Halløj derude!

Nu er over halvdelen af tiden i Cochabamba ved at være gået, så jeg synes efterhånden det er på tide, at jeg fortæller lidt om hele grunden til at jeg er her - mit frivillige arbejde på CATD!

Camilla har fint beskrevet stedet, så i må lige opdatere jer i det blogindlæg, skulle hukommelsen svigte en smule ;)

Som I nok ved, har Camilla valgt at flytte projekt, og jeg er derfor den eneste frivillig på CATD pt, hvilket jeg har det ganske godt med. Jeg er begyndt at tale meget mere med de ansatte på stedet, hvilket både styrker arbejdsrelationerne og mine spanskkundskaber.

Som fysioterapeut på CATD består arbejdet i meget mere end fysioterapi, hvilket passer mig rigtig godt, da jeg, som de fleste nok ved, er lidt af en skabspædagog :) Jeg har 4 børn, som jeg skal træne/behandle, men det er langt fra hver dag, at jeg når dem alle, og når jeg møder på arbejde, ved jeg aldrig hvad dagen vil bringe. Der var bl.a. en dag, hvor al behandling blev sat i bero, fordi psykologerne havde et fælles arrangement for alle børnene. Og det er også meget muligt at lige mine 4 børn er i gang med andre aktiviteter, som jeg ikke må afbryde, eller også har en af de andre fysioterapeuter valgt at lægge skinner på den dreng, jeg havde tænkt jeg skulle lave udspænding på. For nogen kan det måske virker lettere innerverende, men jeg er taget herned med et åbent sind, og er dagen lidt skæv ift. fysioterapi, finder jeg blot på andre ting at lave med nogle af alle de andre dejlige børn, der er på CATD. Jeg sætter mig ofte ud i gården, og der går ikke 10 sekunder før de første børn kommer hen til mig for at lege, snakke eller bare gerne vil holdes lidt om. Det er den bedste følelse, når man har vundet et barns tillid og de søger en for støtte og omsorg. Vi har bl.a. en autistisk dreng, som kan være meget udadreagerende og som ofte kommer i spændetrøje, hvilket gør ondt at se på dybt dybt inde. I løbet af den sidste halvanden uges tid er jeg gået fra at blive revet og slået af ham, til at han nu kommer hen til mig og lægger sit hovede på mine ben og leger stille og roligt med mine fingre. Dette blot fordi jeg har taget mig tid til være sammen med ham uden at skælde ham ud ved de mindste udadreagerende bevægelser. Jeg tror ikke på brugen af spændetrøjer og mener klart, at der findes mange andre meget mere effektive metoder til at få en udadreagerende autistisk dreng til at falde ned, men hvor koldt det end lyder, har jeg "lært" at vende det blinde øje til, for der er simpelthen INTET jeg kan gøre ved det. Det eneste jeg kan gøre, er at fortsætte med at være der for ham, og håbe at det giver ham bare en lille smule trøst. Jeg tror heller ikke de ansatte på CATD bryder sig om at sætte drengene i spændetrøje, men ressourcerne er så få, at det til tider er den eneste løsning de kan se på deres til tider meget voldsomme adfærd.

Nu er det heldigvis ikke så trist det hele, og størstedelen af børnene er glade og trives godt efter omstændighederne. Det er tydeligt, at de har brug for rigtig meget kærlighed, hvilket gør det så meget mere givende at kunne være der for dem, også selvom det betyder, at mit arbejde som fysioterapeut til tider falder meget i baggrunden.

Det går forholdsvis godt med kommunikationen med børnene, der er dog tider, hvor de ser mindst lige så forvirrede ud, som jeg føler mig, men vi finder som regel ud af det. Der er dog et enkelt område, hvor det frustrerer mig grænseløst at jeg ikke taler spansk flydende, nemlig i de sjældne situationer, hvor jeg bliver nødt til at skælde ud. Det er ligesom om noget af effekten i en bestemt tone forsvinder, når man skal stå og lede efter ordene og til sidst ender med bare at sige "NO" eller "BASTA!" (stop). Jeg har nu et par gange oplevet, at børnene simpelthen bare begynder at grine af mig, hvilket virkelig kan få mit pis i kog, for det sgu ikke særlig sjovt, når man ikke rigtig kan sætte sig i respekt over for dem. og endnu mere ydmygende er det, når de ansatte må "tage mig i forsvaer" og klare den bestemte tone for mig - ikke særlig sjovt! Heldigvis er det kun sket meget få gange og 95% af tiden hygger jeg mig med børnene også selvom det er under en smertefuld behandling.

Som tidligere nævnt har jeg 4 børn at arbejde med; Cristhian, Celida, Jhancarla og Tatiana. fysioterapien med Cristhian og Celida består primært af udspænding af både arme og ben, hvis muskler og sener er meget forkortede pga. spasticitet. Det kan være en lidt voldsom oplevelse, da det er meget smertefuldt på børnene og de derfor ofte skriger og græder under behandlingen. Jeg foretrækker dog dette, fremfor at de bliver sat flere timer i skinner, der strækker deres lemmer helt ud. Flere af jer har nok prøvet at strække ud efter en hård træning, eller prøvet at nå jorden med helt strækte ben. Gang denne "følelse" med 100 og prøv om I kan holde det ud i flere timer i streg - der er ikke noget at sige til, at de græder. Jhancarla er en 10 årig skøn skøn pige med spasticitet i begge arme og ben, dog ikke lige så udtalt som Cristhian og Celida, og hun har derfor ikke lige så stort behov for udspænding. For hende gælder det om at blive stærkere i siddende stilling, kunne kravle, gå samt finmotorik, dvs. kunne samle ting om med hænderne, spise osv. Derfor er hendes træning en blanding af siddende øvelser samt kravle- og gangtræning. Jhanci (som hun kaldes) er den gladeste pige jeg kender og til trods for at hun intet ordforråd har, er hun super intelligent og har masser af humor. Med lille Tatiana handler træningen rigtig meget om stabilitet i ryg og mave, samt 4-punktstilling (kattestilling). Hun kan til tider være rigtig svær at træne med, da hun har enormt meget energi i kroppen, hvilket ofte kommer til udtryk i ufrivillige bevægelser, særligt af hovedet, som hun ikke har helt kontrol over. Man skal derfor passe på, at man ikke lige bliver nikket en skalle midt i en øvelse. Derudover har hun konstant behov for at blive underholdt, hvilket var nemt nok, da vi var to, men kan være ret så kompliceret ene person, når man samtidig skal passe på hendes vilde bevægelser. Og så har hun samtidig en mindre sjov egenskab i virkelig forfærdelige, ildelugtende prutter! Det er nærmest så man bliver helt svimmel når først hun går i gang, og fokus har tendens til at forsvinde, alt imens den lille lort bare ligger og griner.

Det var lidt om mit arbejde med jordens dejligste børn. Nu hvor december og julen er over os, er jeg spændt på, hvor meget fysioterapi jeg rent faktisk får lavet. Jeg har fået fortalt, at der ofte kommer folk udefra med gaver og slik til børnene i løbet af hele december, og jeg kan forestille mig, at der kommer til at ske en masse hyggelige ting. Jeg glæder mig til at fortælle mere om alt dette senere på måneden :)

Tak for jeres søde beskeder her på bloggen, det er rart at vide, der trods alt er nogen, der følger med ;)

Og Jacob, der er altid brug for en ekstra hånd herovre, så du kommer bare, du kan jo allerede sproget :)

Rigtig glædelig december til jer alle sammen! Må i holde jer varme i vinterkulden derhjemme, så prøver jeg at gøre det modsatte i heden her i Bolivia :)

Kæmpe kram til jer alle!

Michelle