Vi startede denne dag, som skulle vise sig at blive meget frustrerende, med en rigtig god morgenmad. Da vi kom på værelset igen, og var ved at gøre os klar til at køre ud på børnehjemmet, kom en af damerne fra receptionen op med telefonen. Louise fik stukket røret i hånden, og en mand snakkede om, at de ikke kunne lave vores visum, så vi kan få det i morgen aften alligevel. Han snakkede om, at den thailandske ambassade ikke arbejdede, og derfor ikke kunne udstede visum. Han var lidt svær at forstå, så damen fra receptionen snakkede med ham. Hun sagde så, at de ville komme og hente os, og så kunne vi komme ud at snakke med dem. Det vidste sig, at vi blev kørt hen til et af de turistkontorer vi besøgte i går aftes, da vi undersøgte mulighederne for at komme til Thailand.

Det viste sig så, at ambassaden holder lukket i morgen, vidst nok pga. en helligdag, og i dag har de valgt, at de ikke vil arbejde. Den thailandske ambassade i Phnom Penh er virkelig mærkelig. De melder den ene dag ud, at de arbejder, og så siger de pludselig, at de ikke arbejder alligevel, hvilket er ret træls for os, da vi jo allerede har købt busbilletter, og derfor har brug for vores pas inklusiv et visum. Manden på kontoret ringede flere gange til ambassaden, og det endte med, at vi vil kunne få vores pas torsdag aften først, men det er ikke sikkert vi vil få det torsdag, men måske først efter weekenden. Da der ikke er særlig meget at se, udover templerne her i byen, valgte vi, at vi så ville tage et fly til Thailand, for så vil vi automatisk få 30 dages visum, og vi vil kunne komme af sted noget før. Vi fandt en flyafgang der passede, og vi kørte tilbage til hotellet for at hente vores visakort. Da vi kom tilbage, fik vi dog at vide, at vi med 99 procents sikkerhed kan få vores pas i aften allerede. Vi skal så betale 20 dollar, for at få det fremskyndet. Hvis ikke vi får passet, skal vi ikke betale de 20 dollars, og vi vil så få passet torsdag aften. Vi valgte denne løsning, og håber så på, at vi i aften kan få vores pas.

Vi kørte nu, en time senere end aftalt, ud til børnehjemmet. Vi fik dog ikke helt den oplevelse vi havde håbet, for da vi kom, var de i fuld gang med at spise, og da de var færdige, skulle de ind og have noget engelsk undervisning af nogle frivillige der arbejder derude. Men en rigtig dejlig ting vi så, var at de fik alt det mad de kunne spise, så disse går i hvert fald ikke sultne i seng. Frokosten i dag bestod af noget der minder om chili con carne med ris, agurker og et stykke brød. Vi sad ved et bord, hvor både og børn og voksne spiste. De var gode til at dele maden mellem hinanden, og man kunne tydeligt mærke, at der er et godt forhold mellem de små børn, de store børn og de unge der hjælper/arbejder på stedet. Vi blev igen tilbudt noget mad, men vi turde i dag ikke at sige ja tak. Som vi så den anden dag, skal børnene i høj grad klare sig selv, og selv om man kun er 6 år, skal man selv skylle sin tallerken ren, og sætte den ind i sit skab, så den er klar til næste måltid.

Inden vi gik nåede vi dog at snakke med både nogle af dem der arbejder på stedet, og vi fik også snakket med børnene igen. Mange af børnene er meget imødekommende, og kommer hen og giver kram og vil meget gerne snakke. De ville gerne holde os i hånden, de er ikke slet ikke til at stå for. Vi havde nogle balloner med, og dem fik de nogle af. Vi hjalp dem med at puste dem op, og de synes det var rigtig dejligt med disse balloner. De store børn ville ikke have dem pustet op, de gemte dem til senere. De små børn derimod, synes de var rigtig sjove at lege med, og de havde næsten ikke tid til at komme ind og lærer engelsk af de frivillige. Nogle af de børn der ikke skulle i skole, nåede vi lige at spille lidt ballon med, og det synes både de og vi, var ret sjovt. Når vi er sammen med sådan nogle herlige små størrelser, kommer vores indre legebarn virkelig frem. Det var nu på tide at komme hjem, og ville gå hjem, der er jo ikke nogen tuk tuk helt derude, men det tager nok ikke mere end 15 minutter at gå. Det kunne vi dog ikke få lov til, så på hver vores knallert, blev vi kørt hjem af to af dem der arbejder på børnehjemmet. De skulle alligevel samme vej - sagde de :)

Vi skyndte os nu ned til ham vi havde bestilt busbilletten hos, for at høre, om det var muligt at komme af sted i nat, hvis vi får vores pas. Vi aftalte så, at når vi kl. 19.00 havde snakket med dem der ordner vores visum, kom tilbage, for at sige om vi skulle af sted eller ej. Det var nemlig muligt at komme af sted i nat allerede. For at få resten af eftermiddagen til at gå, købte vi en tur ud til en flydende landsby, hvor vi, hvis vi var heldige, kunne se solnedgangen. Inden vi tog af sted, fandt vi en hyggelig restaurant. Det var svært at vælge, for byen er fyldt med masser af hyggelige restauranter. Vi faldt i snak med en tysk kvinde, som arbejdede i Tokyo på en tysk privatskole, men nu var rejst pga. jordskælvet og den efterfølgende tsunami. Hun skulle i aften med flyet hjem til Tyskland, for situationen i Japan ser ikke ud til at forbedres lige foreløbig.

Vi blev hentet af en tuk tuk, som kørte os ud til en båd. På vejen kom vi forbi en masse små landsbyer. Det er virkelig sjovt at se, hvordan den mest simple træhytte har et tv stående, i det ene rum huset har. Vi kom også forbi en landsby, hvor mange huse og vandpumper var doneret af folk fra forskellige lande. Ligesom på børnehjemmet, hang der skilte med navn og land, af den der havde doneret det.

Vi kom som de eneste med båden, og fik en ung fyr på 23 som guide. Han havde rigtig mange spændende ting at fortælle, man blev virkelig helt rørt over nogle af de ting han fortalte. Han er en gut med et fantastisk hjerte, som tager sig af rigtig mange mennesker, og arbejder hårdt for at hjælpe hvor han kan, mens studere engelsk. Han har på et år kun 2 fridage, og dem bruger han på at fiske, for det kan han rigtig godt lide. Han bor i den flydende landsby, hvor der i alt bor 6000 mennesker. Hans forældre er døde pga. miner, og bor nu selv sammen med sine 9 søskende (hvor den yngste er 11 år), som han forsøger. Det er utroligt, at en fyr på 23 år har overskud til, ikke kun at betale mad og skolegang for sine 9 søskende, arbejde som guide og studere engelsk, men også gratis undervise børn i engelsk, samt tage sig af en forældreløs dreng, som nu hjælper på båden, så han kan tjene penge til at kunne gå i skole. Hvis man en dag ikke har penge, kan man nemlig ikke komme i skole, så det er vigtigt, at man hver dag har penge til at komme i skole.

I den flydende landsby er der to skoler. En der er gratis, men ikke særlig god, og en hvor man skal betale for at få undervisning. På den skole, der er gratis er der næsten kun forældreløse børn. Disse børn bor på skolen, og 80 procent af det beløb vi havde givet for båd billetten gik til skolen. 40 procent af børnene i landsbyen er forældreløse, og de bor så på skolen. Det må være frustrerende, at skulle være det samme sted hele tiden. De 100 børn, der bor på den lille skole, spiser, sover og går i skole samme sted. Når de skal sove, foregår det på det hårde trægulv uden tæpper, så det kan være rigtig koldt, når det blæser og regner, for der er ikke særlig meget læ.

Vores guide spurgte inden vi kom ud til landsbyen, om vi ville ind og se skolen, det ville vi naturligvis gerne, for jo mere vi kan se af sådan noget, jo bedre. Vi synes det er rigtig spændende, men også hårdt, at se, hvordan forholdene her i Asien er. Guiden sagde, at det ikke er en god ide, at give dem penge, for så frister vi dem til at droppe skolen, fordi de har penge. Derfor er det bedre at give dem mad, slik, bøger osv. Han tilbød os, at vi kunne komme ind og købe noget mad til dem. Vi havde kun 16 dollars med, og vi ville give guiden 6 dollars i drikkepenge, så vi købte nudler for 10 dollars. Da vi kom ud på skolen, fik lærerinden den store pose med nudler, og dem der var heldige fik en pakke. Det var nemlig ikke alle der kunne få, heldigvis var det ikke os, men lærerinden der delte pakkerne ud. I en god mening, ville vi dele de sidste balloner ud, for vi havde set, hvor glade børnene på børnehjemmet var blevet. Vi fortrød dog bagefter, at vi i vores bedste mening fandt ballonerne frem. Børnene blev som forvandlet til en flok gribbe, og nærmest overfaldt os for at få fat i en ballon. Ingen kunne dele, og ballonerne sprang hurtigt, fordi de sloges om dem. Der var en sød lille dreng, som ikke var så frembrusende, så Louise fik ham givet en ballon. Han blev rigtig glad, men de store børn rev i hans hår, slog ham og tog ballonen som hurtigt sprang. Drengen blev rigtig ked af det, og satte sig hen til væggen. Mette havde en sidste ballon, og fik givet den lille dreng den sidste ballon, uden de andre så det. Han gemte den i sin lille hånd, og vi blev nød til at gå. Det var en rigtig hård oplevelse at se, hvordan livet for de forældreløse børn er. De lever af de ting og det mad, turister kommer med. Man skal virkelig kæmpe for at overleve på den båd, og man må sige, at her gælder Survival og the fittest virkelig! Vi følte, at vi havde gjort mere skade end gavn, ved at finde ballonerne frem, og vi var kede af, at de ikke som på børnehjemmet kunne lege sammen. Men det er nok det der er forskellen på et børnehjem, hvor der bliver taget hånd om en, og så denne skole, hvor man 100 procent skal klare sig selv. Vi havde begge en mærkelig fornemmelse i kroppen, da vi satte os ned i båden igen. Det var en helt lettelse, at komme væk fra skolen og de mange børn, der hver dag, lever et hårdt liv.

Næste stop på turen var en krokodillefarm. Dog en noget mindre en, end den vi besøgte i går. Denne flydende krokodillefarm, har kun 40 krokodiller, og de var alle i samme bassin. På denne flydende farm, var der et par små børn med levende slanger om halsen. Man kunne så betale for at få lov til at holde slangen. Børnene var bestemt ikke bange for slangerne, men det var Mette til gengæld. Der var en pige, som forsøgte at få nogle mænd til at holde slangerne for penge, men det ville de ikke, så hun tog bare slangehovedet og slog den ind på deres bare ben. En vis lyshåret og brunøjet pige, fik meget travlt med at finde båden, selv guiden grinende spurgte, om ikke vi skulle blive lidt længere.

På vej tilbage til fastlandet, sejlede vi igen på Mekong floden, hvor vi kunne se den flydende landsbys kirke og politistation. Floden er lige nu kun 1 meter dyb, nogle steder kun en halv meter, men når regntiden begynder, stiger floden så meget, at den bliver 10 meter dyb. Mens floden er så lav som nu, bor der folk langs floden, men om et par måneder, når vandstanden stiger, bliver de nød til at flytte deres huse. Og ja, det er rigtig nok, vi lyver ikke! De tager virkelig deres lille hytte, som er deres hjem, og flytter det længere og længere væk. Når vandstanden er på sit højeste, har de flyttet deres hus helt op på bjerget der ligger ved floden. Når vandstanden så igen falder, kan de flytte ned fra bjerget igen. Vi så et tempel lidt længere væk, og det lå højt på pæle, således det ikke forsvinder når regnen kommer. På vejen tilbage, sad vi helt udenfor sammen med vores meget snaksagelige guide. Herude kunne vi rigtig nyde naturen og solnedgangen. Det var virkelig en oplevelse at komme ud til den flydende landsby, og ikke mindst at se skolen. Vi var rigtig heldige at have en så god guide med, som var på vores egen alder, og derfor ikke kun var seriøs, men også pjattede. Det var i sig selv en oplevelse at møde ham, og høre hans historie. Hans store drøm er, at han engang kan komme ud at rejse, og opleve verden. Det bliver i hvert fald ikke lige foreløbig, for han skal jo forsørge sin store søskendeflok, men han håber det en dag kan lade sig gøre.

Vores tuk tuk ventede på os, og mættede af indtryk kørte vi tilbage til byen. Her fandt vi et rigtig godt gadekøkken, hvor de stod og grillede spyd, kylling, bøf og gode ben. Det var virkelig en god aftensmad! Da vi spiste frokost, var der kommet en dreng hen til os. Han kom igen, og ville sælge bøger og postkort. Drengen er 8 år, og går selv rundt på gaden og sælger. Det er så mærkeligt at tænke på, at det er den måde han og hans familie kan overleve på. Louise valgte for 2 dollars at købe en bog af den søde lille dreng. Efter maden gik vi ned for at høre, hvordan situationen med vores pas var. Vores pas var netop smidt på en bus i Phnom Penh, og var nu på vej til Siem Reap. DEJLIGT! Planen var så, at vi skulle ned på busstationen kl. 01.30 og der ville vi så få vores pas, og kunne så stige på bussen til Bangkok. Vi var glade og lettede over, at det alligevel lykkedes. Men, men men! Lykken varede utrolig kort. Det viste sig nu, at natbussen ikke kørte, fordi der ikke var nok, der havde købt en billet. Vi ændrede så vores billet til i morgen tidlig kl. 8.00 i stedet. Kl. 7.30 skal vi så hente vores pas hos, hos dem der hjalp med visum og busbilletter.

Vi gik nu ned på natmarkedet, og her begyndte Louise så at overtale Mette til at prøve en omgang fiskemassage. Det tog lidt tid, men Mette blev overtalt. Efter hun havde vænnet sig til den mærkelig følelse det er, når de mange fisk spiser de døde hudceller, kom begge fødder i. Louise skulle dog også lige tage sig sammen. Med i prisen (2 dollars for 20 minutters fiskemassage) var en gratis øl, så efter et par slurke fik i fødderne i, og kunne nu nyde fiskemassagen og den kolde bajer. Efter denne specielle oplevelse var vores fødder bløde, og vi valgte for 4 dollars at få en times full body massage, hvor vi skulle have en pyjamas på. Sådan en time går alt for hurtigt! Derefter købte vi en pandekage, ja, vi nyder virkelig livet! :)

Vi fik købt lidt vand og godter til busturen i morgen tidlig. Nu er vi klar til sidste nat her i Cambodia. Vi vil nyde den gode seng, dem er der nemlig langt i mellem her i Asien. Vi var faktisk klar til at gå i seng, men så kom Trine pludselig på Skype, og hende måtte vi lige snakke med, for det er jo længe siden vi har snakket med hende! Det var dejligt, og vi kan nu efter en oplevelsesrig dag, hvor Louise slet ikke har været skidt tilpas, gå i seng og forhåbentlig sove rigtig godt. Godnat og sov godt.