I morges sov vi til vi vågnede, da natten virkelig har været dårlig. Louise havde det virkelig skidt, så Mette måtte give en hjælpende hånd flere gange den nat. Det er godt vi har hinanden, når man er så langt væk fra Danmark, når man savner det allermest. Da vi vågnede var Louise næste på toppen. Så vi besluttede os for at spise morgenmad og så tage ud til Killing Fields, S-21 og Royal Palace. Damen på vores guesthouse havde en tuk tuk ven som kom og hentede os, og han var så vores chauffør hele dagen. Killing Fields ligger et stykke væk fra vores guesthouse, så vi fik set en masse undervejs der ud. Undervejs ud til Killing Fields skulle vores tuk tuk mand pludselig tanke, men han havde ingen penge fordi vi var hans første kunder, så vi måtte betale 2 dollar forud. Det var lidt sjovt. Vores tuk tuk mand fortalte os rigtig mange gange at hans tuk tuk var helt ny og det var tydligt at han var rigtig glad for den. Killing Fields var en meget speciel oplevelse som man ikke må gå glip af hvis man besøger Cambodia. Vi valgte at betale for en guide, for at få mest muligt ud af det. Det var rigtig spændende, men også meget skræmmende, for det er kun 32 år siden det er foregået. I Cambodia er der ikke kun en Killing Fields, men mange. Men den Killing Fields vi besøgte i dag er den mest kendte og den med flest massegrave. Der er 129 massegrave og 20.000 mennesker er her blevet drabt. Husk på de 20.000 er kun der hvor vi besøge der er mange flere mennesker der er blevet drabt, nemlig en tredje del af befolkningen.
Vi startede med at komme ind i en bygning hvor man kan se alle kranierne, knoglerne samt ofrenes tøj der er blevet fundet i løbet af årene. Der var vidst i alt 17 etager i bygningen, på 1. etage lå alt tøjet, på de næste 9 etager ligger alle kranierne og på de resterende ligger kroppens øvrige knogler. Kranierne ligger opdelt i menneskernes alder og køn. Man kunne på kranierne se hvordan personerne var blevet slået ihjel, fx med bambusstænger og økser. Efter et kig på de mange kranier, gik vi videre ud til de mange massegrave. Stemningen på Killing Fields var meget speciel og trykket. Der var ingen der talte højt og der var ingen latter og pjat. Der var en meget seriøs stemning og man kunne tydeligt mærke på vores guide at han var rørt af det der engang var foregået i hans land. Rundt mellem massegravene stak tøj, tænder og knogler frem. Hver tredje måned samler de tøj, tænder og knogler sammen, som kommer frem når det har regnet. Det er uhyggligt at se hvordan ofrenes tøj og knogler stikker op fra jorden. Massegravene var opdelt. I en af gravene var der fx kun nøgne kvinder og børn, en anden var der folk uden hoved, i en tredje var der folk der havde forsøgt at få hjælp fra vietnameserne, og sådan fortsatte det. På et tidspunkt var de oppe på at dræbe 300 mennesker på bare en dag. I den største og sidste massegrav lå 450 mennekser begravet. På turen rundt kom vi forbi et træ hvor der havde hængt en højtaler, der spillede festligt musik for at folk i byen og omkring byen ikke kunne høre ofrenes skrig og råb, men der imod kunne høre festligt musik. Et andet træ vi kom fordi blev brugt når små baby skulle slåes ihjel. Man tog barnet i benet og svang det så ind i træet, hvis ikke man gjorde dette kastede man barnet op i luften og skød efter det som om det var en lerdue. Det er utrolig at tænke på, hvordan man har kunne få sig selv til at slå små uskyldige børn ihjel og så især på denne brutale måde. Når man går rundt mellem alt dette, har man en mærkelig fornemmelse i kroppen, man kan slet ikke forstå at det virkelig kan være sandt. På grund af de mange lig brugte man dengang deet, som er et middel til at holde insekter væk med. Men man brugte det dengang fordi det fik stanken af lig væk. Til slut var vi inde at se en film omkring Killing Fields, men vi så kun meget lidt da den næsten sluttede da vi kom. Efter beøsget på Killing Fields holdte vores tuk tuk mand stadig og ventede. Han kørte os nu til S-21, som er en gamel skole, der blev lavet om til et tortur fængsel, hvor folk kom til inden de blev transporteret med lasbil og bind for øjnene ude til Killing Fields. Men inden vi kom til S-21, skulle vi lige holde et lille stop hos tuk tuk mekanikeren. Der var hvis et eller andet galt med taget, alt skal jo være iorden nu hvor den var helt ny, det var lidt sjovt at vi lige skulle med til mekanikeren. Men det gjode ikke os noget, vi fik set en masse på køreturen. Vi valgte igen at betale for en guide, som kunne fortælle os om det der var foregået i fængslet. Man kunne sagtens se at fængslet havde været en skole. Klasse lokalerne var lavet om til fængselsceller. Der var pigtraadshegn uden på gangen, så man ikke kunne hoppe ned og begå selvmord og der var for vinduerne gjort så man ikke kunne høre folks skrig og råb når de blev torturet. De første lokaler vi så var store lokaler hvor der kun var en person fanget, her havde de en seng og tynd madras og en lille kasse som blev brugt til toilet. Personerne der var fanget i disse store celler var VIP-fanger, det var dem som havde oplysninger som ikke måtte komme ud til de andre fangere. Men det var ikke ensbetydende med at de havde det godt, de fik også klippet fingre af, hevet negle af osv. På 2. sal var klasselokalerne lavede om til 11 meget små celler og på 3. sal var klasselokalerne lavet om til 16 små celler. Nogle ad cellerne indeholdte en lille kasse som var toilet, en lille skål de spiste af og lænker de var spændt fast i. Der var ikke muret helt op mellem cellerne, så det var muligt at snakke til naboen, men gjorde man dette fik det store konsekvenser. Ofrene blev holdt til fange i de små celler fra 1 til 3 månder og fik kun mad 2 gange om dagen og kun et bad 2 - 3 gange om måneden. I fængslet blev man torturetet ind til man skrev under på at man skulle slåes ihjel, så ledes det så ud til at være ens egen beslutning og skrev man ikke under fortsatte torturen og så ville man dø i sidste ende. Det var forfærdeligt at gå rundt og se de små celler og bag efter se billeder og ting af hvordan folk var blevet behandlet. Det var nogle meget stærke billeder og vi fik det begge lidt skidt over at tænke på hvordan fortiden i Cambodia har været. Man kom pludselig meget tæt på det som man bare har hørt om. Vores guide mistede både sin far, bror og søster. Hende selv, mor og anden søster flygtede til Vietnam, som mange andre også gjorde. Hun har aldrig fundet ud af hvad der er sket med hendes familie og det finder hun aldrig ud af, men hun har en forestilling om at de er sultet ihjel. Det var nemlig sådan at folk blev jaget ud af byen og fik at vide de skulle til en anden by at arbejde. Den lange gåtur på flere uger var hård og der var nærmest ingen mad så mange døde derfor. Folk blev flyttet mange gange, så den lange gåtur til en anden by uden mad, kunne udryde befolkningn. Vores guide var meget rørt af situationen, selv om hun har fortalt den samme historie 10.000 gange. Men som alle andre her i Cambodia har hun mistet familiemedlemmer, så det er klart det er hårdt for hende. I Cambodia bliver der ikke snakket om den forfærdelige fortid. Landet er meget fattigt og koncentrer sig derfor om at komme videre og skabe en god fremtid. Børnene i skolen lærer ikke om det der er sket. Til sidst på turen, mødte vi en gammel mand som havde overlevet fængslet. Han sad og solgte en bog han havde skrevet. Vi så billeder af ham i fængslet, han var dengang 35 år. Han havde også billeder af sin kone, som dengang blev drabt. Da han viste os billedet blev han meget berørt og vi fik ondt af den gamle mand. Næste stop på turen var Royal Palace. Men før vi kunne komme ind der, måtte vi lige hjem at skifte shorts og top ud med lange bukser og t-shirt. Som vores tuk tuk mand sagde, var vores tøj alt for sexet i følge kongen. Vores tuk tuk mand, var meget sjov og gjorde lidt grin med dette. Royal Palace var rigtig flot, men det var helt vild varmt at gå rundt mellem de mange bygninger og andre turister. Vi var inde i et tempel hvor vi sad et stykke tid bare og nød kulden og kiggede på hvordan folk bad. Vi spiste sent frokost, en rigtig dårlig pizza. Derefter gik vi hjem og satte os op på altanen, hvor vi enlig sidder endnu. Vi nørdede lidt computer og fik pakket vores tasker så vi i morgen er klar til at rejse videre. Vi fik os et tiltrængt bad, efter en meget svedig dag. Vejret her til aften er rigtig lækker og vi nyder det rigtig på altanen, med firben omkring os. I morgen skal vi med bus til Siem Reap, busturen tager 6 timer, så vi håber virkelig at Louise er helt frisk. Nu vil vi i seng, selv om det ikke er særlig dejligt for det er mega varmt på vores værelse, da vi ikke har aircondition. Godnat og sov godt!