Profile
Blog
Photos
Videos
Hej derhjemme
Klokken 7.25. blev vi hentet af Kiwi-bussen, som skulle køre os til Kaikoura. Det er en lille by, som ligger på østkysten, og den er mest kendt for sine udflugter, hvor man kan se hvaler eller svømme med delfiner. Vejret var desværre ikke så godt, så vores chauffør fortalte, at disse ture højst sandsynligt ville være aflyst.
Vi havde meldt os på turen, hvor man kan svømme med delfiner, så vi håbede meget på, at vejret ville klare op. Efterhånden som vi nærmede os Kaikoura, stod det dog klart, at der ikke var opklaring på vej, nærmest tværtimod. Derfor blev dagens udflugter aflyst, og chaufføren, Rangi, kørte os i stedet ud til en sælkoloni et stykke udenfor Kaikoura. Her kunne vi komme rigtig tæt på sælerne, som sad og gjorde sig til i vandkanten. Pga. vejret var der ikke så mange sæler oppe af vandet, men vi fik alligevel set en lille nysgerrig babysæl, der humpede lidt rundt.
Efter at have set sælkolonien blev vi kørt til vandrehjemmet, Lazy Shag, inde i byen. Da vi havde tjekket ind, gik vi ud i byen for at spise frokost og handle lidt ind.
Eftersom dagens udflugt blev aflyst, har vi besluttet os for at blive en ekstra dag i Kaikoura og håbe på opklaring, så vi kan komme med på udflugten i morgen. Da vi havde spist frokost, gik vi derfor ned til Dolphin Encounter for at booke os på en ny tur.
Hele eftermiddagen blev der ved med at komme store regn og haglbyger, og der har været temperaturer helt ned til 5 grader. Det er ikke ligefrem ude-vejr, så derfor gik vi hen for at leje en film, som vi så under dynen på værelset. Det var lidt hyggeligt, og da filmen var slut, var det værste uvejr drevet over.
Da klokken blev 19.00. gik vi over til naborestauranten for at få en bid fisk til vores aftensmad. Det har vi ikke fået i lang tid, så det var rigtig lækkert. Efter aftensmaden gik vi tilbage til vandrehjemmet, hvor vi spillede lidt kort nede i fællesstuen, inden vi gik op på vores værelse.
Klokken er nu ved at være 23.00. og vi vil snart til at sove. Vi håber på bedre vejr i morgen, så vi kan komme ud og hilse på nogle delfiner.
Nicoline og Allan
- comments