Hej venner!

Nu begynder det at nærme sig enden - under en måned til jeg står i dejlige Danmark igen :) Er begyndt at glæde mig til at vende snuden hjemad, men på den anden side er jeg også rigtig glad for, at jeg stadig har lidt tid tilbage og ser meget frem til de sidste oplevelser, så timingen er perfekt. Når tilbage til hvad jeg har oplevet siden sidst, hvilket ikke er så lidt :)

Mig Laura og Alec havde booket skydive, men de første par gange vi var dernede blev vi sendt tilbage og bedt om at vente et par timer pga. vejret. Så da vi endelig fik GO! var det bare om at komme afsted. Vi 3 fyldte det første fly, hvilket skulle vise sig at være skide heldigt, da de andre ikke fik lov pga. vejret. Det hele gik så hurtigt og lige pludselig sad man i flyet, spændt fast til en fremmed og så hvordan alt blev mindre og mindre under dig. Jeg var en smule nervøs ved tanken om at jeg faktisk skulle springe ud af flyven og da døren blev åbnet og jeg skulle svinge benene ud gispede jeg meget kraftigt og var pænt skrægslagen. Det mærkelige var, at så snart vi forlod flyven og begyndte det frie fald følte jeg mig tryg. Det frie fald var helt fantastisk og det føltes mere som om man flyder end falder med omkring 200km/t. Det var ret skyet, men udsigten var heldigvis stadigvæk rigtig god, jeg kunne se Mt Cook (NZ's højeste bjerg) og en hel bjergkæde af snebeklædte bjerge, Franz Josef Glacier og Tasman Sea så der var bestemt noget at kigge på mens jeg skreg så højt jeg kunne og susede igennem luften. Da faldskærmen blev udløst fik jeg lov at styre den og jeg vil uden tvivl sige at skydive har været en af de bedste oplevelser jeg har haft på min rejse. Faktisk var det eneste jeg havde løst til da jeg landede at tage flyveren op og hoppe ud igen, så det er højst sandsynligvis ikke sidste gang jeg prøver det :)

Efter en lang bustur, dog med nogle flotte stop undervejs ankom vi nu til Wanaka. Wanaka er sindssygt smuk! Vi havde desværre kun en dag her og jeg ville ikke hoppe af bussen da jeg nu havde fundet en god gruppe mennesker + Queenstown var næste stop og her byder første aften på stor fest med hele bussen. Derfor blev det altså kun til en dag her, men vi fik heldigvis det bedste ud af den, da mig, Sam, Sophia og Laura vandrede op af Mt Iron og så solnedgangen, mens vi nød udsigten af Wanaka, de omkringliggende bjerge og Lake Wanaka.

Nu gik turen til Queenstown og fergburger, som begge var blevet hyped lige siden jeg stod på bussen og det skulle vise sig at begge kunne leve op til forventningerne, hvis ikke ligefrem overgå dem.

Jeg har under hele rejsen vidst, at jeg ville prøve Nevis Bungy, som en personlig test. Nevis er det højeste bungy i New Zealand og de omkringliggende lande og måler 134 meter. Det skulle da også vise sig at Nevis fik rykket, hvis ikke overskredet mine grænser. At se en lille kabine hænge midt ude i ingenting og vide, at man om lidt skal springe derfra var ret så nervepirende. For at gøre det hele meget bedre er turen derud i en lille glas vogn hvor man ikke kan ungå at kigge ned, så er det ellers bare med at vende sig til højden! Jeg var bestemt på grænsen og inderligt i tvivl om jeg ville være i stand til at springe når jeg stod ved kanten, men på samme tid var jeg også meget fokuseret og prøvede at tænke det hele igennem og berolige mig selv (nemmere sagt end gjort). Vi skulle hoppe i rækkefølge efter kropsvægt, hvilket betød, at jeg var den første til at springe (straffen for at have taget på under rejsen). Jeg blev sikret de forskellige steder og pulsen begyndte for alvor at hamre da jeg nærmede mig den lile platform. Et par dybe indåndinger og så var det ellers som om hjernen slog fra og kroppen hoppede da instruktøren nåede 1 i sin nedtælling. Jeg ville ønske jeg kunne sige, at turen ned var afslappet og fantastisk, men sådan som jeg husker det vil jeg mere beskrive det som panik efterfulgt af enorm lettelse. Jeg ser det uden tvivl som en større bedrift end falskærmsudspringet og jeg er bestemt stolt og glad for at gjorde det, men jeg må bare indrømme at jeg nød faldsærmsudspringet meget mere, så jeg ser mig bestemt gøre det igen, hvorimod bungy.. naaahh vi får se :)

Bungy jumpet skulle naturligvis fejres og det blev det da så sandelig også! Hele bussen var klar på fest og vi havde en kanon aften på World Bar, hvor vi dansede og drak så godt vi kunne. Det er nok det der gør Queenstown så speciel og vidunderlig, at man om dagen har alverdens muligheder for fede aktiviteter og man om natten har et pumpende natteliv. Når ja og så er naturen omkring kæbtabende smuk og fik jeg sagt at de har verdens bedste burgerbutik? Jeg endte da også med at bruge 8 dage her af alle disse grunde :)

Hver eneste backpacker, som havde været i Queenstown snakkede om Fergburger. Så forventningerne var naturligvis store, men jeg må være ærlig at sige, at det er nogle fantastiske burgere de laver der, de bedste jeg nogensinde har smagt. Madbudgetet passer ikke lige helt til dem, men fordi de er så store var det ofte nok med en burger og så behøvede man ikke mere mad den dag, så det gik lige :) Dog skulle de mange Fergburgere naturligvis også forbrændes så en af dagene stod i vandringen tegn. Vi var mig, Sam, Jannick, Sarah, Hariet og Laura som bedrog os ud for at bestige Ben Lomond Peak, 1750meter høj. Fra toppen skulle der være en fantastisk udsigt, men for at komme derop stod den på massere af kilometere. Sarah og Hariet faldt fra og jeg fik min kamp med at få motivet Laura op på toppen, men vi klarede den. Og hvilken udsigt!! Vejret var perfekt og vi have 360 grader udsigt af Queenstown, søen og så mange bjerge og forskellige bjergkæder at det er svært at beskrive. Bare kig på billederne :) Jeg er virkelig begyndt at værdsætte vandring og især op af bjerge, da der er et helt klart specifikt mål, det er en fysisk og mental udfordring og belønningen er så stor når man når toppen. Denne begyndende hobby fik mig da også til Mt Taranki, som jeg kommer ind på senere.

Milford Sound har været et must for mig lige siden jeg ankom til NZ. De fleste på bussen havde allerede været der, men jeg ville have perfekt vejr så jeg tjekkede vejret ihærdigt inden turen blev booket og mig og Sophia drog afsted med bussen. Jeg havde naturligvis haft en stor aften i byen inden, hvilket betød at jeg nok stadigvæk var lidt beruset og derfor i super humør og virkelig nød alt hvad vi så. Det var faktisk aftenen hvor jeg i min brandert tilmeldte mig Copenhagen Marathon. Ikke at det var en impulsiv tanke, jeg havde overvejet at tilmelde mig i nogle uger for at have det som motivator for at komme tilbage i form og for at teste mig selv såvel fysisk som mentalt. Og i min stivhed har jeg altså nu tvunget mig selv til at tage imod denne udfordring, så held og lykke til mig selv (jeg får brug for det).

Milford Sound er naturligvis hovedattraktionen, men bare busturen dertil er helt fantastisk. Vi stoppede bl.a. ved en imponerende glaciervalley, hvor alt er pandekage fladt indtil bjergene omringer vallyen. Mit favorit stop var nok Mirrorlake, der skal ses for at forstås. Foran dig har du en lille sø og i baggrunden bjerge, det sjove er bare at søen er så reflekterende at bjergene lige så tydeligt kan ses der som at kigge direkte på dem. Billederne jeg har af det kan man vende på hovedet og man kan ikke se hvad der er op og ned. Når men efter en masse kørsel nåede vi til Milford Sound og det kommer til at lyde sukkersødt det hele, men hold op hvor var det impornerende. At sejle rundt imellem stejle træbeklædte bjerge som forsvinder direkte ned i det klare blå hav, vandfald hist og her og den smukkeste blå himmel til at nyde det hele i er altså ret fantastisk. Hvad mere kan man forlange? Mig og Sophia havde ihverfald en perfekt dag og jeg kan efterhånden virkelig forstå hvorfor New Zealand er så kendt for deres natur.

Queenstown skulle åbenbart være kendt for deres mountainbiking, så det ville jeg da prøve. Jeg lejede en mountainbike og fik at vide der var en mountainbikepark ca. 40min på cykel herfra. Bare turen derud var alerhelvedes hård med hvad der føltes som bjergklatning og jeg ved ikke hvad. Da jeg først nåede parken gik det op for mig hvad jeg havde rodet mig ud i. Jeg havnede på en bane langt over midt niveau og før jeg vidste af det røg jeg ud over et hop, hvilket resulterede i mig flyvende ud over styret og hovedet i jorden, heldigvis havde jeg hjelm på, men efter det var jeg ligesom lidt mere forsigtig. I det hele taget gik det nok bare op for mig den dag at mit talent for mountainbikeing ikke er det største og det var en meget træt og noget forslået Rasmus der vendte hjem og på hovedet i seng :)

Siden jeg forlod Jonas og Kay og hoppede på en ny bus havde jeg mest af alt fulgtes med Sam, Sarah og Hariet som jeg havde det rigtig godt med. Men de forlod alle Queenstown et par dage før mig, så da de var væk skiftede jeg rum ind til Sophia, Laura, Alec og Ed som jeg også kendte fra bussen. Vi blev i Queenstown et par ekstra dage inden vi alle hoppede på bussen mod Christchurch. Christchurch er rimelig smadret efter et stort jordskælv tilbage i 2011, så der er ikke så meget at lave, så da vores chaffør fortalte os, at der var rugby den samme aftenen som vi ankom tænkte vi hvorfor ikke. Vi tog alle 5 ind og se rugby, de lokale helte mod et sydafrikansk hold ved navn Bulls. Alec er stor fan og han kunne fortælle mig at Christchurch Crusaders har verdens bedste Rugby spiller Dan Carter, så i min første rugbykamp kunne jeg altså se rugbyens Messi, pænt heldigt. Det var rigtigt sjovt at opleve og alle i New Zealand lever og ånder for rugby, så der var god stemning og det var især fedt at opleve fordi rugby er så stor en del af New Zealands kultur. Det var spændende, men jeg ser det nu stadigvæk bare som store fyre som kaster bolden til siden og skiftes til at smadre hinanden så godt de kan, hvilket selvfølgelig også er god underholdning.

Mit buspas endte i Christchurch og det samme gjorde Sophias, så vi havde besluttet os for at give Hicthiking (blaffe) en chance. Man er ikke rigtig backpacker hvis ikke man har prøvet at blaffe! Det gik da også forbavsende nemt. Tror vi hicthikede sammenlagt 10 minutter den første dag inden 2 super rare New Zealandere havde fragtet os gratis til Kaikoura. Faktisk havde den ene været så sød at give os en hel pose fyldt med pærer og æbler fra hendes datters have, så nu havde vi frugt til den næste uge. Det er en kanon måde at møde de lokale på og høre om deres liv og hvordan de ser på alt mellem himmel og jord. Grunden til, at vi stoppede i Kaikoura var, at vi begge gerne ville se hvaler, men vejret var for dårligt, så det blev aflyst og næste morgen følte Sophia sig syg og det regnede, så vi kom ikke ud på "hvaljagt", men så sparede jeg da i det mindste lidt penge :) Ligesom dagen inden hoppede Alec, Ed og Laura på bussen, mens mig og Sophia blaffede. Denne gang var det dog noget svære og der gik lidt over en time før en rar schweizisk mand holdte ind til siden og spurgte hvor vi ville hen. Han endte med at køre os hele vejen til Picton, hvor vi hoppede på færgen og sagde farvel til den smukke, smukke sydø og goddag til nordøen og Wellington igen. Vi tog alle 5 ud sammen og hvad der startede som en sløv aften endte med at blive rigtig sjov. Det engelske crickethold kom tilfældigvis på den bar vi allerede var på. Alec og Ed som begge er store cricketfans var naturligvis i den syvende himmel og det var ret sjovt at feste samme sted som de engelske cricketstjerner, selvom jeg ikke kendte en eneste af dem. Jeg fik dog det klassiske celebritybillede ved at gå hen til én, som Alec nøje havde udvalgt da han skulle være en af de bedste i verden, og sige I´m your biggest fan. Så nu har jeg et billede af en superstar inden for cricketverden, men jeg skal ikke kunne sige hvad han hedder eller hvor han spiller, men han er god!

Wellington var også stedet vi blev nødt til at sige farvel til hinanden og splitte op. Sophia fløj hjem til England og Laura, Alec og Ed forsatte med kiwibussen op gennem nordøen, mens jeg havde besluttet mig for at tage en anden bus der fagtede mig hele vejen over til vestkysten med det ene formål at bestige Mt Taranaki. Jeg havde læst om Mt Taranaki og med min voksende kærlighed for bjerge blev det en impulsiv afstikker da jeg alligevel havde dage at tage af. Mt Taranaki adskiller sig dog fra de andre bjerge jeg har besteget, da over 60 mennesker har mistet livet på dette bjerg (højeste dødstal af alle bjerge i NZ). Så jeg var naturligvis en smule nervøs og vidste ikke rigtig hvad der ventede mig og for at gøre det hele lidt dummere havde jeg dagen inden mistet mine vandresko så bestigningen skulle foregå i mine vans. Mt Taranaki måler 2517m og står majestætisk og alene tæt på havet. Det er også denne placering, der gør bjerget lumsk da vejrforholdene kan skifte på et øjeblik. Dog er bjerget farligst om vinteren og mange bestiger det, så det skal heller ikke lyde værre end det egentligt er, men selvfølgelig skal man passe på, der er en grund til det har taget så mange liv.

Jeg hoppede på shuttlebussen der skulle fragte mig ind til nationalparken og foden af bjerget. Pascal (ung schweizisk fyr) og jeg var de eneste i bussen, så da vi steg ud og begyndte at gå faldt vi i snak og endte med at bruge resten af dagen sammen. Vi var i nogenlunde samme fysiske forfatning så vi travede derud og kom hurtigt derop af. Det var ret fedt for flere steder var man simpelthen nødt til at bruge hænderne for at komme op over de store klippestykker, så det føltes mere som at klatre et rigtig bjerg end fx. Ben Lomond. Da vi nåede krateret (Mt Taranaki er en vulkan) var det da også fyldt med sne og is fordi det er så højt oppe. Her gik vi lidt på opdagelse og endte med at gå på tværs over en lille stejl skråning med knaldhård og glat is. I bunden ca. 10 meter længere nede var der en masse store sten og det ville være umuligt at bremse hvis man først gled fordi isen var så hård, så det ville gøre pænt nas hvis vi mistede kontrollen. Mine vans var som skøjter her og den eneste grund til vi var nået ud midt på skråningen var nogle små hak i isen, hvilket lige gjorde det muligt at bevare kontrollen. Men de små hak stoppede. Pascal formåde med sin kniv som ishakke og sine gode sko at forsætte, men jeg blev nødt til at vende om og finde en anden vej over. Problemet var bare, at jeg ikke rigtig kunne komme tilbage så jeg var nødt til at lave nye hak med min vandflaske så godt jeg kunne. Det var nogle nervøse minutter fra min side, da jeg virkelig ikke følte mig sikker midt ude på skråningen i mine slidte vans, men jeg kom heldigvis tilbage på sikker grund uden skræmmer. Fra krateret var der stadigvæk små 100m til toppen og det var nok det sværeste stykke. Det var rigtig stejlt og stenene var bedækket med is, så man blev virkelig nødt til at bruge både fødder, hænder og hoved. På et tidspunkt var jeg faktisk i tvivl om jeg skulle forsætte for faldt man her kunne det virkelig gå galt, men heldigvis forsatte jeg det sidste stykke og vi nåede toppen! Her fik vi en fantastisk udsigt og set hvor hurtigt vejrforholdene kan ændre sig. Hele dagen havde vi klatret i skyfrit vejr, men ud af ingenting blev bjerget omringet af skyger, vi var dog sadigvæk over dem og vi kunne tage nogle gode billeder. Men på vej ned af bjerget var vi nødt til at klatre igennem skyerne, hvilket var en meget sjov oplevelse inden vi noget trætte nåede bunden.

For at kunne bestige Mt. Taranaki var jeg nødt til at overnatte et sted og det blev New Plymouth, som viste sig at være en rigtig fin by. Idag inden jeg hoppede på bussen mod Auckland gik jeg langs kysten og kom til en imponerende sort sandet strand. Den var bred og sandet var rigtig fint og så var det bare fedt at se en strand hvor alt sandet var kulsort.

Nu ligger jeg i min seng i Auckland og imorgen går turen til Paihia og Bay of Islands. Her har jeg 2 overnatninger og en af dagene skal jeg ud og svømme med delfiner og hvis jeg er rigtig rigtig heldig ser vi måske en spækhugger hvilket ville gøre mig mere end lykkelig! Derefter går turen til Samoa og forhåbentligt verdensklasse strande, dykning, afslapning og venlige lokale :) Og så går turen hjem! Vi ses lige om lidt :)

Rasmus