip rundt i Victoria. Turen skulle efter planen være løbet af stablen i forrige weekend, men grundet dårligt vejr blev den udsat til denne weekend. Vi kunne i starten af ugen konstatere, at vejrudsigterne lovede omkring 30 grader, så vi besluttede os for, at køre torsdag middag, når Estimating undervisningen var overstået. Onsdag formiddag dumper der så en mail ind i indbakken, hvor vi kan læse, at undervisningen er aflyst torsdag. Jubelscener og glædesudbrud over, at vi ikke skal pines i tre timer, af hende som ikke kan li' udenlandske studerende, inden vi skal på tur, gør bare hele optakten til turen meget bedre. Okay - jubelscener opstod der ikke, men det var en stor befrielse at vide, at vi undgik hendes undervisning i denne uge. Der blev pakket onsdag aften, og torsdag morgen drog vi så af sted.
Første destination blev sat mod starten af Great Ocean Road. Det er én af Victorias største turistattraktioner, da man kører 300 km ca. langs kysten af den ene spektakulære vejstrækning efter den anden. Vi er dog næppe kommet rigtigt i gang med ruten, før vi spotter en koalabjørn i vejkanten. Bilen bliver standset lige på stedet - heldigvis gør bilen bagved det samme, da de er lige så imponerede over dyret. Det er eftersigende sjældent, at man ser en koala i det fri. I hvert fald her i Victoria. Så vi følte os heldige, og fik taget et par billeder af dyret, inden den kravlede ind i skoven igen. Vi fortsætter langs kysten, som efterhånden udvikler sig til hårnålesving en masse. Jeg bliver mere og mere stille på bagsædet, da køresygen nærmer sig med hastige skridt. Indtagelsen af min livret på en café i Apollo Bay, får dog has på køresygen, og vi er klar til at fortsætte. For at få gang i snakken i bilen, bliver de medbragte øl åbnet, og roadtrippet forløber, som sådan ét nu engang skal. Ved aftenstid finder vi et hostel i byen Warrnambool. En ufattelig kedelig by, som giver mig så mange associationer, fra når man har spillet fodboldkampe oppe nord på, og man kører gennem sovebyer som Østervrå, Jerslev og Taars. Hvis ikke det var for bekendtskabet med koalaen tidligere på dagen, kunne en depression komme på tale. Vi finder en mexicansk restaurant i byen, og endnu engang er det som at få en kold spand vand smidt i hovedet. Jeg har siddet og kigget menukortet igennem flere gange, og bestiller til sidst noget tilfældigt, da der ikke er noget, som frister mere end andet. Et par minutter efter bestillingen er afgivet, opdager jeg en plakat på væggen lige foran mig. Australiens største burrito på 2,5 kg. til 170 kr. Spiser man den på max 30 minutter, får man den gratis. Jeg er stadig bitter over, at de ikke reklamerede med det i menukortet, fordi så havde jeg hundrede procent sikkert bestilt den! For at gnide ekstra salt i såret kræver de små tyve kroner for en chilisauce, som normalvis er en gratis tilbehør, når man er ude og spise efter min mening. Vi kører hjem til vores hostel, nyder et par øl, inden vi går i seng.
Næste dag fortsætter turen ufortrødent mod Nelson, som er sidste stop på Great Ocean Road. På vejen dertil oplever vi ikke det helt vilde. Vi konstaterer, at det flotteste af strækningen så småt er overstået. Grunden til at vi vælger at køre helt til Nelson, er pga. Henry, skolens vicevært har anbefalet os dette. Han kommer forbi i tide og utide hvor vi bor, så for at small talk lidt med ham, spurgte vi til Great Ocean Road en af gangene. Lonely Planet har sat Nelson til at have et indbyggertal på 228 personer, så vi har ikke de helt store forventninger til byen på forhånd. I byen kan man leje kanoer og både, og sejle op langs en flod, som løber gennem en national park. Jeg foreslår selvfølgelig en kano, da jeg godt kunne bruge lidt motion, men de andre insisterer på en båd med motor. Vi lejer båden i to timer, og begiver os op mod grænsen til South Australia. Der sker ikke noget nævneværdigt på bådturen, og vi får afleveret båden igen efter de to timer. Vi hopper ind i bilen, og sætter kursen mod Grampians National Park. Det skal vise sig, at blive turens absolutte højdepunkt. Fantastisk natur, udsigt og perfekt vejr beskriver Grampians bedst. På vejen til Halls Gap, som er en by inde midt i national parken, skal vi tilbagelægge 70 km. gennem national parkens skove. De obligatoriske kænguru skilte præger vejbilledet, og vi sidder alle og stirrer ind i skoven, for at spotte en kænguru. Det sker to gange, men lyden af en bremsende bil og fire smækkede døre gør, at de hopper ind i skoven og gemmer sig. Til trods for en gennemsnitsalder på 27 år, kan en kænguru stadig gøre en dansk studerende blød i knæene. Da vi så småt nærmer os Halls Gap, bliver den sidste times køretur til en tragikomisk affære. I løbet af fem minutter vrimler det pludselig med kænguruer og wallabies overalt. Det er et fedt syn der møder os, da vi kører forbi den lokale sportsplads i Halls Gap. Der er en cricket kamp i gang, og der er flere kænguruer rundt omkring på banen, end der er cricket spillere i aktion. Måske vi bliver forvænnet med kænguruerne, når vi rejser videre om en måneds tid. Men indtil videre er det stadig lige så sjovt, hver gang vi ser dem i det fri. Vi indlogerer os på det lokale YHA hostel. Værtinden virker flink, og fortæller os, at vi skal tage at gå hen på den lokale pub, for at spise aftensmad. Den er kun 900 m. nede af vejen, og her får vi bedst "value for money". Begge dele viser sig, at være en kæmpe løgn. Vi når flere gange på vej derhen at fortryde, at vi ikke tog bilen, da afstanden er længere end en behagelig gåafstand. Vi når dog pubben til sidst, og får bestilt noget mad. "Value for money" får pludselig en ny betydning. Ekstremt lille portion, som jeg konstaterer ikke vil kunne mætte mig, allerede inden jeg er gået i gang. Det sammenkoblet med at prisen er skruet helt i vejret, højest sandsynligt på grund af dens øde beliggenhed gør, at de kan tage lige præcis den pris de vil, da der ikke er andre alternativer. Jeg er stadig af den overbevisning, at YHA må have en eller anden deal med pubben, siden hun sendte os derhen. Men nok om det. Omgivelserne kan ikke få humøret til at dale, og vi glæder os til den efterfølgende dag, som står på trekking tur.
Vi starter morgenen med morgenmadspakken, som vi købte dagen forinden i receptionen. Jeg fik heldigvis byttet to skiver bacon til to ekstra æg, god service i øvrigt, at de gik med til det. Så efter indtagelsen af i alt fire blødkogte æg, er jeg klar til trekking turen. Temperaturen har sneget sig over de 30 grader, hvilket også er første gang det er sket, mens vi har været her, så forudsætningerne for et godt trek i bjergene er til stede. Vi tilbagelægger 8 km. på tre timer, og oplever fantastiske udsigter langs ruten. Efterfølgende da vi kommer ned, tror vi, at vi har overstået det varmeste i løbet af dagen. Men nej, aircondition systemet i bilen strejker, så vi må tilbagelægge 300 km ned til Torquay i en stegende varm bil. Et pitstop halvvejs i form af en Frozen Coca Cola på en tankstation er yderst tiltrængt, og gør at man igen kan sætte pris på sommeren og dens gode vejr. Vi når Torquay ved 18 tiden, og finder et værelse på et hostel. Vi har valgt at slutte turen af i Torquay, da vi vil surfe den sidste dag, inden vi kører tilbage til Melbourne. Aftenen tilbringer vi på den tilhørende terrasse/have som ligger i forbindelse med hostelet, hvor der er en rigtig hyggelig stemning som følge af en masse andre rejsende. Vi går i seng ved 23 tiden, så vi kan være klar til næste dags surfing.
Vi står op, pakket sammen og tjekket ud. Receptionisten kommer dog lige med en bemærkning om, at der ikke er det bedste surfvejr i dag. Hun siger, at bølgerne ikke er højere end "a half feet". Vi er dog alle enige om, at vi må have hørt forkert, og forsikrer hinanden om, at hun må have sagt en halv meter. Sjovt hvordan man kan bilde sig selv sådan nogle ting ind, fordi ved nærmere eftertanke er en halv meter bølger jo stadig ikke gode surfer betingelser. Vi kører ufortrødent ned til stranden, og konstaterer, at der er havblik. Rimelig ærgerligt, og det sætter lige et lille skår i glæden over en ellers helt igennem vellykket tur. Vi indtager i stedet en god morgenmad på en cafe, inden vi kører hjem mod Melbourne. På trods af den manglende surfing på sidstedagen, har roadtrippet i Victoria dog været en stor succes. Nu er jeg hjemme igen, og skal lige arbejde lidt igennem igen den sidste måneds tid rent skolemæssigt, inden næste roadtrip kan begynde. December måned bliver Cairns til Brisbane, men inden da står den lige på en måneds skolearbejde, inden der er to måneders ferie at se frem til.
Jeg håber det går godt i Danmark. Til sidst må jeg lige slutte af med at sige, at det er helt overvældende med alle de kommentarer og hilsner, som jeg får herinde på bloggen. Keep up the good work.
- comments