5500 km. blev tilbagelagt på seks dage. Den australske Outback bliver uden tvivl højdepunktet for min tur hernede. På intet tidspunkt i løbet af alle de timer vi tilbragte i vores lille Hyundai, fortrød vi, at vi valgte at køre turen derind. Flybilletterne til Alice Springs var overdrevent dyre, så eneste alternativ var at køre turen, hvis vi ville have Ayers Rock med. Ayers Rock var også fedt at opleve og en anelse surrealistisk, da den endelig dukkede op ude i det fjerne. Men det var dog ikke Ayers Rock i sig selv, som gjorde turen mindeværdig. På vejen derind og tilbage igen kom vi igennem så mange forskellige og flotte landskaber, og for en naturelsker som mig, så kunne det ikke være bedre. Udover naturen fik vi bl.a. følelsen af at være med i en Western film. Det kommer jeg tilbage til. Derudover var mødet med tonsvis af fulde aboriginals og det australske hillbilly land dét, som har gjort størst indtryk på én, nu hvor vi er kommet tilbage til civilisationen. På vejen til Alice Springs stiftede vi ydermere også bekendtskab med en tankstation, hvor forskellige avisudklip forsøgte at dokumentere, at der var mennesker, som var blevet bortført af Aliens i dette område. Alle de oplevelser ville vi ikke have fået, hvis vi havde hoppet på et Qantas fly, og var landet i Alice Springs tre timer senere. Af dyr som vi stiftede bekendtskab med på turen, kan der nævnes masser af kvæg, både på vejene samt på markerne, masser af kænguruer - dog kun i form af roadkills, kameler i det fri (troede kun de var i fangenskab), store leguaner, en masse ørne og bare fugle i al almindelighed. Vi har stadig en fugl til at sidde foran på bilens kølerhjelm, da ingen af os føler for at rykke den ud af det gitter, den blev fanget i, da vi ramte den med 130 km./t. Ja man må åbenbart køre 130 km./t. på landevejene i Outbacken. Vi havde troet, at der var motorvej derind, men det konstaterede vi hurtigt, ikke skulle være tilfældet. Vi var også ude på en af de traditionelle røde grusveje, man kender fra Outbacken, da vi ville skyde genvej og spare et par hundrede kilometer. Noyaen bredte sig dog rimelig hurtigt, min lidt senere end Mortens, da jeg prøvede at benægte den dumhed det var, at vi valgte at køre ud på den vej. Heldigvis kom jeg til fornuft, og da jeg kastede bolden op med at idéen måske ikke var så god alligevel, fik Morten vendt bilen, og vi kørte ud igen til den asfalterede landevej.

Vi startede vores tur fra Port Douglas mandag morgen kl. 6.30. Destinationen for dagen var Mt. Isa, hvilket er en by midt mellem Østkysten og Alice Springs. Der bor ca. 20.000 i byen, og det er den største by på vejen derind. Størstedelen af indbyggerne er minearbejdere, og jeg har sjældent mødt et mere beskidt og usoigneret folkefærd. Jeg ved heller ikke, hvad der skete, da vi besøgte selvsamme by på vejen ud igen, og er inde på den lokale McDonalds. Det var børn, som arbejdede der! Ham der ekspederede mig, var lavere end kasseapparatet. Men nok om det, det var bare endnu en underlig oplevelse i Mt. Isa. Vi nåede Mt. Isa kl. 23 selvsamme aften efter at have set en del rotter på vejene, i takt med at solen gik ned. Rimelig ulækkert at sidde og se dem rende rundt på vejen, når man kom kørende. Vi kørte målrettet mod det lokale hostel, da det var det eneste i byen. Vi fandt det, og gik ind. Jeg var lettet over at høre, at ham den rimelig beskidte gamle mand, jeg formoder, var ejeren af stedet siger, at der er ledige senge. Som jeg står der, og er ved at betale, siger Morten, at der er rimelig beskidt herinde. Igen benægter jeg det, og betaler gladelig 160 kr. Det samme gør Morten, og vi går ud, og henter vores ting i bilen. Ind igen, og vi skal lige forbi køkkenet for at stille vores madpose. Køkkenet er et af de klammeste køkkener, jeg nogensinde har set. Morten siger, at jeg lige skal binde en knude på posen, så der ikke kommer dyr deri. Det ender med, at jeg tager den med, da den ikke skal stå natten over og blive forpestet i køkkenet. Hen til vores værelser. Vi kunne kun få én seng på to forskellige værelser. Det gjorde dog ingenting, da vi bare skulle overnatte og videre næste morgen. Jeg er grædefærdig, da jeg låser mig ind. Jeg skal dele værelse med et italiensk par. De har alle deres ting til at ligge på min seng, og gør ikke videre væsen af sig for at fjerne det. Så jeg ligger det hele ned på gulvet. Som jeg flytter tingene, og lagnet kommer til syne, kan jeg konstatere, at det aldrig er blevet vasket. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, fordi der er heller ikke nogen form for dyne. Lagnet er for beskidt til, at jeg vil ligge med mit tøj derpå. Og jeg har ét håndklæde - enten skal jeg ligge på det, eller så bruge det til dyne. Jeg kan ikke gennemskue situationen, og går hen til Mortens værelse. Det er fyldt med sovende minearbejdere, og de har spredt sig ud over alle sengene. Han ved ikke hvad han skal stille op med alle deres ting, så for lige at samle tankerne, går vi ud for at børste tænder. Som vi står der, konstaterer vi, at badeværelset er for ulækkert, til at vi hverken kan eller vil gå på toilettet eller i bad dér. Tænderne bliver børstet, og vi når frem til den konklusion, at vi ikke kan sove der. Vi afleverer nøglerne, får selvfølgelig ikke pengene igen, og lister ud i bilen. Der er ikke andre udveje end at sove i bilen, og vi drejer ind på den første holdeplads, vi ser. Sammenlagt får vi måske 3-4 timers søvn den nat, da temperaturen er omkring 30 grader, og et bilsæde ikke ligefrem er det mest foretrukne sovemøbel. Men i det mindste er der rent i bilen, og vi tager til takke med det.

Et par timer senere kører vi videre. Varmen gør, at man ikke kan sove i bilen. Det gør dog ikke så meget, da vi så vil være tidligere i Alice Springs end først antaget. På vejen gør vi stop i Tennant Creek - endnu en mineby på vejen. Aboriginals når de er værst og mest skumle, vralter rundt i byen. Den ene mere fuld end den anden, og klokken har stadig ikke passeret middag. I supermarkedet i byen, hvilket havde den mest mystiske lugt, betaler vi overpris for at få lidt middagsmad. Priserne er skyhøje, da de kan tage hvad de har lyst til. Udbuddet er lavt og efterspørgslen høj i Outbacken, og derved nås et prisleje, som kunne gøre mig irriteret hver gang læderet skulle op af lommen. Da vi går ind i supermarkedet, sidder aboriginalsene på bænke udenfor og skuler efter os, som var de gangstere siddende på deres veranda i en ghetto forstad et sted i USA. Det er svært at beskrive dem, da jeg aldrig selv havde tænkt på dette folkefærd tidligere. Jeg begynder så småt at forstå, hvorfor folk fra Melbourne advarede os mod dem, da de hørte vi ville køre derind. Det skal dog lige siges, at jo de ser vildt skumle ud, men jeg var på intet tidspunkt bange for dem. Er stadig rimelig fortrøstningsfuld over, at jeg nok skulle kunne løbe fra dem, hvis de var ude på noget. Sko kender de heller ikke til, hvilket også får dem til at ligne et forhutlet folkefærd. Vi kommer levende fra mødes med Tennant Creek, og der er ca. 500 km. før vi er i Alice Springs. Kl. 16 er vi fremme, og det er en sand fornøjelse at indlogere os på det lokale YHA og slappe lidt af i poolen, inden turen går mod Ayers Rock næste morgen.

Fra Alice Springs til Ayers Rock er der 500 km. Grotesk at vi snakker med en turist aftenen forinden, som lige kom derinde fra, og han siger der er et par hundrede kilometer. Af denne grund sover vi lidt længe, inden vi står op og kører derind. Lidt irriterende at man så ser på det første skilt, at man har en 500 km. køretur foran sig, så snart man er ude af Alice Springs. Det hele går dog nok, da vi bare er spændt på at se Ayers Rock, The Olgas og Kings Canyon. De to første ting ser vi på førstedagen og Kings Canyon dagen efter, inden vi kører ud mod kysten igen. Som alle andre der har besøgt Ayers Rock, har de som regel fine billeder af enten sol op- eller nedgange. Vi fik ingen af delene. Den første dag regnede det, så vi gad ikke engang gå ud af bilen. Heldigvis er der asfalteret rundt om, så vi tog de ti km. i bil i stedet for. Turens længde taget i betragtning, føler vi os dog nødsaget til, at skal ud af bilen, og have taget et par billeder. På trods af små 40 grader, hvilket normalt forbindes med sol, har vi regn, hvilket har givet en flot mørk blå baggrund af himmelen på billederne. Næste morgen står vi op. 04.40 for at komme ud og se solopgangen. Det havde vi nu ikke behøvet, da det viser sig at være overskyet. Lidt nedtur og mut stemning i bilen, kan der ikke afvises at have været, som vi siger farvel til Ayers Rock og kører mod Kings Canyon. På vejen dertil ser vi de før omtalte kameler. Det er på grænsen til at være sandt, at de redder dagen, efter vejret har sat en kæp i hjulet for vores oplevelser. Kings Canyon er også fedt, og vi får gået små ti km. i flotte omgivelser. På vejen tilbage mod Alice Springs, vælger vi så at tage vores hidtil dårligste beslutning i Australien. På trods af historier om folk der er faret vild og det der er værre i Outbacken, vælger vi at skyde genvej i vores lille Hyundai i30. På et tidspunkt er Morten lige ude for at mærke hvor blødt sandet er. Jeg kan se, at det er som at være på stranden, men benægter og siger vi skal køre videre. Vi kan jo altid vende om, hvis vi er ved at køre fast, forsikrer jeg ham om. På det tidspunkt har jeg allerede en lille noya på, og snak er det intet af, da vi begge to sidder og tænker alle scenarier igennem, som vi kører videre ind i den rigtige Outback. Der er ingen signal på telefonen og modkørende møder vi ingen af, så derfor må jeg til sidst gå til bekendelse og bede ham om at vende bilen. Det bliver gjort rimelig hurtigt. Vi når helskindet ud igen, og har måske kørt en halv time, da himlen åbner sig, og regnen vælter ned. Vi priser os lykkelige for, at vi ikke var fortsat, da vejen ville have været umulig at køre på. De ekstra 100-200 km. som vi nu skal køre, er lige pludselig ikke så stort et problem længere. Nogle timer senere og en sandstorm rigere, hvilket var forsidestof på avisen den efterfølgende dag, når vi igen Alice Springs, og indlogerer os igen på YHA. Vi har en generel optur på, på trods af dårligt vejr og mindre kloge beslutninger, men bekendtskabet med "The Red Centre" har været en fantastisk oplevelse trods alt.

Næste morgen er vi tidligt på farten, da der skal tilbagelægges lidt flere kilometer, end da vi kørte derind, så vi ikke ender i Mt. Isa. til aftenstid. Denne gang er målet Cluncurry, som har 3500 indbyggere. Og hvilke indbyggere kan vi så konstatere efterfølgende. Hillbillies og scener fra en amerikansk western film gør denne by til et sjovt bekendtskab i den australske Outback. Vi prøver at indlogere os på et motel som er nævnt i Lonely Planet. Det er desværre mod min forventning fuldt booket, og værtinden forslår, at vi kører lidt ned af vejen og prøver den lokale pub. De har noget som hedder "pub rooms", som hun kalder det. Det er ikke mange andre muligheder, så vi begiver os derned. Jeg lyver ikke, når jeg skriver, at da vi går ind af døren til pubben, er det som om vi er skurkene fra nabobyen. Alle kigger på os med skumle øjne. For det ikke skal være løgn, hænger der en "missing person" plakat på en af væggene, for lige at gøre min association med en western film mere realistisk. Heldigvis har de ledige værelser. Overpris bliver der betalt, og vi går op og kigger. En lang mørk gang fører ned til mit værelse. Midtvejs er der en lille tv stue. Fjernsynet kører selvfølgelig selvom der ikke er nogen derinde. Jeg får lige tjekket mit værelse, og det er ok. Vi samler mod til os, og lister ned i baren. Vi skal lige have en øl eller to, så vi hurtigere kan falde i søvn. Ham der sidder tættest på mig, siger noget til mig, og jeg kan slet ikke forstå ham. Jeg laver derfor det velkendte nik, og laver et lille alibi grin, og situationen er derved reddet uden videre problemer. Efter et par øl går vi op, og jeg går hen mod værelset. Gangen er stadig lige så mørk og fjernsynet kører stadig. Nu sidder der dog en ældre dame og stirrer ind i tv'et. Rimelig spooky episode, da jeg får et chok over at hun sidder der helt stille og alene uden så meget som at kigge op på mig. På trods af det mindre chok klarer jeg den, og falder hurtigt i søvn inde på mit "pub room".

Næste dag har vi kun en lille tur på 800 km. foran os, før vi er ude ved civilisationen og i dette tilfælde Townsville. Det har været den mest specielle rejseoplevelse, jeg længe har haft. Og med specielle mener jeg fedeste oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden. Måske er det langt at køre 5500 km. på seks dage for at se Ayers Rock. Men det er hele turen derind og ud igen og de ting vi oplevede i den forbindelse, der gør denne tur ekstra mindreværdig. Ayers Rock var også et vildt naturfænomen, men måske vil jeg vurdere Kings Canyon som værende endnu flottere. Under alle omstændigheder fik vi i hvert fald én på opleveren, som man siger. Og mens jeg sidder og skriver dette, kommer jeg i tanke om den bush fire, som hærgede på vejen ud. Jeg skal nok se, om ikke jeg kan uploade nogle billeder, så en masse af disse historier kan blive bekræftet. Jeg har lige læst oplægget igennem, og kan konstatere, at der er rodet en del rundt i nutid og datid, da entusiasmen tog over, da jeg skulle beskrive turen. Teksten er for stor en mundfuld at rette igennem, da jeg trods alt har ferie, så det må I lige bære over med.