Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi tilbage til civilisationen igen…
Der er nu gået to hele dage med oplevelser, som vi skal have berettet om her.
I går 12/7 forlod vi Moab, og satte snuden mod Arizona og Navajo reservatet, som er indianernes eget territorium. På vejen dertil gjorde vi et stop ved ”Hole ’n the Rock”, der ligger lidt syd for Moab. Vi troede egentlig at ”Hole ’n the Rock” var, som navnet antyder, et hul i en sten. Det er dog i stedet en udgravet sten der er tale om. En mand fik den skøre idé at udgrave 50.000 kubik fod (den må I selv lige omregne til m3), og indrette et hjem derinde.
Da vi ankom, var det første vi så, et afstands-skilt der både viste til Copenhagen og Herning DK samt andre byer i verden. Det studsede vi lidt over at den lige viste til Herning – af alle steder! Vi blev mere overrasket da vi fandt op til flere danske skilte rundt omkring på området, og tænkte at der måtte være en mening med galskaben. Inde i souvenirbutikken fik vi forklaringen. Et udklip fra en dansk avis fortalte at en dansker i 2005 havde købt området og gjort det til en lille dansk oase midt i Utah. På væggen var der et kort over Danmark med nåle i, hvor danskere der tidligere har besøgt stedet, har afmærket hvor de kommer fra. Så det gjorde vi selvfølgelig også, og har nu tilføjet endnu en nål ved Holstebro.
Kursen blev derefter sat mod Navajo reservatet/Monument Valley. Vi oplevede endnu engang hvor skøre/opfindsomme amerikanerne kan være. Midt ude i ingenting opdager Anders en sjov klippeformation. Ved nærmere eftersyn forestiller det en sombrero (mexicansk hat), der ligger på hovedet. Ganske få miles senere kører vi igennem en lille flække, og gæt selv hvad den hedder…? ”Mexican Hat”. Og den morer Anders sig stadig over – og I kan være sikker på at høre om den når vi kommer hjem.
Vi finder endelig reservatet, og bliver advaret mod ”rough road” derinde. No s***! Vejene, som egentlig bare var fem meter brede sandkasser med hjulspor, og ”pot holes” på omkring en halv meters dybe, var noget af en udfordring for Ibrahim – og chaufføren. Hele vejen måtte tages i brug for at kringle os ud på camping plateauet. Dette var en ”primitive camping”, og de løj ikke. Toiletbygningerne var de grønne plasticskure, som vi kender fra rastepladser rundt om i DK – og det var de bygninger der var.
Inden alt dette havde vi parkeret Ibrahim på en (asfalteret) parkeringsplads, og fik øje på skiltet ”Horse tours”. Så vi var henne og forhøre os om priser, sværhedsgrad og tidspunkt. Vi meldte os til en 2 timers tur, og blev fragtet ud til staldene i rygenes fart i en jeep, en rigtig bumpy ride hen over ”pot holes” mm. Vi fik hver vores hest, og så red vi ellers ud på sletten – bare os to og vores egen indianer-guide. Det var en helt fantastisk tur rundt i smukt western landskab. Vi fik da også at vide at mange John Wayne film, var blevet skudt lige netop her. Efter turen var vi begge helt høje ovenpå denne oplevelse, som vi ikke ville have været foruden i dag. Desværre var vi begge så udkørte efter rideturen at vi gik tidligt i seng (med lidt ømme balder) at vi ikke fik hørt Coyote’erne hyle.
Bloggen for 13/7 kommer lige straks.
P.S: Det var faktisk slet ikke svært at få overtalt Anders til at komme op på en hest.
- comments