Kære allesammen,

Det er muligt jeg er kommet hjem, men dette blogindlæg har allerede været undervejs siden før jeg tog fra Melbourne, så nu kan jeg lige så godt skrive det færdigt.

Det har været lidt trægt med at få skrevet, og efterhånden kom jeg så langt bagud at tanken om at prøve at indhente det hele gjorde mig helt forpustet. Dette indlæg vil derfor springe lidt i tiden fra det forrige, og i stedet starte fra slutningen, mens de sidste dage endnu står klart i min hukommelse. Vi snakker naturligvis om slutspurten paa min rejse - Taz, Tassie, Tasmanien!

Hvis der er en ting jeg har lært i løbet af mine rejser er det, at det at rejse uden at have lagt en plan kan være yderst frustrerende og tidskrævende. Så da jeg skulle afsted til Tasmanien... Valgte jeg totalt at ignorere dette, og begav mig i stedet imod Tasmaniens "hovedstad" Hobart væbnet med en flybillet og en blind tillid til mit held og mine (ikke-eksisterende) sociale kompetencer.

Allerede på flyet ind kunne jeg se at min beslutning om at besøge prinsesse Marys hjemland var en god en. Solnedgangen glimtede i bugterne og farvede bakkerne gyldne. Vejen til Hobart går over en stor buet bro, hvorfra byen breder sig op ad bjergsiden på det imponerende Mt. Wellington.

Min første aften i Hobart var dog et flop. Jeg ankom til Transit Backpackers, hvor fælleslokalerne var halvtomme på nær et par få mennesker som så Tennis (Australian Open). Selvom klokken var mange spurgte jeg kækt om der var en god bar i nærheden. Jeg fik anbefalet et område og begav mig afsted. Efter ca en times vandring i en totalt død og mørk by vendte jeg tilbage uden at have fundet omtalte område. Hm.

Næste dag tog jeg forbi informationen og brugte en times tid uden at blive klogere. Herefter tog jeg en færge til MONA (Museum of Old and New Art). Jeg er godt nok ikke den store kunstelsker men selv jeg må bøje mig i støvet for dette museum. Hold da op! Jeg havde fået at vide at man ikke ville gå ud den samme som man kom ind, og det var fuldstændig rigtigt. Meget af den kunst der var var lidt creepy og ulækker, men museumsrummet i sig selv var meget interaktivt med lyd og lys en del af udstillingen, og værkerne brændte sig ind i sjælen på en. Et par få eksempler var en installation, hvor hver gæst kunne få en elpære til at pulsere i samme takt som deres hjerteslag, og et vandfald der stavede politiske ord. I stedet for skilte ved kunsten fik man ved indgangen udleveret iPods med en app, der fandt kunstværkerne i nærheden af en så man kunne læse om dem. Velkommen til fremtiden kære venner.

Jeg spiste frokost i deres cafe, hvor man havde en flot udsigt over kanalen fra de store pink sækkestole i haven. Om aftenen var der gratis koncerter på Hobart havn i anledningen af aabningsdagen for MONA FOMA - en alternativ musikfestival. Udrustet med en lunken Cascade dåseol og en burger overværede jeg en fyr klædt i pels og iltflaske spille trommer under vandet. Alternativt.

Den næste dag besluttede jeg at Mt. Wellington havde stirret ned på mig længe nok, så jeg tog en bus til foden af bjerget og vandrede op. Jeg havde selvfølgelig glemt et kort og for vild et par gange, men nåede til sidst toppen, hvor jeg blev belønnet med en fantastisk udsigt over byen. Klokken var da mange, og af frygt for at misse den sidste bus tilbage tog jeg en runde på parkeringspladsen. Det lykkedes mig at finde en familiefar som ville give mig et lift tilbage til Hobart så snart hans to børn var færdige med at jagte firben (det tog lidt tid).

Samme aften fik jeg endelig bid. Jeg satte mig ned ved et bord på mit hostel, klagede min nød over ikke at kunne finde nogen at tage på vandretur med og at offentlig transport til nationalparkerne kun gik tre dage om ugen (de forkerte dage), og inden aftenen var omme havde jeg et hold på fire mennesker som var klar til at leje en bil og tage til Freycinet National Park på en tre dages vandretur næste morgen. En del af motivationen kom fra det faktum, at alle hoteller i Hobart var booket, så to af os (mig inkl) ikke havde et sted at sove næte dag.

Som sagt så gjort. Vi var et mærkeligt umage team: mig, Jo, som var 19 år, fra Sydtyskland og i stand til at snakke nonstop hele vejen uanset om nogen hørte det eller ej. Cyrill (alternativt "Cereal" eller bare "Breakfast") var fra Schweiz, 21 år og slæbte holdets tungeste taske, hvilket til dels skyldtes en ualmindeligt veludrustet førstehjælpstaske med alt fra forbindinger til piller imod dårlig mave. Endelig var der David, 27 fra England, som valgte at tage på vandretur i klipklapper og uden telt eller sovepose.

Den første dag var 12km. Vi vandrede langs kysten til Hazards Beach med et par stop undervejs, hvor jeg blandt andet tog en svømmetur (som den eneste). Vandet i Tas er KOLDT. Man kan godt mærke man er tættere på Antarktis. Vi ankom til teltpladsen omkring halv ni hvor solen netop var gået ned. Jeg var frisk på at blive oppe og spille kort, men 12 km med rygsæk havde tæret på de andre så vi spillede en runde og så ville de i seng. Samme aften blev vores lejr invaderet af fire possums, som viste lidt for stor interesse for vores skraldepose. Det var tydeligt at de var vandt til mennesker, for selvom jeg slog en af dem på rumpen og hev den i halen var den ikke til at få væk.

Dagen efter gik turen væk fra kysten og op i bjergene. Jeg var oppe at køre over det gode vejr og det faktum at jeg faktisk kom afsted, men de andre var allerede trætte og mukkede en del. Jeg havde en ide om at jeg ville bestige mt. Freycinet (620m) på vejen, så David, Jo og jeg efterlod vores store rygsække ved stien og vandrede/klatrede op til toppen. Cyrill var træt og gik i forvejen til den næste teltplads. Klatringen tog længere end forventet, for hverken Jo eller David havde det rigtige fodtøj, og Jo havde aldrig klatret før, så vi skulle konstant vente på hende. Det var dog det værd, for udsigten var helt fantastisk. På vejen ned blev David hysterisk over en lille brun slange på stien. Jeg prikkede til den med en pind til den flyttede sig og vi kunne passere. Mænd!

Da vi igen havde vores rygsække var vi pludselig pressede med tid, og det næste stykke vej op ad mt. Graham (589m) var en smule stressende. Jo havde astma og måtte konstant stoppe for at få vejret. Det var dog en smuk tur, og landskabet var fantastisk i det sene eftermiddagslys. Vi nåede Wineglass bay tidsnok til at beundre stranden i solnedgangen.

Når man betragtede Wineglass Bay lå ordet "paradis" ikke lang væk i bevidstheden. Vandet var krystalklart, stranden hvid og klipperne flammende røde. Overalt på stranden var små blæksprutter skyllet i land, og en enkelt haj så vi også. Jeg tog en kort klatretur langs klipperne indtil det blev for mørkt og jeg måtte vende om. I vandet ved klippekanten kunne man se en slags stor, bredbladet tangplante som svajede i bølgerne. Jeg brændte efter at gribe min snorkel og maske og tage en tur, men det var for sent og vandet for koldt så jeg måtte nøjes med at se hvad jeg kunne fra klipperne. Inden vi gik til ro tog Jo og jeg ned til stranden, hvor vi lavede aftenyoga på med mælkevejen glitrende over os. Næste morgen stod vi tidligt op og så solen stå op over bjergene og farve klipperne violette og dernæst røde, inden vi pakkede sammen og gik de sidste fem kilometer tilbage til bilen inden stranden blev invaderet af dagsturister.

Vel tilbage i Hobart fulgte jeg en pludselig indskydelse og hoppede med Jo på bussen nordpå til Launceston. Turen tog to timer gennem et landskab af gårde og marker og fjerne bjerge. På vejen ringede jeg rundt og fandt en ledig seng i Arthouse Hostel - et funky gammelt hostel med hyggelige lokaler og en sovesal med skråvægge oppe under taget. Næste dag tog Jo bussen til Cradle Mountain, hvor jeg ville møde hende senere når jeg havde set mig omkring i Launceston. Det skulle dog ikke blive nemt, for det skal siges at bussen kun går tre gange om ugen og kun en gang pr. dag. Tasmanien er for småt et sted til rigtig offentlig transport mellem byerne. Men det tager vi senere. Jeg havde en dejlig solrig morgen og efter et kort kig på kunstmuseets udstilling af kunststuderendes værker (fantastisk udstilling!) gik jeg til Cataract Gorge. Her er en offentlig swimmingpool lige ved siden af en sø. Fjollet. Jeg valgte søen, og vandet var koldt men forfriskende. Herefter tog jeg en times læsning og afslapning på en cafe hvor påfugle gik rundt mellem bordene og tiggede krummer.

Men jeg ville til Cradle den dag, så en time senere gik jeg langs vejen med min rygsæk og mit papskilt ("Cradle Valley"). Den første bil der samlede mig op kunne kun tage mig fire kilometer, men det var bedre end ingenting. Efter det gik det lidt trægt, men da jeg endelig fik heldet med mig var det noget af et held. Jeg faldt i snak med en ældre mand og hans barnebarn på min alder. Selvom de ikke skulle samme vej som mig gik de med til at køre mig et stykke deropad. Den gamle var dog så bekymret for min velfærd at han ikke var tilfreds med nogle af de steder jeg foreslog de kunne sætte mig af, så til sidst endte jeg med at få et lift alle 200 km, tilmed med stop undervejs så jeg kunne tage billeder af myrepindsvin og det smukke landskab. Det kan man kalde australsk hjælpsomhed!!

På vores Freycinet tur var det blevet klart, at Jo og jeg ikke delte ambitionsniveau når det kom til vandring, så den næste morgen steg vi begge på shuttlebussen fra besøgscenteret, men ved ankomsten til Dove Lake skiltes vores veje, og Jo begav sig ud på en lille tur til Wombat Pond, og jeg satte næsen opad imod Cradle Mountain Summit. Vejret så lidt tvivlsomt ud, men sådan noget kan hurtigt ændre sig i Tasmanien, så jeg begav mig alligevel afsted, efter at have noteret min rute i bogen. De fleste nationalparker med vandreruter i Tasmanien er udstyret med en stor bog, hvori man registrerer sin planlagte rute og hvornår man tager afsted.

Den første del til Marions Lookout gik godt, men kort herefter begyndte regnen. Efter et par våde kilometer nåede jeg til "the Kitchen hut" - en lille hytte som tilbød ly for den værste vind og regn. Til min store overraskelse stødte jeg ind i en lille familie, som jeg allerede havde snakket med et par gange i Launceston og igen samme morgen. De skulle gå "the Overland Track", som er Tasmaniens berømte 6 dages vandretur fra Dove Lake til Lake Saint Clair. Når jeg engang bliver voksen og rig, tænkte jeg for mig selv, så må jeg komme tilbage og gå den tur (det er 200 dollars bare for at få lov at gå den). Jeg fulgtes da et stykke med dem, indtil vore veje skiltes og jeg begav mig imod toppen. Vejret klarede aldrig op, og min vandring og klatring den dag forblev i en sky. Og klatring var det! Turen til toppen gik over stok og sten (mest sten), og jeg fik brug for mine erhvervede klatreevner for at forcere de våde klipper. Heldigvis var jeg ikke alene, for jeg rendte ind i to piger (Laura fra Canada og Jade fra Melbourne) der var lige så vanvittige som jeg. Selvom der ikke skete nogen af os noget var det nu meget rart at de var der. Da vi endeligt nåede toppen kunne vi se et skilt, der nydeligt forklarede hvad man kunne se i det fantastiske 360 graders panorama, der VILLE have været. Hvis vi ikke havde stået midt i en sky, dryppende af vand. Nåja, turen var stadig det værd. På hjemturen sagde jeg farvel til pigerne og valgte en længere rute tilbage, rundt om Dove Lake med en detour ind til Twisted Lakes og Lake Hanson. På vejen kiggede solen frem et par gange og skabte en regnbue i dalen bag Lake Hanson. Naturen ved Cradle Mountain har en vis lighed med den svenske, og på vejen gik jeg tilmed igennem en lille birkeskov.

Da jeg ankom til campingpladsen havde jeg fnyst lidt af de moderne faciliteter der fandtes her. Bad og køkken var bedre en mange hostels jeg har boet på. Jeg måtte dog give mig den aften, da Jo og jeg sad foran en knitrende pejs og spiste TimTams og drak varm kakao mens mine vandrestøvler og bukser hang til tørre. Det var nu ikke helt dårligt.

Men før det havde vi været på besøg på Devils @ Cradle (@ læses "at"). Her forskes der i den sygdom (DFTD = Devil Facial Tumor Disease) som for tiden er ved at true den tasmanske djævel med udryddelse. Centeret kører også avlsprojekter for at fremavle resistens imod sygdommen. Det var meget spændende at høre om projekterne og problemet, og vi fik lov at klappe en tasmansk djævel og se dem blive fodret. På centeret havde de også Quolls, som er lige så australsk som djævlene, men langt mindre kendt.

Næste dag havde jeg booket en canyoning tur. Vejret var (selvfølgelig) fantastisk, og da vi vandrede imod Dove Canyon med vores våddragter og seletøj på ryggen gav morgensolen indtrykket af at græsset var lavet af guld. Cradle Mt. stod imponerende og knivskarpt imod den klare blå himmel. Så det siger sig selv at jeg ikke havde mit kamera med. Typisk. Canyoning var mere hyggeligt end egentlig adrenalinpumpende. Vi rapellede ned ad en 10 meter klippevæg, men efter at have klatret med MUMC var det ikke rigtig noget der fik mit hjerte til at gå amok. Herefter gik/svømmede/flød/klatrede vi ned ad floden gennem kløften. Undervejs fik vi lejlighed til at hoppe ned ad nogle vandfald, hvoraf det højeste var 7 meter. Det sjoveste var en naturlig vandruchebane, hvor det galdt om at holde albuerne godt ind til kroppen, lukke øjenene og håbe på at man blev spyttet ud det rigtige sted.

Vel ankommet tilbage på campingpladsen skyndte jeg mig at tage en shuttle ned til Cradle Mt. for endeligt at få et billede uden skyer. Jeg gik tilbage igen via en 8km lang gangbro, som gav lejlighed til at få et godt kig på vegetationen. Landskabet her var hovedsagligt dækket af bottlegrass og små bregner de kaldte coral ferns. Jeg så masser af wombatlort (det er terningformet), men ingen wombats. Øv.

Selvom jeg kom tilbage fra min vandretur ret sent besluttede jeg at det var tid at tage videre. Næste bus gik alligevel ikke før fredag, hvilket var for sent i forhold til mit fly, så jeg måtte endnu engang ty til at blaffe. En bil fyldt med ældre mennesker ville rigtig gerne hjælpe men skulle ikke selv afsted, så de kørte mig ned til enden af vejen, hvor jeg var heldig at fange en bil efter få minutter. Manden var sidst i fyrrene og på vej hjem fra sit arbejde i minerne i det vestlige Tassie. Han indviligede i at køre mig til Devonport, hvor jeg kunne tage en bus til Hobart næste morgen. Devonport er mere eller mindre et hul i jorden; en kedelig industri- og havneby. Det lykkedes mig at finde et hostel for natten, selvom de teknisk set havde lukket allesammen.

Jeg havde forestillet mig at jeg skulle blaffe til Bay of Fires (nordlige østkyst) den morgen, men da mit fly gik fra Hobart dagen efter turde jeg alligevel ikke tage chancen af frygt for ikke at kunne nå det. I stedet tog jeg bussen tilbage til Hobart. Her rendte jeg mirakuløst ind i Cyrill og David, som stadig hang ud der. Jeg fulgte med dem til deres nye hostel, The Pickled Frog (nok den grønneste bygning i byen). Den eftermiddag var meget afslappet - jeg gik en tur ved Battery Point (en historisk del af Hobart) og spiste boller fra et lille lokalt bageri mens jeg så på skibene i bugten. Ved femtiden gik jeg tilbage og fandt Cyrill og David på den lokale pub, hvor happy hour var startet. Resten af eftermiddagen gik med at spille kort på pubben, og da happy hour sluttede gik vi tilbage til The Frog, hvor vi drak vin og spillede bordfodbold og pool med en flok andre backpackere.

Min sidste dag i Tasmanien startede meget fredeligt med en kop kaffe og en lur i en lænestol i receptionen. Det regnede meget, så der var alligevel ikke så meget at lave. Jeg havde dog booket en tour senere på dagen, så omkring middag gik jeg langs et fint grønt område imod Cascade Brewery. Bryggeriet er Australiens ældste, og bygningen er meget dekorativ og ligger lige op ad Mt. Wellington. Men den tour jeg havde bygget angik sådan set ikke bryggeriet, men i stedet det nærliggende Female Factory - et opbevaringssted for kvindelige convicts (kriminelle der blev deporteret til Australien fra England i 1800-tallet). Jeg havde booket en tour der havde form som et teaterstykke. De to skuespillere, hvoraf den ene spillede en convict ved navn Louisa, førte publikum fra bryggeriet igennem haverne frem til Female Factory som lå nær ved. Undervejs fik man lov at lade som om man var i London, i fangelejr og ombord på et skib. Samtidig med den historie der blev spillet fik man en guidet tur, hvor personerne i stykket fortalte om stedets historie. Det var en ret god måde at holde en tour på, og skuespillet var super godt.

Og således sluttede min rejse til Tassie. Samme aften fløj jeg tilbage til Melbourne. Her havde jeg nådigst fået lov at sove på sofaen i mit gamle hus, da alle hostels var booket grundet Australian Open som foregik i Melbourne samtidig med.

Inden jeg slipper jer vil jeg lige runde af med de sidste dage i Melbourne. Den 26. var nemlig Australia Day, hvor australierne fejrer den dag deres land blev stiftet. Som med de fleste helligdage fejrede de fleste australiere dette med øl og BBQ. I Melbourne blev dagen også fejret parade gennem Swanston Street i hjertet af byen. Paraden indeholdt alle de etniske grupper og forskellige klubber der fandtes i Melbourne - alt fra De Slovakiske Folk til Victoria Ukulele Society. Der var også en lille flok danskere, som så humoristisk bar et skilt med "Danish (not the pastry) People". Haha. Andre højdepunkter var The Doctor Who Appreciation Society og Melbourne Vintage Bike Club. Jo var i Melbourne, så jeg mødtes med hende og sammen gik vi igennem Alexandra Gardens og beundrede den mangeartede gruppe mennesker her (hovedsagligt australiere på picnic). Der var også en stor bunke veteranbiler og en fyr der klippede får på en scene midt i parken. Vi spiste frokost i botanisk have, hvorfra vi havde superb udsigt til et luftshow med seks fly der lavede luftakrobatik. Lidt senere måtte Jo tilbage og skype med sin familie, og i stedet mødtes jeg med Carlo. Resten af eftermiddagen gik med at hænge ud omkring Yarra River og Federation Square med to sixpacks øl. Dette fik os i problemer to gange, da indtagelse af alkohol teknisk set er forbudt alle offentlige steder i Melbourne. Vi slap heldigvis for den frygtede 500 dollars bøde, men fik konfiskeret en øl. På et lille plateau som stak ud fra en bygning mødte vi en fyr ved navn Luke, som første en tegnelogbog som han fik mig til at tegne i. Vi snakkede og delte en øl med ham indtil politiet bad os komme ned og vi besluttede det var på tide at tage videre. På vejen tilbage gjorde vi holdt i en laneway, hvor et nyt lag graffitti var ved at blive udført. Grafitti i laneways'ne er intet mindre end kunst og det var meget facinerende at følge dets tilbliven. Resten af aftenen blev fejret på Melbourne vis med whiskey på en rooftop bar med udsigt over byens tage efterfulgt af et besøg på vores stam-jazzclub The Night Cat i Fitzroy. Efter den obligatoriske midnatskebab fandt vi en gademusikant der meget passende spillede "I come from a land Down Under". Den gik vi så og sang hele vejen tilbage til Lygon Street, hvor jeg sagde farvel til Carlo og gik ind og købte en kop kaffe og et stykke kage på en cafe. Bare fordi det kun er Melbourne hvor man kan det klokken 3 om morgenen. Alt i alt en rigtig god afslutning på mit ophold.

Næste dag gik turen til lufthavnen. Det var en fantastisk smuk og solrig dag, så det var med blandede følelser jeg sagde farvel til den smukke og gæstfri by der havde været mit hjem de sidste seks måneder. Savnet blev dog glemt for en tid da jeg, iført vandrestøvler, shorts, tanktop, hat og australsk flag gjorde min entre i ankomstterminalen i Kastrup Lufthavn og blev mødt af min søde familie (mor, Ole, Mette, mormor og Onkel), samt tre af mine skønne veninder.

"Home is where your heart is" siges det, og da vi alle sad rundt om bordet med kaffe og TimTams i huset i Brønshøj kunne jeg nu alligevel godt mærke at jeg nu var kommet hjem.

THE END. (indtil videre i hvert fald )