Det her bliver mit sidste blogindslag! Efter lidt over 5 måneders rejse, en masse brugte penge, tonsvis af oplevelser og nye venskaber er tiden kommet til vende hjemad :) Og jeg må indrømme at i de sidste par dage har tankerne kredset mere og mere om Danmark. Men nu skal det ikke handle om Danmark, men derimod om mine sidste oplevelser.

Inden turen gik til Samoa tilbragte jeg et par dage ved Bay of Islands. Efter en meget social tid med Kiwi-bussen trak jeg mig lidt tilbage og var lidt asocial, hvilket var meget rart, især da jeg havde et dorm helt for mig selv, hvilket blev udnyttet med nogle dejlige videoaftner og god afslapning. Hostelet havde både cykel og kayak til fri afbenyttelse for gæsterne så jeg fik både cyklet mig en tur og kayaket (ved godt det hedder sejlet, men vil gerne understrege at det var i kayak fordi det er sejere) rundt til et par af øerne, der ligger spredt ude i bugten. Mit højdepunkt i Bay og Islands var dog sejlturen, hvor formålet var at finde delfiner og svømme med dem. Vejret var godt, stemningen på båden var god og forventningerne høje. Som tiden gik blev jeg dog mere og mere i tvivl om vi ville finde nogle delfiner at svømme med, men så skete det. Vi fandt en god stor gruppe delfiner og så var det ellers bare med at komme i vandet. Det var en stor oplevelse, men også lidt skræmmende, da delfiner er skide store (op til 250 kg og 2,5 m). Sigtbarheden var ikke så god, så da jeg lige pludselig så en delfin under mig gav det noget af et chok. En delfin kom også helt tæt på mig (under 1m) og vi svømmede langs hinanden meget kort, hvilket var rigtig fedt, men jeg var lidt urolig da det er vilde delfiner og de kommer så overraskende tæt på én. En anden delfin sprang også op i luften lige foran mig, så der var godt med action og det var en rigtig god dag.

Efter Bay of islands havde jeg en dag i Auckland hvor jeg mødtes med Ross og Ed og Alec og fik sagt farvel over et par øller inden jeg fløj mod Samoa.

Grunden til, at jeg valgte Samoa var, at det ikke virkede så touristet og flybilletterne var billige, men vigtigst af alt var, at jeg ville opleve noget helt andet end hvad man er vant til i i-landene og det må man godt nok sige, at jeg har fået gjort :)

Da døren gik op og jeg steg ud af flyveren ramte en trykkende varme mig som jeg aldrig har prøvet det før. Så var det ellers bare med at vende sig til at svede 24/7 :) Jeg havde absolut intet planlagt, så jeg gik hen til en lille informationsskranke. Damen var noget forundret over at jeg var her alene, ikke havde været her før og ikke planlagt en skid, så hun anbefaldede mig at tage til Apia, hvor de kunne hjælpe mig lidt igang. For at komme til Apia tog jeg den lokale bus, hvilket skulle vise sig at være lidt af en oplevelse i sig selv :) Det er ikke unormalt at bussen stopper ved butikker så folk kan shoppe lidt og hoppe tilbage på bussen, som venter trofast. Derudover er busserne hernede fra en anden tidsalder og består mest af alt af træ, som er malet i forskellige pangfarver. De stopper overalt hvis bare man vinker til dem og så er det helt ufatteligt hvor mange mennesker de får mast ind. Jeg tror at hele den nærliggende skole fik mast sig ind i bussen sammen med mig. Alle sidder oven på hinanden på træbænkene som udgør sæderne og musikken pumper fra buschafførens anlæg. Jeg var noget af en attraktion i bussen eftersom jeg var den eneste turrist og det virkede ikke som om, at de var vant til sådan at have turrister i bussen eftersom samtlige passagere stirrede på mig. Få kom over og præsenterede sig, mens de fleste bare fnisede når de så mig. På vej til Apia gik det også op for mig hvor uciviliseret Samoa er. I landsbyerne vi kørte igennem var husene, hvis man kan kalde dem det, for det meste lavet af træ, hvis der da overhovedet var vægge. Det meste så gammelt og faldefærdigt ud. Mange bygninger er bare stolper, der bærer et stråtag og det er det. Kirkeren er det eneste nye og flotte og udgør helt tydeligt centrum for de små landsbyer som alle ligger lige ud til det klareste turkisk blå vand. Det var let at se, at folk ikke havde meget, men alle virkede glade og vinkede og smilede når vi kom kørende forbi.

Det var ret sjovt at mærke forskellen fra New Zealand og Australien, hvor man nærmest var heldig hvis man mødte en indfødt til at stå i Apia (Samoas hovedstad) og føle sig som den eneste turist i miles omkreds. Dog var det ikke så sjovt ikke at have nogen anelse om hvor jeg skulle gå hen, have en tung backpack på ryggen og SVEDE! Heldigvis fandt jeg informationscenteret og en sød dame, som også var noget forundret, bookede den første overnatning I Apia og de to næste på en ø, der hedder Manono. Aftenen blev brugt på at prøve at danne mig et overblik over hvad jeg egentligt gerne ville se i Samoa og hvornår, hvilket skabte lidt ro, men uden mobilsignal og internet er det blevet gjort med god gammel gefühl og uden fastlagt skema, hvilket sikrede mig en masse frihed og nogle gode spontane oplevelser.

Så var det ellers op og hoppe på bussen mod Manono, hvilket var næmere sagt end gjort. Busserne har ikke rigtig noget tidsskema og det handler mere om held end planlægning at finde den rigtige bus. Det lykkedes dog efter noget tid og i endnu en trængt og varm bus gik det mod Manono. Manono er en ø og jeg blev derfor hentet i båd fra havnen overfor øen. Det viste sig så, at jeg var den eneste tourist og hvide mand på øen og en lille pige blev endda så skræmt at hun begyndte da hun så mig. I det hele taget var opholdet på Manono mere præget af lokalfølelse end touristtur. Valu (en af ejerens sønner, og ham jeg brugte mest tid sammen med) tog mig på en tur rundt på øen, hvor jeg fik set de 4 forskellige landsbyer, 7 kirker og hilst på lidt forskellige indfødte og ellers virkelig set hvor langt tilbage Samoa er på mange punkter og hvor uberørt deres natur er. Grise og høns render rundt omkring som det passer dem og naturen/junglen er tæt og uspoleret. Folk er rigtig søde, men det kan godt virke rimelig uhygiejnisk til tider. Jeg hjælp bl.a. med at lave umu en af dagene, som er kokosmælk med løg og salt svøbt i banan- og torublade. Køkkent var udendørs, der blev ikke vasket hænder, katten smagte lidt på kokosmælken når den kunne komme til det og maden blev kogt vha. varme sten. Så det var nået gammeldags, men spændende og det var udelukkende lokal mad den stod på.

Hele Samoa er mere eller mindre omringet af coraler, som sørger for, at der ikke er bølger ved kysten. Dertil medvirker det naturligvis til fantastisk snokling og ubeskrivelig sigtbarhed, hvilket jeg allerede fik en fornemmelse af på Manono. Men man skal ikke hoppe i vandet for at blive kølet af, vandtemperaturen er nemlig omkring 30 grader!

Efter et par meget Samoanske dage gik turen mod Manarse, som ligger på Savai'i, (Samoa's største ø) hvor jeg startede med at tage på eventyr i Dwars Cave med 2 lokale drenge som agerede guide for mig. Da vi nåede grotten gik det dog hurtigt op for mig at den ene ikke ligefrem kunne kaldes guide, da han aldrig havde været her før og var rimelig rædselslagen. Det endte med, at jeg var nødt til at have ham på ryggen mens jeg svømmede igennem en af de mange små søer i grotten. Dwars Cave var overraskende stor. Vi brugte omkring halvanden time i grotten og var både nødt til at svømme og kravle igennem små sprækker for at nå dybere ind i grotten, så det var en rigtig spændende oplevelse.

Stedet jeg overnattede i Manarse var bestemt mere touristet end Manono, eftersom der rent faktisk var andre tourister her, når det så er sagt var vi vel maksimum 10 :) Her mødte jeg bl.a. en gruppe velgørenhedsarbejdere, som jeg endte med at have en rigtig hyggelig aften med, hvor vi både så fiafia, som er en slags samoansk traditionel danseforstilling, og drukket godt med Vailima som er en helt fantastisk samoansk øl! I Manarse oplevede jeg også noget af den bedste snorkling jeg nogensinde har oplevet. Fantastiske faverige coraller over alt og massevis af forskellige eksotiske fisk. I Manarse mødte jeg også Patrick, en ældre mand som oprindeligt er fra England men som nu bor i Australien. Han var tilfældigvis dykkerinstruktør og vi tog sammen ud at dykke med Dive Savai'i. Her stod den bl.a. på wreckdive og fantastisk varmt og klart vand. Vandet var så varmt at jeg dykkede uden wetsuit hvilket var kanon, men der var nogle døde coraller og det var måske ikke lige så overvældende som jeg havde håbet på, vi så dog stadigvæk en skildpadde og naturligvis en masse forskellige eksotiske fisk :)

Efter Manarse havde jeg en enkelt dag i Lano, hvor jeg rigtig fik prøvet at sove i en Beach Fale, hvilket Samoa er "kendte" for. Beach Fales er den billigeste måde at sove på i Samoa, men hvis du spørger mig også den bedste. Det er en åben "hytte" med stråtag, ingen vægge og en madress på gulvet med dertilhørende myggenet. Det lyder måske ikke så tiltrækkende, men belliggenheden bliver ikke bedre eftersom de ligger på selve stranden og vandet er derfor en spytklat fra dig og du kan falde i søvn til lyden af havet.

Herefter tog jeg til Salelologa, hvor planen egentligt var at tage en ny bus til et hotel som lå tæt på et vandfald og nogle andre seværdigheder jeg gerne ville se, men sådan forløb det sig ikke. Jeg faldt nemlig i snak med en rar mand ved navn Corentienz som var taxichaffør og kendte området godt, så for ca. 300kr var han min personlige guide resten af dagen. Så han tog mig til det her fantastiske junglevandfald, som man kunne bade ved. Han tog mig også til de såkaldte blowholes som skyder vand op til 30 meter op i luften. Men dagen bestod af meget mere end bare seightseeing, vi kørte også rundt og samlede familie op og stoppede alverdens steder så jeg mødte en stor del af hans omgangskreds og så drak vi ava, som er en stor ting for stillehavsøerne. Det er rødderne fra en plante man blander med vand og filtrer, som man så drikker fra en kokoskop. Skål! Det smager af lunken lakridsrod og det bedøver ens mund og man bliver træt og dvask af det. Vi havde det rigtig sjovt sammen og han endte med at invitere mig hjem til hans familie til aftensmad og overnatning. De er simplethen så søde hernede, at man får det helt dårligt. Jeg fik kongesengen i huset, mens de mere eller mindre sov på gulvet. Jeg blev også velsignet af ham og da vi skulle spise, spiste jeg sammen med mændende, mens koner og børn fik lov til at vente indtil vi var færdige. To af hans børn skulle fremlægge næste dag, så nu ville de fremlægge om Danmark, så jeg fortalte og fortalte og viste dem billeder af Mor, Far, Søs og huset, hvilke de har nu har fordi de var så impornerede.

Et medlem af familien, som var lærer bedte også om hjælp efter at have hørt jeg havde arbejdet som vikar. Det endte med jeg sad og kom med svar på dilemmaer såsom: klimaforandringerne og deres potentielle indflydelse på stillehavsøerne og hvordan de samoanske værdier påvirker skabelsen af din identitet, alt imens han ihærdigt skrev ned. Haha. Det var meget mærkelig. Jeg ved ikke om de troede jeg var uddannet lærer, men ihvertfald sad jeg der og besvarede hans emner om hans eget miljø til en uddannet lærer. Inden jeg tog afsted næste morgen gav familien mig en vifte i afskedsgave, så jeg ikke ville glemme dem. Så tak til familien Corentienz for at invitere mig indenfor og virkelig vise mig hvordan man lever i Samoa og venlige folk kan være!

Nu gik turen tilbage til Upolo, som er den anden store ø i Samoa og den mest befolkede. Jeg tog ud at dykke igen og denne gang kunne det for alvor leve op til forventningerne. Første dyk var som at være i et kæmpe aqvarium med den bedste sigtbarhed jeg har oplevet. Detil kom smukke, smukke coralgardens og mærkværdige eksotiske små farverige fisk over det hele. Andet dyk så vi både Nemo og min første eagleray og flere større stimer fisk. Men det var ikke nok for mig, så jeg tog ud at snorkle ved Paolo Deep Marine Reserve i Apia senere samme dag. Sigtbarheden var ikke så impornerende som jeg var vant til, men jeg så både 2 skildpadder og en blacktip reef shark! Og så blev jeg også lige pludselig omringet af en stor stime stort og gulstripede fisk, så det var en dag, hvor jeg "nærmest" brugte mere tid under vand en over :)

Namu'a, som er en privatejet ø, var en af de ting jeg havde set mest frem til og det skulle vise sig at den ikke skuffede. På Namu'a er de eneste som bor der gæsterne, der overnætter i Beach Fales og familien som ejer dem. Der er ingen elektrisitet og ingen larm, så tiden gik med at ligge på den fantastiske strand, læse, snorkle og udforske den lille ø som havde overraskende spændende natur. Med andre ord var der ingen distraktioner og det handlede udelukkende om at nyde livet! Jeg oplevede også at være mutters alene på øen, godt nok bare et par timer, men det blev da fejret med en nøgen løbetur på stranden. naturligvis :) Efter at have været eneste tourist første nat mødte jeg Glen og hans bror den næste. Mig og især Glen snakkede en del sammen og flink som han er tilbød han at hente mig i Auckland lufthavn, tage mig hjem til hans sted og overnætte og derefter sætte mig af i Auckland by næste dag, tak skal du ha Glen! Efter ren afslapning på Namu'a gik turen mod Lalomanu og endnu mere afslapning, hvor mine sidste 3 dage i Samoa hovedsagligt skulle består af at ligge på stranden, som af mange bliver betragtet som en af de bedste i stillehavet.

Da jeg ankom til Lalomanu blev jeg lidt overrasket. Her var jo faktisk tale om touristet med flere forskellige beach fales langs stranden og med omkring 20 mennesker stedet jeg boede. Det havde jeg det lidt svært med efter at have oplevet så "uberørte" steder, men så var det da heller ikke værre. Maden var fantastisk, stranden var bred, hvid og det man vel kalder perfekt og så var det egentligt meget rart og mere afslappende at være et sted hvor man snakkede med andre rejsende og ikke lokale. Jeg mødte bl.a. svenske Simon og Julia og vi kom godt ud af det sammen og tro det eller lad vær så mødte jeg Elizabeth, som er halv dansk og halv samoansk og hendes danske vennide Muller. Elizabeth bor nu i Samoa med sin samoanske kæreste og det var lidt mærkeligt at snakke dansk igen.

Fra Lalumano tog jeg også på endnu en privattur. Denne gang med rare Lingi, som viste mig to smukke smukke vandfald og To Sua Trench, hvilket skal ses for at forstås. Alt ser normalt ud, men ligepludselig kan man se et kæmpe hul, som vel måler 50*50 meter og 30 meter nede er bunden fyldt med vand. Med andre ord er det en naturlig skabt facinerende swimmingpool, hvor eneste vej ned er vha. en stjel træstige.

Min sidste hele dag i Samoa og Lalomanu blev fejret med en massage og ellers intet andet end sol, strand, badning, mad og Vailima. Det var egentligt meningen at jeg skulle tage bussen fra Lalumano til Apia men som altid er alle lokale og rejsende i Samoa skide søde. Denne gang var det to tyske fyre jeg havde mødt aftenen inden, som tilbød mig et lift. Jeg havde en sidste ting som jeg gerne ville opleve i Samoa og det var det over 100 meter høje vandfald Papapatei i nærheden af Apia. Her kom jeg ud vha. endnu en "guide", men hun viste sig overraskende nok ikke at være særlig sød og stemningen var pænt dårlig og vandfaldet var egentligt heller ikke så impornerede som håbet. Heldigvis tog jeg dog fra Samoa med en god sidste oplevelse, da jeg hoppede i taxien mod lufthaven. Her mødte jeg en "normal" somoaner nemlig rare Fasi. Da jeg havde masser tid tog vi forbi sliding rocks som er forskellige små vandfald man kan rutsje ned af og håbe på man ikke slår sig. Det var rigtig sjovt og lidt nervepirrende faktisk. Derefter gik turen mod lufthaven og mig og Fasi havde det kanon i bilen og jeg har lovet at blive venner med hans søn på Facebook, så jeg ikke glemmer ham :)

Jeg må sige at Samoa har levet op til den venlige og åbne lstemning man hører om når man snakker øsamfund i stillehavet. Her har folk ikke meget, men folk virker oprigtigt glade og selvom det kan virke som om, at Samoa er 200 år efter Danmark på mange områder har man stadig fornemmelsen af de er skide ligeglade med resten af verden og bare nyder livet og den fantastiske natur der omgiver dem.

Når det her er jo mit sidste bloginlæg, så tænker, at jeg lige må komme med en eller anden form for afrunding. Det har uden tvivl været 5 uforglemmelige måneder. Australien, New Zealand og Samoa har alle været forskellige og fantastiske. Det har kostet mange penge, men hvad jeg har oplevet, menneskene jeg har mødt og hvad jeg har fået ud af det kan på ingen måde gøres op i penge. Så det er med ubegrænset glæde, at jeg vil tænke tilbage på det her, det er helt sikkert :) Jeg er glad for at have rejst sammen med fantastiske Kalle og det har helt sikkert styrket vores venskab, men det har også været en stor oplevelse at prøve at rejse alene. I det hele taget er der få ting jeg ville have lavet om, for at være ærlig kan jeg faktisk ikke rigtig komme på noget lige nu og det er forhåbentligt ikke sidste gang jeg tager på en større rejse ud i den store verden! Men når det så er sagt elsker jeg også min base i Danmark med min dejlige familie og mine fantastiske venner :) Jeg vil derfor slutte af med den klassiske sætning, som min pragtfulde mor altid bruger ved slutningen af en rejse: Ude godt, hjemme bedst! :)

Glæder mig til at se alle i dejlige mennesker igen hjemme i dejlige Danmark! :)

Rasmus

April 2013