Inden vi skulle hente vores pas, fik vi noget morgenmad, på en rigtig god restaurant. De var først lige ved at åbne, men vi fik hurtigt maden, og gik hen for at få vores pas. Det var dejligt igen at have sit pas, og vide hvor man har det. Vi ville blive hentet mellem kl. 7.30 og 7.50. Kl. 8.15 blev vi hentet i en bil, hvor der sad to andre der også skulle have deres pas. Deres pas var dog ikke kommet, så vi sad i længe og ventede. En mand kom med passene, og vi kunne kl. 9.15 køre hen til bussen, som skulle have kørt kl. 8.00. Da vi kom hen til bussen, så vi en gammel og slidt bus, hvor bagklappen var ved at falde af. Vi kunne hurtigt tyde på dem, at noget var galt. Og det var faktisk et stort problem. Der var kun plads til to, og vi var jo fire der skulle med bussen. Vi fik besked på, at gå hen på en restaurant og vente. Ham der havde kørt hen til bussen, er ham der står for organisering af turen. Han kom hen til os, og fortalte at vi ville blive kørt med taxa til grænsen, og der ville vi så skulle med en anden bus til Bangkok. Det passede også ganske udmærket, at vi fik vores egen bil, og ikke skulle med den gamle, slidte bus. Efter en halv time kom en taxa og hentede os, og vi kunne nu køre mod grænsen til Thailand. På vejen skulle vi samle nogle op, og det lød på taxachaufføren som om, vi skulle have fire med, men da der kun fire sæder, blev vi enige om, at han nok mente, at der skulle to mere med, så vi i alt var fire. Han havde dog ret i, at det var fire ekstra der skulle med. Et forældrepar med et lille spædbarn, samt en bedstefar. På bagsædet sad Mette sammen med de fire cambodianere. Bedstefar var ved at dø af sine voldsomme hosteanfald, mor sad og ammede, mens far sad uroligt fordi han havde det varmt og manglede plads. Derfor valgte Mette at ligge sig til at sove. Vi nåede til grænsen, og Mette som hele tiden så rotter i Vietnam, har nu overlevet et ophold i Cambodia helt uden at se rotter. Ved grænsen blev vi taget i mod af en mand, som skulle have vores busbilletter. Vi fik at vide, at vi skulle stille os hen i køen, og få stemplet vores pas, således vi kunne komme ind i Thailand. Vi gik udenfor og ventede på manden, men han kom ikke. Efter noget tid, spurgte vi en sikkerhedsvagt om hjælp, for manden havde jo vores busbilletter. Vi fik at vide, at vi bare skulle gå over grænsen, så ville han vente på os, på den anden side. Vi tog vores rygsække på, og gik nu over den cambodianske grænse, og ind i Thailand, hvor en lang kø ventede os. Vi skulle registreres hos de thailandske myndigheder, og efter i alt 1½ time, med stemplinger af pas, ventetid og flere stempler, kunne vi træde ind i Thailand. Her ventede manden med vores billetter heldigvis. Fordi vi var kommet med en taxa fremfor bussen, var vi ankommet 2 timer før de andre, og skulle nu vente på de andre kom. For 6 dollar kunne vi dog komme med en anden bus med det samme, så det valgte vi at gøre. Vi blev sammen med en masse andre stoppet ind i en minibus, hvor der var mennesker og tasker overalt. Endnu engang var vi heldige, vi fik nemlig lov at sidde helt foran med chaufføren, så vi mærkede ikke til den trænge plads, men kunne derimod selv styre aircondition. Sæderne var ret hårde, så vi valgte at finde nogle chips, som vi købte i Phnom Penh, men aldrig fik spist, for at få noget mere sul bagpå, så vi kunne undgå at få ondt i røven. Desværre hjalp det ikke.

Da vi kom ind til Bangkok, ventede et kaos af biler, tuk tuk, mennesker og høje bygninger. Ud fra det vi har set igennem bus ruden, er Bangkok den mindst fattige storby vi indtil nu har været i. Vi blev smidt af bussen midt på en vej, og vi nåede kun lige at komme ud af bussen, inden Mette fik øje på en stor rotte.

Vi havde snakket frem og tilbage om, hvorvidt vi skulle blive i Bangkok og se byen, eller om vi skulle fortsætte til Chiang Mai (i Nordthailand), og så vente med Bangkok til sidst, for vi skal jo flyve hjem fra derfra. Vi var blevet enige om, at vi ville fortsætte til Chiang Mai, og bare af sted så hurtigt som muligt. Meget gerne med natbus med det samme, for det er en tur på 12 timer. Kl. 17.20 trådte vi ind på det første turistkontor vi mødte, og 2 minutter efter betalte vi for et par busbilletter til Chiang Mai. Hvor heldig kan man have lov at være? Vi var så heldige at kunne komme med en bus 20 minutter senere. Men fordi vi har rejst hele dagen, har vi ikke fået noget ordentlig mad, så vi spurgte, hvor vi kunne få noget mad. Vi blev vist hen til en seven elleven, og vi havde 10 minutter til at finde noget mad. Her kunne man købe burgere, så vi købte hver en chicken burger, for de så virkelig gode ud på billederne. Da vi fik den, blev vi slemt skuffede, den var ikke ligeså appetitlig som den på billedet, men det var der ikke noget at gøre ved, vi måtte skynde os tilbage. Vi kom med bussen, og kunne nu spise vores chickenburger. Den var ikke noget at råbe hurra for, men vi fik den ned, og det var godt med lidt mad. Efter to timers buskørsel holdte vi en pause, og vi købte noget ris med noget kød i en sovs til. Vi var allerede ved at være lidt sultne igen, så vi måtte have lidt. Vi kunne desværre ikke spise særlig meget af maden, for den var ekstrem stærk. Vi forsøgte at få den brændende fornemmelse i munden neutraliseret med både Sprite, chips og chokolade. Tyggegummi var dog bedst.

Vi har igen lige haft en pause, og haft mulighed for at komme på toilet. Her i Thailand er toiletterne på rastepladserne virkelig ulækre, det er de klammeste vi endnu har været ved. Vi sidder nu i den meget mørke bus, og det lygterne fra de andre biler og busser, samt det der kommer her fra computeren. Vi vil nu ligge os til at sove, selv om vi er ved at have temmelig ondt i bagdelen efter en hel dag, hvor vi har siddet ned. Vi glæder os til i morgen at komme til Chiang Mai, hvor vi har store planer. Bl.a. vil vi gerne ud at ride på elefanter. Godnat og sov godt.