Efter endnu en kold nat, denne gang med ALT vores tøj på (leggings, bukser, top, t-shirt, langærmet, cardigan, fleecetrøje samt sofshell og strømper), vågnede vi op til en dag med bedre vejr. Dog sov i 1½ time for længe, men Stap sagde ikke noget til det, han synes nok det var helt fint med et par ekstra timer på øjet, efter den "vilde" fest i går. Men der gik ikke længe, før Mette blev gevaldig skuffet. Morgenmaden stod nemlig på endnu en omgang nudelsuppe med spejlæg på. Louise derimod synes det er okay. Efter morgenmaden, tog vi noget af alt vores tøj af, for solen kiggede frem, og det var dejlig lunt. Men det var stadig meget mudret, efter regnen i går. Vi var derfor glade for, at gummistøvlerne stod klar. Louise fik lige et par vabelplastre på, for efter 14 km i gummirøjsere, havde hælene fået lidt skrammer.

Dagen i dag stod på en 6 kilometers trekkingtur gennem et meget kuperet terræn. Da vi trådte ud fra vores homestay stod damer og 2 børn klar til at hjælpe os gennem trekket. Vi var dog klar over, at de ikke ville hjælpe os bare for at være flinke, men for at vi skulle købe noget af dem. Vi ville ikke have kunne klare det uden fald, hvis vi ikke havde dem, for turen var meget mudret, og der vi var op til flere gange ved at glide. Overraskende nok, var der ingen af os der væltede i mudret, kun Stap, som muligvis ikke var helt sikker på benene efter gårsdagens udskejelser :)

Aldrig før, har vi oplevet et så flot landskab, og smuk natur. På den ene side havde vi rismarker og kunne se små landsbyer, på den anden side havde vi noget der minder om en regnskov med masser af bambusplanter. På en bakketop, hvor vi holdte en lille pause, boede en dame, som ikke havde noget sprog. Hun sad i sin lille træhytte, hvor der kun var et lille bål og en seng. Hun sad ved bålet og sagde nogle underlige lyde. Hun har formentlig prøvet at få noget mad, men vi kunne jo ikke forstå hvad hun sagde, for det var bare nogle lyde der kom ud af hende. Det var en skræmmende oplevelse, at se en kvinde bo helt for sig selv ude i bjergene, hvor der er langt til den nærmeste landsby og dermed andre mennesker.

På turen kom vi forbi et smukt vandfald, her holdte vi en tiltrængt pause, hvor vi sad og slappede af, på nogle store sten. Solen bagede, og vi skulle nok have haft solcremen frem, men vi havde travlt med at nyde den storslåede natur, så vi tænkte ikke over hvor meget magt solen havde. Det kan vi så se nu, hvor vi begge har en temmelig rød nakke. Fremover skal vi nok have solcremen klar :)

Da vi nåede ned i dalen, hvor dagens trekkingtur stoppede, startede en lang forhandling af priser på armbånd, tasker og punge, som vi nu skulle købe af damerne. Mette købte et armbånd og en lille pis-pung, hvor lynlåsen ikke virker af de damer der hjalp hende på turen, noget måtte hun jo købe. Louise købte endnu et armbånd, af den 10-årige pige, som assisterede under turen.

Vi skulle, inden stedet vi skule have frokost, op af en stejl bakke. Vi var heeeelt færdige. Vi havde drukket alt vores vand, og med varmen og den stejle bakke, var det altså ret hårdt. Godt vi havde hinanden, så vi kunne give moralsk støtte til hinanden. På toppen af bakken, var en lille bod, hvor vi købte vand og en is. Isen var ikke noget hit, det var en koks/ærte is, men vi troede det var en champagnebrus, så vi blev virkelig skuffede. Se evt. billedet af Mette med isen. Til frokost fik vi, for engangs skyld, nuddelsuppe med spejlæg. Mette kunne slet ikke spise det, ikke nok med at vi fik en dårlig is, nu skulle vi også have dårlig frokost.

På vej ud til bussen, oplevede vi endnu en kulturforskel. Et stort, sort (levende) svin lå bundet til en pind. Det var noget underligt noget, og det var ubehageligt, for svinet skreg højt. Nogen skulle åbenbart have svinekød til aftensmad. Det er forfærdeligt at se, hvordan vietnameserne behandler levende dyr på.

Turen gik nu med bus tilbage til Cat Cat Hotel, hvor vi sov den første nat i Sapa. Her var mulighed for at tage et bad, og slappe lidt af, inden turen gik tilbage til Hanoi. Først med bus til Lao Cai, og derefter med nattog til Hanoi. Vi havde ikke fået skiftesokker med på turen, og efter at have gået i de samme strømper i næsten en uge, besluttede vi, at gå ned for at købe nogle nye. God idé, ikke? :)

Vi spurgte sta, hvad vi skulle give for et par strømper, så vi ikke blev snydt igen. Han sagde, at prisen lå mellem 20 og 30.000 dong. Vi endte med at betale 25.000, så vi gik glade og tilfredse hjem, med et par helt rene og nye "adidas" strømper. Tilbage på Cat Cat, fik vi et tiltrængt bad, og satte os ud i solen sammen med de andre 5 vi fulgtes med. Drenge spillede guitar og sang lidt, mens vi piger fik lidt kiks og slappede af, inden vi gik ned i byen for at spise. Vi fire piger gik ned i et lokalt kvarter, hvor vi fik ris med kylling og grøntsager, som vi spiste ved et lille bord på gulvet. Det var hyggeligt at sidde på gulvet at spise. Endnu engang var vi sent på den, og kom 5-10 min. for sent til hotellet, men Stap sagde ikke noget til det. Her i Vietnam, går man ikke så meget op i tiden. Vi kørte samme vej som da vi skulle til Sapa, men dengang sov vi, så der lagde vi ikke mærke til, at vejen var meget snoet og dårlig. Vi blev næsten alle køresyge, og en dame kastede op i bussen Rigtig lækkert!

Da vi ankom til Lao Cai, satte Stap os af på en restaurant, og sagde, at her skulle vi spise og maden var inklusiv i prisen på turen, men drikkevarer skulle vi selv betale. Da Stap var gået, og vi var overladt til os selv, ville vi bestille noget mad. Så sagde tjeneren, at maden ikke var inklusiv, og at vi skulle betale for BÅDE mad og drikke. Så måtte vi ringe til Stap, men han sagde, at han havde sagt maden var eksklusiv. Sådan kan man misforstå hinanden, når vietnamesere ikke taler så godt engelsk. Det endte dog med, at vi alligevel spiste på restauranten, og fik et godt måltid mad. Stap havde, inden han forlod os, sagt vi skulle være på banegården kl. 20.00, men da vi alle 7 stod på Lao Cais banegård kl. 20.00, fik vi at vide, at vi først skule være der kl. 21.00. Vi måtte så sætte os ud på den overfyldte trappe og vente. Tiden gik dog okay hurtigt, da der var mange mennesker at kigge på, og vi fjollede lidt rundt, med måde vals, zumba og step, til underholdning for de andre ventende togpassagerer :)

Da klokken blev 21.00, kunne vi komme ind i toget. Drenge skulle sidde på hard seats, og det var virkelig hard seats. Det var en 90 graders træbænk, de skulle sidde på i 9 timer. Heldigvis havde vi piger bestilt turen først, og fik derfor soft seats. Det var noget nær det vi kender hjemmefra. Normale togsæder, dog kunne sæderne ligges tilbage som i et fly. Det var en speciel oplevelse at sidde i den store vogn, med en masse andre mennesker. Der var mange vietnamesere med poser, hvori der var masser af grøntsager, frugter og kød. Over Amanda og Stine, blev en pose med blæksprutte smidt op, godt vi ikke sad der. Den ca. 9 timer lange tur kunne nu begynde, og en flok unge skævøjede (vi ved ikke, om det var vietnamesere, kinesere, japanere eller nogle andre) fyrede op for noget, de selv troede, var en fed fest. De gik helt amok til noget der formentlig var gæt og grimasser. Så i et par timer, kunne vi høre på deres jubel, klappen og råben, mens de legede.

Nu er de heldigvis stoppet, og vi kan nu ligge os til at sove, endnu engang med alt vores tøj på. Vi håber på snart at se noget sol, så vi kan komme i nogle shorts og toppe, frem for vores lange bukser og varme trøjer. Godnat.