Turen til Bulgarien var et noget spontant foretagende, hvor vi valgte at droppe Bukarest til fordel for Veliko Tarnovo, der ligger enormt smukt i de bulgarske bjerge gennemskåret af en S-formet flod. Toget fra Sinaia via Bukarest gik under navnet "hurtigtog", men var et gammelt lortetog - vi fandt senere ud af, at Bulgarien ikke har fået nye tog i over 30 år. Kører man i hurtigtog, kræver det pladsreservation, hvad vi ikke havde overvejet grundet togets miserable tilstand. Det resulterede i to utilfredse kontrollører (uden skyggen af engelskkundskaber) og en "bøde" på 20 euro. Surt.

Uheldet var sat ind og fulgte os tæt i Bulgarien, som dog, når det så er sagt, på ingen måde var en entydigt negativ oplevelse. Lonely ledte os til backpackerhostellet "Hostel Mostel", som i sandhed var et arketypisk "Lonely-hostel". Her var i bedste kommuniststil gratis morgenmad, aftensmad, te og kaffe dagen lang, internet etc. for alle beboere, der for øvrigt boede i dorms (sovesale). Meget lejrskole/efterskole-agtigt. Udendørsfaciliteterne var ligeledes upåklagelige med smukke vinranker, hvide duer (med sjove haler) og et fint grillområde. Første aften stod på restaurantbesøg med en imponerende udsigt over byen og tonerne fra den igangværende jazzfestival. Her blev det hurtigt klart for os, at Bulgarsk mad overhovedet ikke er tosset og mere græsk-tyrkisk end østeuropæisk.

Den første hele dag i Veliko startede ud med besøg i en af byens mange flotte, byzantinske kirker, hvor vi oplevede en ortodoks barnedåb, en noget ubehagelig affære, især for barnet der blev afklædt og nedsænket i en stor døbefond. Endvidere stod sightseeingen på borgbesøg og dét i over 40 graders varme. Sikkerhedsreglementet her oplyste her komisk nok om "risikoen" for at møde "reptiler" på borgen (nærmere betegnet harmløse firben) samt faren ved danse på murene. Under den brændende sol fortsatte vi ad en lille sti ud af byen i retning af landsbyen Arbanasi. Hurtigt viste stien sig noget overgroet og utydelig. Herfra deler vores oplevelser af trekket sig betydeligt; Caroline blev ret bange for slanger (som Anders jo ikke kunne udelukke eventuel tilstedeværelse af) og fandt sig en pind for at "kæmpe" sig igennem den lidt tornede vegetation. Da vandet slap op og vi havde gået ca. en time, begyndte Caroline at gå i panik og blev ret svimmel og utilpas. Imidlertid gik Anders og hyggede sig med at tage billeder af den særprægede flora og opdagede slet ikke Carolines panik, før hun ved ankomsten til Arbanasi brød sammen i en lettelsens gråd. En for Caroline nærdødsoplevelse i ødemarken og et botanisk studie for Anders. Oven på en udsøgt 3-retter middag, hvor vi bl.a. stiftede bekendtskab med yoghurtsuppen tarator, tog vi en taxa hjem til Veliko. Den fransktalende chauffør, som var Bulgariens svar på skuespilleren Søren Fausbøl (staves det sådan?), var noget uopmærksom på trafikken, Anders ligeså (grundet den franske passiar med chaufføren), så igen var Caroline den eneste der gennemlevede nærdødsoplevelsen.

Bulgarien har for øvrigt udgjort vores første møde med det kyrilliske alfabet, som i samarbejde med det slaviske sprog gør skiltning etc. komplet uforståelig. Turen videre mod Istanbul havde vi planlagt skulle foregå i tog med stop i Sophia, men hostelværten Tod, forsikrede os om at vi ikke kunne regne med Deutsche Bahn, som hidtil har været interrailens tro følgesvend. Så vi droppede Sophia og troppede op på Velikos station i troen på at vi kunne tage nattoget derfra til Istanbul, som Tod havde fortalt os, at vi kunne. Tog til Istanbul viste sig dog at være en legende, så vi måtte vende tilbage til hostellet, hvor vi fik et vattet "I'm sorry". Vi endte med en merudgift på 500 kr., da vi ikke havde andre muligheder end at tage natbussen til Istanbul. På bussen blev vi (til stor underholdning for Anders, stor bekymring for Caroline) involveret i smugling af whiskey over den tyrkiske grænse.