Vi startede dagen med morgenmad, og vi troede faktisk vi var sent på den, men som sædvanlig kom bussen ikke til tiden, så der var rigeligt med tid. Hvilket var ret heldigt, idet der endnu engang ikke var mere brød, og de måtte derfor først ud at købe noget til os, inden vi kunne få vores morgenmad. Det guesthose vi boede på, arbejder sammen med et guesthouse i Siem Reap, så vi gav dem vores navn, og så ville der komme en tuk tuk og hente os, og køre os hen til det guesthouse de arbejder sammen med, og hvis ikke vi ville bo der, blev vi bare kørt et andet sted hen, gratis. Da bussen kom, fik vi farvelram af de søde mennesker fra det fine guesthouse. De har været rigtig flinke til at hjælpe os, både da Louise var rigtig skidt, og da vi skulle på tur igår.

Efter busturen på 5½ time, ankom vi til Siem Reap, hvor en mand med et skilt ventede på os. På skiltet stod "Welcome Louise Bjerrum og Mette Matzen". Vi fulgte med, og blev kørt til et guesthouse. Prisen for et værelse var 5 dollars, men vi manglede i høj grad aircondition, og ville også meget gerne have varmt vand, og så blev det pludselig meget dyrere. Dette guesthouse ligger ret øde, og et stykke fra centrum. Vi kørte videre, og fandt et rigtig godt sted, noget dyrere, men med både varmt vand, aircondition og helt inde i centrum. Prisen for dette værelse er 12 dollars, lidt dyrt når vi lige har givet 7 dollars for et værelse. Til gengæld har vi både eget badeværelse og aircondition, og så er vi sluppet fra de mange myrer. Vi fandt efterfølgende ud af, at sengen er virkelig lækker på dette store, dejlige værelse. En af de bedste senge vi indtil nu har haft. Tuk tuk manden der havde kørt os hen til hotellet, ville gerne være vores chauffør, når vi skal ud til Angkor Wat, og de mange andre templer. Siem Reap er kendt for de ca. 200 templer der er i området. Angkor Wat er et af de syv vidundere, så det er et must at se, når man i Cambodia, så vi har store forventning til i morgen, hvor vi kl. 5.30 bliver hentet ved vores hotel. Vi har hørt og læst om andre der har besøgt Angkot Wat, og det skulle være rigtig godt, så vi glæder os til at se det. Efter vi fik presset prisen på tuk tuk turen ned, gik vi op på værelset, for at finde adressen til det børnehjem vi skulle ud at besøge. Vi har fået adressen, af en lærer vi havde på handelsskolen, som i efteråret besøgte børnehjemmet. Inden vi kørte ud til børnehjemmet, gik vi lidt rundt i byen, og undersøgte mulighederne for at komme videre til Thailand.

Vi fandt en tuk tuk der kunne køre os ud til børnehjemmet, men vi kom til et andet børnehjem end vi havde bedt om at komme ud til. Tuk tuk manden ringede ud til det børnehjem vi ville have været ud til, og Louise snakkede med manden i den anden ende. Vi måtte meget gerne komme ud at besøge dem, men lige nu var der ingen børn, for de var hjemme på ferie, idet der snart er nytår. Her i Cambodia har 80 procent af de børn der bor på børnehjem forældre. Dog er den ene måske død, syg eller i fængsel, eller også er familien meget stor, og har derfor ikke råd til at forsørge alle børn. Mange familier har mellem 8 og 10 børn, og det er mange at brødføde, når man ikke har nogen penge, og derfor ender nogle af børnene på et børnehjem, hvor de kan få mad og komme i skole.

Vi besluttede at blive, ved det børnehjem vi var blevet kørt ud til. Dette børnehjem minder om det, vi først havde udset os. Begge laver et danseshow med traditionel cambodiansk dans, for at turister til at komme ud til børnehjemmet, hvor de så kan donere penge. Det børnehjem vi besøgte får ikke støtte fra myndighederne, så alt var sponsoreret, selv bygningerne. På alle bygninger er der skilte, hvor der står hvem der har sponsoreret bygningen. Vi blev vist rundt på børnehjemmet, og så de to klasselokaler samt køkkenet. På børnehjemmet bor 69 børn, 36 piger og 33 drenge, i alderen 3-18 år. Pigerne sover i en stor sovesal nederst, og drengene sover sammen ovenpå.

Vi så en tavle, hvor der hænger et billede af hvert enkelt barn, hvorunder navn samt fødselsdatoen står. Derudover står, hvordan familieforholdene er i hjemmet, ved rigtig mange stod "big and poor family".

Mens vi besøgte børnehjemmet, var der kun ca. 30 børn, de resterende var hjemme på ferie. De var i gang med desserten, som de får 2 gange om ugen. Vi blev tilbudt en portion, og kunne ikke sige nej, hvilket vi kom til at fortryde. Vi fik hver en portion, og blev vist hen til det sted, hvor børnene skulle optræde. Her kunne vi sidde og nyde desserten, mens vi ventede på, at danseshowet skulle begynde. Vi forsøgte virkelig at få maden ned, men vi gav op, og gik ud i køkkenet med det. En af de store piger, spurgte, om vi ikke kunne lide det, vi sagde nej, og sådan slap vi af med det. Tilbage på vores plads, kunne vi følge med i, hvordan børnene gjorde sig klar til aftenens show. Her kunne vi se, at de skulle klare sig selv, og de store var gode til at hjælpe de små med at få kostumerne på. De er som en stor søskendeflok, glade for hinanden, men der opstod selvfølgelig også konflikter mellem dem. De løser selv konflikterne, der er ingen mor og far, eller voksen til at skille dem ad, men vi kunne se, at de var gode til selv at løse konflikterne, og hurtigt blev gode venner igen.

Der kom flere turister for at se showet. De havde forskellige ting med, nogle havde tøj, bøger, legetøj og slik med. De små børn, var utrolig gode til at danse, og vi så 3 forskellige danse. Mens børnene skiftede kostumer, så vi en film hvor grundlæggeren af børnehjemmet fortalte. Børnehjemmet blev startet d. 1. januar 2008.

Vi valgte at give børnehjemmet 10 dollars, og valgte at de skulle til børnene. Altså til mad, tøj, lægehjælp og lignende. Selvom det ikke er meget, kan også små beløb gøre en forskel her i Cambodia. Vi aftalte, at vi på tirsdag kl. 12.00 skal komme igen, hvor vi kan være lidt sammen med børnene. Det ser vi virkelig frem til.

Det var nu på tide at vende tilbage til byen, men da vi kom ud på vejen, var der ret mørkt og ingen tuk tuk. Børnehjemmet ligger lidt uden for centrum, og derfor kommer kun de lokale kun derude på det tidspunkt. Vi begyndte at gå, og Mette kunne ane en tuk tuk længere fremme. Vi fik den stoppet, og han kørte os hjem.

Efter en sen og god aftensmad, ligger vi nu på vores store, afkølede værelse og skriver blog. Vi skal i dag tidligt i seng, for vi bliver jo hentet kl. 5.30 i morgen tidlig. Vi håber nemlig på, at vi så kan se solopgangen over det berømte Angkor Wat. Godnat og sov godt.