God aften fra Lake Havasu City, og den sidste dag i Arizona.

For første gang siden vi tog af sted fra Danmark, har vi prøvet at fryse. Vi sov i cirka 2200 meters højde, og det kunne virkelig mærkes på temperaturen hen over natten. Aldrig har vi sovet så meget i fosterstilling i løbet af én nat, men det var egentlig rart ikke at svede – og man er vel for doven til at gå ned og sætte varme på.

Dagens ridt bød på en tur ad ”Route 66”. En historisk kult rute, som var hovedfærdselsåren, før der kom ”Interstate” motorveje. Dette kunne også ses på de få byer vi kom igennem – de var mildest talt faldefærdige, og det business der var i byerne byggede udelukkende på turisme. Man kunne knap finde en tankstation. Det var dog rigtig hyggeligt og vi tog ruten i søndagstempo. Der var egentlig ikke rigtig noget at se på ruten, blot en masse lige landevej, men som ”Turen går til” siger: ”På Route 66 er selve rejsen målet. Bevægelsen er selve ferien. Det handler ikke om at ligge på en badestrand for at blive brun. Det handler ikke om at se museer for at blive klog. Det handler ikke om at bestige bjerge. Styrken ved den ægte Route 66 oplevelse er manglen på seværdigheder.” Og hvor har de ret.

Ankomsten til Lake Havasu City bød på en varmemur af usete dimensioner. Byen ligger ude i det der engang bare var ørken (og egentlig stadig er), men på grund af dæmningsbyggeri blev her en dejlig sø. Deraf navnet. Da vi ankom til campingpladsen giver vi camping-fatter vores reservationspapirer og siger så fint på engelsk ”We’d like to check in”. Han kigger på papirerne i tre sekunder og siger så ”skal vi ikke tage den på dansk?”. Vi må have set lidt sjove ud i hovederne. Vi vidste godt på forhånd at pladsen var eget af et dansk ægtepar, men ikke at ”himself” sad bag disken. Han hedder for øvrigt Leif Nielsen. Hvor dansk kan det næsten blive? Da vi gik derfra blev vi hurtigt enige om at han var verdens flinkeste mand. Der var ikke det vi ikke fik svar på. Vores tur til San Diego i morgen, blev også skræddersyet personligt til os, så vi kommer på den smukkest mulige rute. Vi kommenterede også overfor ham at det var rimelig hedt, til det svarede han at det var en af de kølige dage – kun omkring de 40 grader Celsius. Normalt kan de godt have op til de 50. Pyha. Det siges også at dette sted er USA’s varmeste.

Efter check-in tog vi på udflugt ud i byen, og derefter var det tid til en svalende dukkert i poolen.

Vi slutter nu. Vi har en lang, men smuk, køretur foran os i morgen. Godnat.

P.S. En lille mærkelig ting vi har undret os over er; amerikanerne forsøder stort set alt mad, lige fra dåsemajs til juice med sukker, men af en eller anden grund er iste usødet. Det er da mærkeligt…