Så hvad laver jeg egentlig i Australien?? 1000-vis af kilometer fra mit danske liv, min familie og min kærlighed??
Var de hele bare en flugt, en flugt fra virkeligheden?? En flugt fra alle de ting der skræmte mig mest? De ting jeg ikke kunne se i øjnene, ikke kunne overskue at tage mig af?? Økonomi, job?? De emner der giver mig hjertebanken hvergang jeg tænker på det. Det får mig nærmest til at synke opgivende ned i et stort hul. Flygter jeg fra min uddannelse som sygeplejerske. Fordi jeg faktisk ikke tror på jeg er en dygtig sygeplejerske. Fordi jeg ikke tror jeg kan finde ud af at være sygeplejerske. Og ikke tør arbejde som sygeplejerske igen, fordi jeg allerede ved det vil blive et nederlag igen.??
Hvornår ved man at man er klar til at se disse ting i øjnene igen?? Hvornår er man klar til at vende hjem og være stærk nok til at deale med økonomi, job og boligforhold?? Forventer jeg for meget af mig selv?? Er det fordi jeg vil være perfekt til det jeg gør, og hvis jeg ikke er det så føler jeg at jeg fejler??

Okay, mit liv var kaos, og jeg var ikke psykisk stærk nok til at tage mig af disse ting. Så jeg rejste. Vendte det hele ryggen og rejste. Flygtede om man vil. Men nu er jeg stærkere, jeg er næsten fri for antidepressiv medicin, jeg kan se min fremtid i øjnene med lidt mindre frygt end før. Jeg er gladere, og det vigtigste, jeg ved hvad jeg med sikkerhed ønsker i mit liv. Jeppe. Min kærlighed.
Det er et skridt. Et stort skridt. Sammen kan han og jeg klare alt. Det ved jeg hundrede og ti procent.
Men hvornår tager man så beslutningen om at tage hjem? Når man indser disse ting. At jeg selvfølgelig bare kommer på dagpenge når jeg kommer hjem, og dealer med alt kommunens crap. Skriver på min bog og finder et arbejde. Eller burde jeg nyde mit ophold når jeg nu er her og leve livet lidt. Eller se i øjnene at jeg er på vej til 27 år og egentlig burde være voksen og ikke strejfe rundt i Australien. Jeg burde starte min familie og få et stabilt og dejligt familie liv i dk. Er jeg klar nu??
Og hvad med arbejdet?? Hvis jeg ikke vælger at arbejde som sygeplejerske lige nu, glemmer jeg måske faget endnu mere og får endnu sværte ved at vende tilbage den dag jeg føler mig klar. Vil jeg overhovedet arbejde med så meget ansvar?? Kan jeg magte det?? Kan jeg finde ud af det?? Eller burde jeg starte i det små?? Og finde arbejde i en brugs, børnehave eller andet ude for meget ansvar??
Argh... Hmm... Tja.... Der må vist tænkes lidt mere. Kyss