Klokken 06.00 kom vores guide og bankede på døren, vi skulle tidligt op og have morgenmad, som bestod af spejlæg og brød. Hertil fik vi grøn te og meget stærk kaffe, hvor i man skulle hælde en meget sød sirup lignende mælk i. Det fik lidt smagen af Irish coffee.
Efter morgenmaden sagde vi farvel til familien og gik ombord på båden der skulle sejle om til det flydende marked.
På det flydende marked var der utrolig mange både. De havde alle frugter og grønsager som de solgte, købte eller byttede. Bådene havde en høj mast, hvorpå der hang den frugt eller grøntsag de havde ombord. Vi kom fordi en båd, hvor vi gik ombord for at købe ananas. Aldrig i vores liv, har vi set så mange ananas samlet på et sted, de smagte virkelig godt og vi gave denne gang gav vi en rimelig pris for dem. Vi gav 10.000 for 2 store ananas, sidst vi købte ananas gav vi jo 400.000 for 2 små, så det var en god handel denne gang.
Det var sjovt at se hvordan de lokale købte, solgte og byttede varer med hinanden. Vi sejlede hen til bredden hvor vi skulle af, vi skulle nu med taxa til busstationen.

Her ventede en minibus på os, og endnu engang kom vi på en bus, hvor vi var de eneste hvide. Vi sagde farvel til Sarah og vores guide, som vi havde været på tøsetur med. Vi kørte nu selv mod Chau Doc hvor vi skulle tage en taxa til det flydende hotel. Men sådan endte turen ikke helt. Vi blev pludselig sat af ved en familie og to mænd fik os forklaret på vietnamesisk at vi skulle betale 60.000 for at blive kørt hen til vores hotel. Vi satte os, meget usikre, på hver vores scooter og kørte ud i den hektiske trafik. Køreturen på scooter gik godt, de to mænd havde styr på det, selv om vi blev lidt utrygge da Mettes "chauffør" pludselig skulle snakke i mobil og kun kørte med en hånd.
Vi klarede køreturen og blev nu sat af foran et hotel midt inde i byen, det var ikke lige det vi havde regnet med. Det viste sig, at vi havde fået de forkerte informationer af dem der solgte os turen, og det er vi ikke de første der har fået. Vi var ret sure, for vi havde virkelig glædet os til at bo på det flydende hotel i nat. Ikke nok med at vi ikke har fået det hotel vi blev lovet, så var der også mange andre ting som stod i programmet til i går, vi ikke fik oplevet. Derfor havde vi nu fået nok og ville i kontakt med dem vi har købt turen af. Men intet er nemt i Vietnam! Damen i receptionen prøvede at få fat i dem der havde solgt os turen, men kunne ikke komme igennem, og vi var meget i tvivl om, hvordan vores tur skulle ende. Vi gik derfor hen til et andet hotel for at låne en telefon, for damen i vores receptionen ville ikke give os lov til at ringe til dem. På det andet hotel fik vi fat i dem, og Louise fortalte dem, hvad vores mening var om sagen. Vi kan godt afsløre at vi var i ret dårlig humør og de fik alt vores kritik smidt i hovedet. De ville ringe tilbage, så vi besluttede os for at gå en tur og se lidt af byen. Vi så meget få turister, byen vi er kommet til er åbenbart ikke så stor en turistby. Vi kom forbi et marked, hvor de solgte alt fra hårpynt til råt kød. Det lugtede bestemt ikke godt, og varmen gjorde det hvert fald ikke bedre.

Efter 2 timer havde dem fra Ho Chi Minh City stadig ikke ringet tilbage, så vi købte to MEGET små poser chips og gik op på værelset for at slappe af. Mette sad og nørdede ved computeren, mens Louise fik sig en morfar. Da det blev tid til aftensmad, tog vi et ordentlig lag myggespray på, for vi er ved at blive ædt op af de mange myg. Vi skal hurtigst muligt have købt noget der er mere effektivt end Autan! Vi gik lidt rundt i byen, og fandt efter noget tid en flydende restaurant. Nu hvor vi blev snydt for det flydende hotel, var en flydende restaurant et godt kompromis. Efter maden gik vi ned i byen (som er temmelig kedelig, lille og beskidt i forhold til de andre vi har været i), for at bruge de sidste vietnamesiske penge. Det eneste vi kunne købe var slik, så det måtte vi jo gøre :)

Da vi kom op på værelset var der helt vildt varmt, og selvom vi tidligere havde valgt ikke at betale de 5 dollar for aircondition, kunne vi nu konstatere, at vi blev nød til. Vi gik ned for at betale, men fik hende i receptionen presset ned til 4 dollars for aircondition, for som vi sagde, havde vi jo ikke brugt det i eftermiddag. Tilbage på værelset fik vi os et bad, og lidt af det slik vi har købt. Pludselig så Mette et lille firben, og fordi hun ikke turde fange den, måtte Louise fange den med et glas, og få den ud på gangen, mens Mette bare stod og grinte, fordi Louise heller ikke brød sig særlig meget om situationen med det lille firben. Nu er vi ved at ligge billeder ind fra de sidste par dages oplevelser, og er så småt på vej i seng. Det er vores sidste aften i Vietnam, og efter præcis 3 uger, er vi nu klar til at sejle ind i Cambodia i morgen. Vi ser frem til at komme til et nyt land, og håber den næste tid i Cambodia vil berige os med ligeså mange, fantastiske oplevelser som Vietnam har. Godnat og sov godt.

P.S. Nu har vi lige set endnu tre firben. Fy for f***** hvor er det KLAMT !!!!! Mette kan slet ikke klare dem, hun stod bare på stolen, mens Louise temmelig bange prøvede at jage en af de mange firben ned i skraldespanden. Dog uden held. Efter en lang og sej kamp, hvor vi flere gange forgæves har forsøgt at fange de afskyelige og ekstrem klamme dyr, er vi nu nød til at ligge os til at sove. Vi har prøvet at søge på google, hvad vi kan gøre, men har ikke fundet noget svar. Indtil videre, har vi ikke haft nogle problemer med at rejse, men dagen i dag har været fuld af problemer. Specielt denne situation, med de mange firben på værelset. Vi vil nu ligge os til at sove, og håber, at når vi om fire timer skal op, ikke har slugt for mage firben i søvne. Godnat og sov godt!