Profile
Blog
Photos
Videos
Hej
Vi startede dagen med det første træningsdyk kl. 7.15. før morgenmaden. Vi var trætte og vi frøs lidt, da vi skulle i våddragterne, men det var hurtigt glemt, da vi først kom i vandet. Ved dette dyk var vi nede på 15 m. På bunden skulle vi navigere med kompas og øve i at skabe neutral opdrift ved hjælp af vores BCD-veste, som kan fyldes og tømmes med luft.
Da vi kom op af vandet, stod morgenmaden klar, det var rigtig luksus med æg og bacon. Derefter kunne vi lige slappe af og fordøje maden inden det 4. og sidste træningsdyk.
Kl. 11. hoppede vi igen i vandet. Denne gang kom vi ned på 11,5 m., hvor vi skulle lave nogle øvelser. Vi skulle bl.a. fjerne masken helt, for derefter at tage den på og tømme den for vand. Efter øvelserne havde vi alle bestået, og Aaron, vores instruktør, svømmede rundt og gav os hånden, hvorefter vi fik en lille guidet tur rundt blandt koralerne.
Efter dagens andet dyk var det frokosttid, og bagefter fik vi uddelt vores midlertidige certifikater. Det betyder, at vi nu er færdige med selve kurset og har lov til at dykke uden instruktør ned til 18 m.
Vores første dyk, som certificerede dykkere var kl. 15. Det var spændende, at vi skulle ned i dybet helt på egen hånd og selv kunne bestemme, hvor vi ville svømme hen. Vores max dybde denne gang var på 10 m., og vi svømmede rundt i 39 min. heldigvis gik det godt med at navigere tilbage til båden ved hjælp af undervandskompasset. Det var virkelig imponerende, at opleve al det liv, som befinder sig under vandet ved Great Barrier Reef. Man kan slet ikke forestille sig, at det er så flot dernede, når man står på båden og ser ud over havet. Vi så en masse flotte fisk og koraler, bl.a. så vi den berømte Nemo fisk og alle sine venner.
Efter aftensmaden var der briefing omkring vores "natdyk", som var kl. 19.30. Her går solen allerede ned ved 18-tiden, så på dette tidspunkt er det allerede kulsort. Det lykkedes ret godt for Aaron at gøre os alle sammen nervøse forud for dykket, men vi opdagede hurtigt, at der ikke var noget at være bange for, da vi alle blev udstyret med en lommelygte, som gjorde det rimelig nemt at se under vandet. Vi havde satset på at se nogle rovdyr på jagt, men desværre kom vi ikke om ved ret mange fisk.
Da vi igen kom op efter en halv time under vandet, var der kage parat. Efter aftenskaffen var det tid til at finde kahytten, da vi skal op kl. 5.45. i morgen tidlig.
Nicoline og Allan
- comments