Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er vi på vej ud af Rumænien efter to virkelig gode ophold i Brasov og Sinaia. Hvor Brasov er en by på størrelse med Aarhus, er Sinaia kun en lille flække midt i bjergene. Her (i Sinaia som vi i dette øjeblik kører fra) er enormt smukt, både hvad angår natur og kultur, masser af transsylvanske huse, palæer og sågar slotte. Vores hostel var ligeledes gennemført transsylvansk, det kunne ligeså godt være Draculas bolig, og arkitekten var faktisk den samme, som har designet byens Dracula-slot, Peles Castle. Ankomstdagens eftermiddag brugte vi på at se Peles Castle, som er fra slut-1800-tallet og stilistisk en blanding af florentinsk, fransk og maurisk. Ifølge Anders er det turens flotteste slot, Caroline er mere til Neuschwanstein. Efterfølgende så vi byens kloster, som også var enormt flot og i lidt søde, barnlige farver og former. Klosteret er stadig aktivt, og vi så da også et par lollede munke. Vi har desuden i Sinaia stiftet bekendtskab med mere rumænsk mad, f.eks. landets svar på dolmares samt svinelår (som ifølge frastødte Caroline ligner det, en løve bliver fodret med). Andendagen startede ud med Irish Breakfast, en solid morgenmad bestående af brød, æg, bacon og pølser. En solid morgenmad var også nødvendig, for dagen stod på rejsens første regulære trekkingtur. Vi tog kabelbanen 2000 meter op i Karpaterne og vandrede her ca. 3 timer gennem et storslået højland. Særligt Caroline (som ikke har trekket i bjerge før) var meget betaget af de flotte udsigter fra bjergtinderne. Desværre fandt vi aldrig områdets berømte, svampeformede klippeformationer, men skidt pyt. Da vi kom ned igen, godt trætte i fødderne, fejrede vi vores afbrændte kalorier med det i Brasov-bloggen beskrevne snoede kagebrød, turens bedste bagværk. I dag startede vi endnu engang ud med Irish Breakfast, hvorefter vi har taget toget og er nu på vej mod Bucharest. Her skulle vi oprindeligt have haft et par dage før nattoget til Istanbul, men transsylvanerne har simpelthen talt så dårligt om deres hovedstad, at vi efter mere research har besluttet at erstatte Bucharest med et besøg i Bulgarien. Vi sigter mod Veliko Tarnovo, hvor den igen står på natur og trekking i stedet for endnu en storby, dem har vi haft så mange af. Med hensyn til den videre færd mod Istanbul er informationen om det bulgarske tognetværk lidt forvirrende, så nu må vi se, hvad der sker.
- comments