To måneders velfortjent ferie venter nu forude. Men at nå hertil har været noget af en prøvelse på godt og ondt. Siden mandag har jeg været til sammenlagt 13 timers skriftlige eksaminer, hvilket har været hårdt nok i sig selv. Dette er dog ikke det værste. Siden dag ét er jeg blevet forsøgt trukket rundt i manegen af Lee-Anne, vores lærer i Estimating. Hun forsøger at styre og kontrollere de studerende, med en styreform som ikke er set værre, end hvad Stasi udførte under 2. verdenskrig. Det er en lettelsens dag i dag, at jeg ved, at jeg aldrig skal se på hende mere. Det har jeg nu alligevel ikke gjort det sidste stykke tid, da jeg har udført et barnligt oprør, hvor jeg hverken har villet kigge eller snakke til hende de sidste to måneder. Måske lyder det barnligt, men én ting er sikkert. Jeg flyver ikke 16.000 km herned, for at blive trukket rundt i manegen og finde mig i hendes diktatoriske undervisningsformer. Jamen hvor slemt kan det lige være, håber jeg, nogle af jer tænker?! Jeg vil her prøve at komme med en lille beretning om, hvad jeg har været udsat for.

Paradoksalt nok er det selvsamme lærer, som første dag står og snakker om, hvor vigtigt er at have en "professionel attitude" imellem hinanden - lærere som elever. Fint nok, tænker jeg. Det viste sig så bare, at hun ikke selv kunne leve op til det. Hun kender ikke til ordet "godmorgen", hvilket bare er et lille irritationsmoment i sig selv, at når hun kom om morgenen til timerne, ikke sagde "godmorgen". Så var der episoden, hvor hun beskyldte os danskere for at snyde, hvilket vi ikke gjorde for lige at slå det helt fast. Vi snakkede så sent som i går omkring, om det var der, kæden hoppede af. Jeg kom dog frem til den konklusion, at hadet til hende, ja ved det er et stort ord, men dét er det rette i denne sammenhæng, kom til hende efter første time allerede. Igennem de sidste tolv uger, har hun snakket ned til alle os elever - primært de udenlandske, nok fordi vi ikke har så nemt ved lige på stående fod, at kunne forsvare os på engelsk, når man skal tænke over, hvad man siger. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, og forgæves forsøgt at få australierne til at gøre oprør mod hende. Men de er så bange for hende, og stryger hende med hårene, for sæt nu det går ud over dem til næste semester, hvor de muligvis skal have hende igen. På den baggrund har hun frit spil til at udføre sin groteske styringsform. Inden timerne startede var der helt stille i klassen, ingen turde sige noget. Jeg synes det var komisk, at 20 voksne mennesker kan sidde i et lille klasselokale, og ikke turde sige et ord, fordi der sidder en kvindelig lærer oppe ved kateteret. Og hun sidder netop der, da hun efter min bedste overbevisning ikke har kunnet begå sig i den australske byggesektor. Så var der gentagne gange, hvor hun beordrede os danskere, til at sidde forskellige steder i lokalet. Jamen hvor er vi så henne? 6. klasse på VH skole, hvor klasselæreren bestemmer, hvor man må sidde. I det mindste gjorde Tommy det på en mere pædagogisk måde dengang. Så var der en dag, hvor vi skulle aflevere opgave. Et af hendes højdepunkter, da hun rigtig fik mulighed for at udstille de elever, som kom for sent. Det resulterede i, at hun låste døren, for så hver gang folk dukkede op, kunne de lige stå og se dumme ud igennem glasset i døren, inden hun gad gå over og låse op. Sjovt nok da tre asiater dukker op, at hun ikke gider låse op, så en af de andre elever må gøre det til sidst, da det efterhånden blev pinligt for os alle sammen. Læg dertil historien om, at hun fik flere til at bryde sammen sidste år, så folk stod og græd under en præsentation, og en skulle have psykologhjælp efterfølgende. Jamen jeg er simpelthen rystet over, at have mødt sådan et menneske hernede, og at der ikke er nogen, som tør gøre noget. Vi var efterhånden ved at nå igennem de 12 ugers undervisning med hende, og kun eksamen manglede. Vi sidder i lokalet i går kl. 8.45 og er ved at pakke ud. Dejligt at være i god tid, når jeg at tænke. Pludselig kommer hun brasende ind, og det eneste hun udbryder er "Everybody, out!" Vi må derfor gå ud og vente - får lige bagtalt hende lidt mere end hvad vi allerede har gjort, efter sådan en entré i klassen! Hun kommer ud et par minutter senere, og vi får tilladelse til at gå ind. Som den folkeskole klasse, hun tror vi er, får vi lige besked på, at vi ikke så meget som bare røre det papir, hun har lagt på bordet. Sjovt nok at tænke på, at til de tre andre eksaminer, har lærerne været rimelig afslappede, og vi har fået lov til at skrive navn osv. på opgaven inden. Eksamen forløber ok, dog har jeg og halvdelen af klassen misforstået tiden, og eksamen slutter ét kvarter før end de har gjort de tre foregående dage. Rimelig mystisk at denne eksamen var et kvarter kortere, når de alle tæller det samme ETCS point mæssigt. Men man kunne se, hvor meget hun frydede sig over, at vi var flere, som havde misforstået det. "Vi skulle jo bare have læst opgaven", som hun sagde. Et normalt menneske ville lige have informeret os om, inden den gik i gang, at "husk nu på, at denne eksamen ikke er lige så lang som alle de andre i har været til". I starten af eksamen bliver både Claus og jeg fysisk dårlige over den måde hun havde opført sig på til at starte med denne morgen. Jeg går ud fra, at det også har været hendes hensigt, ellers giver det ingen mening, at man kan opføre sig sådan. Højest sandsynligt har jeg glemt flere episoder med hende, så dette er hvad, I får denne gang.

Nok om hende. Jeg skal aldrig se på det sure/mutte ansigt igen, og jeg vil prise mig lykkelig for det de næste 18 dage, når jeg står op om morgenen. Nu er jeg nemlig nået til belønningen for disse ydmygelser. Flyver til Cairns om én time. Der har vi et par dages afslapning, inden vi begynder vores roadtrip ind i Outbakken. I morgen skal vi ud på Great Barrier Reef. Jeg er spændt på det, da jeg syntes, at jeg har set mange flotte koralrev på tidligere ferier. Om dette er så flot som alle siger, må tiden vise. Mht. Outbakken, så kører vi derind. Derind vil sige med Ayers Rock som destination. 2500 km. hver vej. Jeg er sikker på, at det nok skal blive den fedeste oplevelse. Det er langt at køre for at se en stor sten, men tror ikke at man skal undervurdere turen derind i sig selv. Vi har hørt, at der ligger påkørte kænguruer for hver 10. meter hele vejen. Så vi skal nok være lidt opmærksomme, når vi kører om aftenen, har vi konstateret. Derefter står den på en tur ned langs østkysten med Whitsundays og Fraser Island som højdepunkterne. Hvis det går efter planen, ender vi i Brisbane omkring d. 18. december. Et par dage i Brisbane og et par dage i Singapore vil derefter være det eneste som mangler, før jeg kommer hjem til jul.

I søndags havde jeg ellers set frem til min største personlige udfordring rent sportsmæssigt. Jeg havde tilmeldt mig ultra maraton på 50 km i Marysville, som ligger 100 km. fra Melbourne. Min form var helt sikkert til, at jeg nok skulle have gennemført det. Jeg står op kl. 04 søndag morgen, og gør mig klar, da løbet starter kl. 07. Desværre er Melbourne så stor, at det tager to timer bare at finde ud af byen. Det resulterer i, at jeg er derude kl. 08. På trods af forsinkelsen, begiver jeg mig ud på ruten alligevel. Jeg må dog give op efter 300 m., da skiltningen er nærmest ikke eksisterende. Hvis jeg var kommet af sted kl. 07, ville jeg bare kunne have fulgt de andre. Men det kan ikke lade sig gøre. Jeg må se nederlaget i øjnene, og gå tilbage til startområdet. Løbs arrangøren tegner et stort fedt sort kryds på mit startnummer. Fedt nok, tænker jeg. Alle der ser mig efterfølgende, vil tro, at jeg ikke kunne klare distancen. Jeg løber derfor den ligegyldige distance af et halvmaraton en time senere, da dette løb starter. Det var et hårdt nederlag at acceptere, men omgivelserne langs ruten i national parken var det vildeste og flotteste jeg nogensinde har løbet i. Så når jeg lige får skuffelsen lidt på afstand, så er det en dag, jeg vil huske på lang tid ud i fremtiden. Det er trods alt ikke hver dag, at man runder kæmpe vandfald midtvejs på sin løberute, når man løber i Hammer Bakker eller Aslundskoven for den sags skyld.

Det har været en kæmpe oplevelse, at studere hernede på trods af ovenstående. For lige at holde bloggen på et vist niveau, så har det udviklet mig som studerende på alle tænkelige måder. Erfaringer som jeg ikke ville have fået ved at studere 5. semester i Aalborg. Erfaringerne kan også bruges efter endt uddannelse, er jeg sikker på. Så som jeg også har sagt tidligere, er det den bedste beslutning jeg nogensinde har taget, da jeg valgte at tage herned. Sprogmæssigt er det også kun gået én vej. Fra man kom herned, og måtte tage til takke med sit "Broken English" niveau, hvor man hakkede sig igennem dagligdagens samtaler, er det blevet væsentligt forbedret dag fra dag. Når jeg ser tilbage på det, så er det de mest givende tre måneder jeg har haft i mit liv. Og der er stadig en tre ugers rejse foran mig, inden jeg er hjemme. Til foråret, når jeg slår mine folder i Sydney vil jeg ligeledes køre bloggen videre med indlæg i ny og næ, alt efter hvor meget jeg oplever. UCN i Aalborg har spurgt om de må linke til min blog på deres hjemmeside. Jeg sagde selvfølgelig ja, men kan ikke garantere for den faglighed, som de måske tror, der er at finde herpå. Jeg frygter lidt, hvis jeg går på kompromis med mit forsøg på at skrive sjove indlæg, at jeg vil miste min trofaste læserskare. Så bare rolig, fagligheden bliver på samme næsten ikke-eksisterende niveau, som det har været tilfældet indtil nu.