Familien Kiniaru i Kiembeni

Tiden flyver af sted i Mombasa. Jeg kan slet ikke fatte, at jeg allerede har været her i halvanden måned! Det er jo nok fordi, jeg er så heldig både at have en god familie, et godt arbejde og ikke mindst nogen gode rejsekammerater. Ja, I læste rigtigt. Det er i flertal. En anden dansk volontør, Julie, er nemlig ankommet fra platformen i sidste uge. Vi skal være her cirka lige længe, så jeg kommer alligevel ikke til at bo alene hos familien. Det passer mig faktisk meget godt, eftersom familiens aktivitetsniveau er temmelig stillestående i weekenderne Trods ikkeeksisterende aktivitetsniveau i weekenderne, hygger jeg mig rigtig meget i familiens selskab. Jeg har fundet mig godt til rette og føler mig ikke længere som en gæst, der bliver opvartet i hoved og røv. Selvom vores kenyanske mor stadig holder mest af at servere for os, har vi fået adgang til køkkenet af flere omgange. Faktisk har vi selv lavet chapati en aften og fået 10 ud af 10 mulige stjerner af vores værtsbror David (5 stjerner fordi det var første gang vi kokkerede retten, 3 stjerner pga. duften og yderligere 2 stjerner pga. smagen). Lærke og jeg har desuden lavet en "dansker aften" den dag, Julie ankom til Mombasa. Konceptet var simpelt; vi serverede gedigen dansk mad (læs havregrød til morgenmad, rugbrød med tunsalat til hovedret og dunser, stuvet hvidkål og råkostsalat til hovedret), som vi indtog omkring et spisebord MED bestik og uden fjernsynet kørende. De tøvede noget undervejs, men vi havde en enormt hyggelig aften, hvor det lykkedes os at holde dem ved bordet efter maden til flere timers hyggelig snak. Og de kunne virkelig godt lide maden, så der blev ingen rester til nabobørnene, som ellers gerne ville have smagt herlighederne fra det danske køkken. Hvis ikke det var fordi, det var så dyrt at lave dansk mad hernede, havde vi helt sikkert gjort det igen! (Til info kan det nævnes at svinekød næsten er en smuglervare i Mombasa pga. den store koncentration af muslimer).

Når den barske virkelighed rammer

Det er virkelig lækkert at have en hverdag hernede. Jeg nyder, at man har masser af tid til virkelig at lære landet og dets befolkning at kende indefra. Vi har fået en rigtig god rytme på arbejdet, hvor både børnene og personalet er fantastiske. Vi har SÅ mange ideer, men desværre ikke tid nok til at føre dem ud i livet. Vi har f.eks. taget billeder af alle eleverne og puttet det i en ramme, som de selv har dekoreret. Disse mange billeder pynter nu klasseværelserne på Marvel Junior Academy (se billede i mappen af samme navn). Vi har også introduceret dem for bogstavhuset, som de tog utrolig godt imod. Lige nu underviser vi de ældste elever i simple engelske sætningsopbygninger f.eks. spørgsmål og svar, så de kan udveksle breve med en klasse i Danmark. I den forbindelse har vi desuden undervist dem i verdens kontinenter og forskellene på Danmark og Kenya. Vi bad dem stille spørgsmål efterfølgende, hvor en af pigerne så sit snit til at høre, om vi nu også har bedstemødre i Danmark? Selvom tingene kører på skolen, er det sommetider barsk at have med disse børn at gøre. De kommer virkelig fra nogle udsatte familier og nogle af dem endda fra børnehjem. Nogle af dem er konstant udmattende i skolen, som om de aldrig får sovet godt i hjemmet. Andre er ukoncentrerede, fordi de ikke får ordentlig mad i løbet af dagen. Nogle er triste og indadvendte, fordi de allerede har oplevet for megen vold og fattigdom i forhold til deres unge alder. De har så meget at bære på, at der derfor ikke skal så meget til, før de græder i skolen. Det er der dog ikke plads til, fordi det er bad maners. Og man kan ikke engang bebrejde personalet ikke at gå dybere ind i børnenes følelsesliv, eftersom de alle bærer rundt på et eller andet tyngende. Og så praktiserer de bare heller ikke samme pædagogiske strategi som i Danmark (f.eks. kan de finde på at true børnene med at ringe til politiet, hvis ikke de opfører sig ordentligt eller finde på at lokke børnene til at koncentrere sig med slik fra kontoret som ikke eksisterer i virkeligheden). Det er hjerteskærende at opleve, hvordan det lykkes børnene fra børnehjemmet at få skrabet kiks sammen i lommerne til senere, når alle børnene engang imellem bliver foræret en snack. Det er en konstant kamp for dem at skaffe sig mad nok, og fordi det ikke altid lykkedes, er de stærkt underernærede. En af lærerne lod på et tidspunkt et af børnene fra børnehjemmet spise resterne fra sin tallerken. Nogle af de andre børn sladrede, hvorfor pigen fik tæsk på børnehjemmet. Denne pige blev faktisk efterladt uden foran et indkøbscenter, hvor kundekredsen er mzunguer og velhavende kenyanere for to år siden. Et andet eksempel på børnenes barske liv var da jeg rakte hånden frem for at ae en pige, hvor hun intuitivt trak hænderne frem i forsvar. Tænk at hun i en så ung alder forventer slag før kærtegn! Endnu et tidspunkt hvor det bliver tydeligt, at vi har med fattige børn at gøre er til computer class. Mange af dem har aldrig hverken set eller rørt en computer før. Det er virkelig en kæmpe kontrast at se dem så forvirrede og hjælpeløse, sammenlignet med Danmark hvor børnene får tekniske evner ind med modermælken.

Mzungu = rigdom

Jeg er virkelig glad for at arbejde på en skole for så små børn, som virkelig værdsætter vores tid og kærlighed, og som endnu ikke sætter lighedstegn mellem mzunguer og muligheden for at tilegne sig noget materialistisk. Nogle af de andre volontører i Mombasa har oplevet, at både lærere og elever nærmest forventer at de donerer noget til skolen eller efterlader nogle af deres ejendele, når de forlader skolen. Det viser sig, at Lærkes og mine venner, som viste os deres skole en af de første dage, trods deres unge alder er ganske snu og udelukkende håbede at deres venskab med mzunguer ville resultere i en ny cykel. Her går man og bliver helt blind af tanker om gæstfrihed og oprigtig interesse, og så handler det i virkeligheden om at få materialistiske ting narret ud af de intetanende mzunguer. Så ja, det er faktisk temmelig hårdt at bo i et land, hvor både voksne og børn opfatter dig som en omvandrende guldgrube af rigdom og velstand. Man skal finde den gyldne middelvej mellem mistænksomhed og naivitet, så man ikke bliver narret, men heller ikke afviser de venlige sjæle med gode intentioner, man møder på sin vej.

Ferie på paradis øen Lamu

Efter at have læst om Lamu i min "turen går til" hjemme i Danmark var jeg overbevist om, at jeg bare måtte se denne ø med egne øjne. De andre piger havde det heldigvis på samme måde, så vi besluttede os for at tage dertil på en forlænget weekend. Det viste sig at være en fornuftig beslutning, selvom transporten til og fra øen var op ad bakke. Vi bumlede af sted på hullede veje i mere end seks timer indeklemt i en bus uden aircondition og med en masse muslimske mænd, hvis sved lugtede uhyggeligt meget af løg. Busturens længde var ikke noget busselskabet kunne spå om - de kan jo ikke på forhånd vide, hvilke randdom steder in the middle of nowwhere folk skal sættes af. Transporten fra fastlandet til øen foregik med den offentlige færge, som viste sig at være en beskeden træbåd som blev stuvet til randen med mennesker og kasser med colgate. Som et show off om forsvarlig sikkerhedspolitik om bord blev vi bedt om at iføre os resterne af en redningsvest. Det var en meget autentisk afrikansk oplevelse! Øen er noget helt specielt; det er ligesom at træde ind i en forhistorisk verden uden moderne teknologi og stress. Tempoet er roligt og der er en helt særlig feeling omkring livet der. Jeg er temmelig sikker på, at vi stressede nogle af de lokale med vores vestlige rationalitet og effektiviseringer. De råbte i hvert fald til os: "Pole pole (swahili for slowly). There is no hurry in Lamu!" Der er kun syv køretøjer på hele øen, så vi tog lige en pause fra den hektiske transport med matatu i Mombasa. Øboerne benytter sig i stedet af æsler og både i stor stil og har hele hospitaler kun til disse formål! Bygningerne i Lamu by er primært lavet af sten og gaderne er enormt smalle. Jeg glemte flere gange, at jeg befandt mig i Afrika pga. de smalle gader, åbner pladser, markedshaller og flotte strande som henledte ens tanker på en eksotisk sommerferie et sted i Sydeuropa. Vi kom helt ned i gear og nød virkelig at opføre os som turister i toppe og kriminelt korte shorts. Vi boede på et lækkert hostel med store værelser, smuk natur og fantastisk udsigt til billige penge. Pga. regnsæsonen var vi alene med en af stedets ansatte, Christopher, som nok er den mest dvaske mand, jeg nogensinde har mødt. Så det var ellers med at finde den rigtige grimasse, da han informerede os om, at han kunne tilbyde os massage. Det ville nok være den mest uinspirerende og drænende massage verden har set! Vi spiste en masse lækker frisk fisk, var på byvandring med en lokal guide, ude på sunset cruise i en traditionel dhow båd og tilbragte en hel dag på en af øens imponerende strande. Vi fik i den grad ladet batterierne op og blev boostet med fornyet energi! J Der har tidligere været nogle problemer med turistsikkerheden på Lamu (det er personligt også det tætteste jeg vil vove mig på Somalia). De har heldigvis taget dette problem meget seriøst og ansat en gruppe guider til at tage sig af turister. Vi oplevede nødvendigheden af dette allerede ved vores ankomst til øen. Vi satte os direkte ind på en restaurant, hvor vi faldt i snak med en mand, som hævdede at have boet i Klampenborg og som kendte til Istedgade, Roskilde Festival og Christiania. Han arrangerede heldags bådture med mulighed for at fiske, snorkle og grille på stranden. To svenske volontører havde allerede booket en tur til dagen efter, så det ville jo være oplagt for os at tage med dem. Før vi blev lullet for langt ind i det lykkelige sammentræf, advarede tjeneren os heldigvis mod at tage med ham, eftersom han var kendt på øen som en svindler, der sejlede folk ud på sine fantastiske ture for at stjæle alle deres ting. Dagen efter mødte vi endnu en af øens særlinge. Han henvendte sig til os, da vi sad på en af byens torve og gav en virkelig surrealistisk fortælling om prinsesse Dianas død, og om hvor fantastisk en mand prins Charles er. Øens politimester kom hen til os og bad os om at tage let på hans historier, så vi var hele tiden i gode hænder. Lamu er paradise on earth, og jeg vil helt sikkert anbefale alle at rejse dertil!