Halløj derhjemme!

Så er det sørme tid til endnu et blogindlæg - håber I kan følge med :)

D. 1. november tog vi, sammen med en tysker, en amerikaner og en englænder (lyder som starten på en dårlig joke ;)), til Salar de Uyuni - en af verdens største saltørkener, hvor vi skulle tilbringe 3 helt igennem fantastiske dage. Rimelig heldigt at de var så fantastiske, eftersom turen fra Cochabamba varede 13 timer og bl.a. indeholdt en time i en meget støvfuld togkupé - føj!

Salar de Uyuni ligger i næsten 4000 km. højde, og når først mørket falder på ledes man tilbage til en frisk januar-morgen i DK - med andre ord, det var pisse koldt!! Vi var dog forberedte på dette, så rygsækkene var pakket med al vores varme tøj, og vi havde været i "the spiting lama" og lejet soveposer, en virkelig god investering :)

Hele turen var arrangeret af BoliviaCultura, så lørdag morgen blev vi hentet af vores alt for seje guide, Beynar, udenfor det hostel vi havde sovet på. Man kører rundt i store 4-hjulstrækkere med plads til 6 personer (udover guiden), og vi skulle derfor have en ekstra person med på slæb - en franskmand!! :S Pierrick, eller pepito/pepino/pierre-hik (kært barn har mange navne) viste sig dog at være en hyggelig fætter at have med på tur, og det var tydeligt, at han nød at være i selskab med 5 skønne tøser :)

Vi startede turen ud med at besøge "Cementerio de trenes", som er en stor kirkegård for gamle rusten toge. Her gik der i den grad legebørn i den, da vi fik lov til at klatre rundt på de gamle vogne. Særligt Diandra, vores amerikanske veninde gik helt amok og hoppede fra vogn til vogn i flere meters højde. For mig var det vildt nok bare at nå toppen på en af vognene, hvilket jeg var meget stolt af :)

Derefter tog vi videre til et salt-værksted, hvor en meget sød mand forklarede os, hvordan salten fremstilles, og vi fik alle købt en lile pose med hjem for 1Bs, hvilket såsan ca. svarer til 0,80 DKK. Herefter gik turen videre til saltørkenen. Vi startede ud ved nogle "saltbjerge", som salt-arbejderne laver for at drive vandet væk fra dem. Her startede Camilla ud med at træde i en stor vandpyt, en beskæftigelse vi begge to blev ret gode til i løbet af turen. Efterfølgende kom vi til Ojos de Salar" (Salars øjne). Som den engagerede og seriøse person jeg er, havde jeg forinden googlet alle de steder vi skulle se, og på det dersens internet ser "Ojos de Salar" ud som to meget runde vandhuller mit i al salten. Der følte jeg mig altså en smule taget ved næsen, da man langt fra kunne kalde vandhullet for rundt, for slet ikke at nævne, TO runde vandhuller!! Her prøvede vi dog at mærke, hvor is-hamrende-koldt vandet under ørkenen er og derefter se hvor hvide vores hænder blev af det. Beynar drillede os godt nok med vores hvide hud, og mente slet ikke man kunne se nogen forskel - det syns jeg nu nok man kunne :)

Vi satte os alle tilbage i bilen og susede videre ud i ørkenen, og SÅ begyndte det at ligne nogle af googles billeder! Jeg var MEGET glad for, at jeg havde taget mine solbriller med, for hold da op, hvor var lyset stærkt. Så langt man kunne se var der hvidt med hvidt på indtil man i horisonten kunne skimte de mange bjerge og vulkaner, som omkredser ørkenen. Her var det tid til lækker frokost, hvorefter der skulle tages sjove billeder, noget jeg i den grad havde set frem til. Der blev leget med vinklerne, så man kom til at spise hinanden, hænge i hinandens hår, surfe på dinosaurere og meget meget mere. Nogle billeder klart bedre end andre, særligt dem som Beynar tog af os, men gætter os på han har pænt stor erfaring som Salar-fotograf :)

Turen gik videre til "Isla de pescado" (fiskeøen), en ø midt i ørkenen, som har fået sit navn, fordi den fra luften ligner en fisk. Her fik vi vandret en del på klipper blandt kæmpe kaktusser og med den flotteste udsigt over ørkenen og bjergene. For første gang kunne man rigtig mærke, at man var kommet højt op over vandoverfladen, og jeg følte mig som en gammel mand med KOL der konstant måtte stoppe op og hive efter vejret. Udsigten var dog det hele vejr, og så fik man os lavet lidt motion den dag - man er vel fys ;)

Beynar spurgte, om vi ville se solnedgangen i ørkenen, hvilket ingen af os var i tvivl om, at vi gerne ville. Salten fik de flotteste lyserøde og lilla farver som solen langsomt gik ned og Camilla og jeg fik taget nogle af vores mange hoppe-billeder (Vi har besluttet af lave en hoppe-collage når vi kommer hjem). Med solens nedgang faldt temperaturen også betydeligt, så det var dejligt da vi endelig kom frem til vores hostel. Et hyggeligt lille hus bygget delvist i salt og med store skønne senge til os alle sammen. Aftenen bød på lækker mad, rødvin, kortspil samt tarotkort - jeg har tilsyneladende ikke det bedste fremtid foran mig!! :S

Dagen efter forlod vi saltørkenen for at tage videre rundt i den smukke natur. Det bød på en masse flotte laguner, bl.a. en rød og en grøn en, hvor tusindvis af flamingoer holder til. Det var dog lidt af en udfordring at tage billeder af disse flotte fugle, hvilket resulterede i meget våde sko og sokker. Vi kom også forbi en sandørken, igen omgivet af en masse semiaktive vulkaner, besøgte en gravplads for små mennesker (kan ikke huske hvor langt tilbage de er fra, hehe), samt en grotte med koraller, som lå under vandet dengang saltørkenen var en sø :)

På 3. dagen stod vi MEGET tidligt på (4.30) for at tage op og se på geysere, hvilket var et helt igennem fantastisk syn. Solen var først ved at stå op da vi nåede frem, og det gav det et helt specielt lys. Der var dog også en helt speciel lugt...... af rådne æg!! Men man prøvede at distrahere fra det, og vi havde en masse sjov med at hoppe rundt blandt de sprudlende geysere og varme fødderne i nogle af de mindre af dem.Vi kom også forbi nogle varme kilder, hvor det var muligt at bade. Det var vi bare ikke blevet informeret om, så det var kun Diandra, der klogt nok havde taget badetøj med, som kunne nyde det varme vand.

Beynar var i sandhed verdens bedste guide, som tre gange i løbet af dagen spurgte, om vi ville se noget helt særligt, som egentlig ikke var planlagt. Så eventyrlystne, som vi nu engang er, afslår man ikke sådan en mulighed, hvilket førte os til nogle af de mest fantastiske natursyn vi nogensinde har oplevet. Første stop var en masse klippeformationer i mange meters højde, som vi selvfølgelig også skulle klatre rundt i. Beynar fik placeret os på toppen af en af de højeste klipper, hvilket i den grad udfordrede min højdeskræk. Det var også lige en tand for voldsomt for Camilla, der blev placeret yderst med fødderne dinglende over kanten - Så foretrækker hun alligevel de 50 meter ned af en hotelbygning! 2. stop var meget lig første stop med flere klippeformationer og derfor ikke meget nyt under solen. Til gengæld var 3 stop klart farvoritten hos os begge to. På afstand lignede det endnu en gang klipper, og jeg tænkte, at jeg egentlig havde fået rigeligt med klipper, men som den høflige, tålmodige person jeg er, nøjedes jeg med at sende øjne til Krissi (eng.), som jeg netop havde diskuteret denne mæthed med. Det blev dog hurtigt ændret til vild fascination, da Beynar tog os med hen den mest fantastiske canyon, hvor vi fra toppen kunne se "Rio Anaconda" sno sig mellem klippesiderne omgivet af grønne områder. På et tidspunkt siger Perrick, at der vist står nogle mennesker nede ved floden og vi begynder derfor alle at vinke helt febrilsk og råbe ned til dem. Overraskelsen var derfor stor, da disse mennesker lige pludselig foldede vingerne ud og begyndte af flyve, hvorefter vi alle brød ud i stor latter. Efter lidt tid satte vi os alle sammen ned og nød roen og stilheden, som i den grad var gennemborende. Det var den mest fantastiske fornemmelse at sidde i denne smukke natur og bare falde hen og nyde det hele uden en masse larm - noget af en kontrast til den evindelige larm af trafik i Cochabamba.

Jeg har langt fra fået alt med - utroligt nok, når man ser hvor meget jeg har skrevet. Jeg er i den grad faldet pladask for Bolivia og dens flotte og vilde natur. Det bedste af det hele er, at jeg langt fra er færdig med at udforske landet og jeg glæder mig til at fortælle meget mere. Ift. Salar de Uyuni vil jeg lade billeder tale for resten, hvilket de virkelig også er dygtige til, og så må I høre mere om det, når jeg igen rammer DK :)

Hold jer munte derhjemme - det gør vi!

De største kram fra Michelle!