Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er vi efterhånden kommet alt for langt bagud med bloggen, måske fordi vi har haft et så tæt program i de tre Donau-byer, Wien, Bratislava og Budapest. Togturen til Wien varede det meste af ankomstdagen, så meget andet end at finde hjem til vores couchsurf-vært, Alina, nåede vi ikke. Hun tog meget varmt imod os og hjalp os med at planlægge næste dags program, mens vi spiste vores medbragte grønsagssmat. Næste dag var nemlig vores eneste hele dag i Wien, så det var tidligt op om morgenen og i gang. Først tog vi metroen - som for øvrigt virker enormt godt - ud til Donau-øen. Herefter tog vi til Stephansdom, Wiens største kirke og vel største attraktion. Kæmpestor og imponerende er den da også, men noget dyster og uhyggelig som gotiske kirker ofte er. Efterfølgende vandrede vi bare lidt rundt i den gamle, flotte by, som en passant bugner af lækre bagerier, noget vi faktisk har mødt gennem hele vores rejse, selv i Transsylvanien, hvor vi nu befinder os. Tilfældigvis så vi en reklameplakat fra kunstmuseet Albertina, som Anders lod sig friste af. Her var super flot udstilling med værker af uforståeligt mange af de store malere, fra "Monet bis Picasso" som udstillingen endda hed. Det var efterhånden blevet frokosttid, så vi tog ind til en museumscafé, som Alina havde anbefalet os. Wien er ikke nogen billig by, så vi nøjedes med en sandwich og noget "dip", virkelig lækkert italiensk. Derefter stod den til Carolines store glæde på shopping, dog uden at hun fik købt noget. Sidst på dagen tog vi til Schönbrunn Schloss' have, Wiens pendant til Versailles. Her gik vi rundt i den enorme slotspark, før vi tog hjemad, købte ind på vejen - som igen var dyrt - og lavede mad og spiste med Alina, som supplerede med østrigsk øl og vin. I løbet af dagen havde vi fået den idé at bruge næste dag i Bratislava, som alligevel ligger på vejen mellem de to planlagte stop, Wien og Budapest.
- comments