Vi kørte 100 km udenfor Kalgoorlie-Boulder, hvor vi slog lejr for natten. Det var allerede blevet mørkt, men den flotteste stjerne himmel lyste i mørket. Vi var nu uden toilet og bad for 3 dage (lige udover de tankstationer hvor der var toilet mulighed). Det var nu nemt at slå lejr da vi skulle sove i Swags (sovepose med indbygget madras) som blev foldet ud på en stor presenning. Vi grillede og fik snakket med alle fra vores nye hold. Virkede til at være en super gruppe med unge som ældre. Det var lidt køligt om natten (5-6 grader), men det var sidste kølige nat, da vi dagen efter kørte ind på The Great Desert Road. Den ender ved The Olgas, også kaldt "Kata Tjuta".

Vi så endnu en mineby, " Gwalia", den kommende dag, ved Comet Vale. Dog var denne mindre og man kunne ikke komme ned i nogen miner. Skiltet med "Welcome to the outback" viste at nu var vi på The Great Desset Road hvis vi skulle være i tvivl, da asfalt vejen samtidig ophørte og en rød sandet vej ramte hjulene. De to første dage var med okay vej, men det sidste var meget ujævn og til tider med meget blødt sand. Vi kørte i 4 timer ad den rød sandede vej før vi kunne skimte Tjukayirla Roadhouse. Turen har været ensformig og da guiden ikke sagde meget undervejs sad mange og sov. Dog kunne et flok dromedarer på vejen få liv i folk eller en af de mange andre dyr vi så, som emuen, kanguruen, dingoerne, køerne, firbenene og fuglene. Sidst nævnte stod af en eller anden årsag gerne på vejen lige indtil sidste øjeblik, før bilen ellers ville ramme dem. Måske det er deres måde af få lidt liv i hverdagen herude i ingenting? Vi tankede op og købte lidt snack og så de aboriginals hænge ud. Det er i øvrigt ikke tilladt at fotografere de lokale på vores tur igennem ørkenen pga. deres religion. De tror man tager sjælen fra dem ved at tage et billede af dem. Vi fik slået lejr og da det havde været en lang tur i bilen var det ikke noget problem at finde nogen der var interesset i at hente brænde. Det endte også med at blive et pænt stort bål. Vi drak og snakkede til midnat hvorefter de fleste gik i seng på nær Stefania, da hun var bange for at gå i seng pga. krybene. Så der var mange der lå vågne af hendes snakken og hun snakkede MEGET.

Vi blev vækket af guiden kl 5.30...gab! I dag skulle vi nå til en vejrstation og det skulle være inden kl. 14.00, så vi fik kørt meget igen i dag. Problemet var bare at guiden ikke havde informeret os om dette, så fra kl 12.00 ventede vi alle på at han skulle stoppe for frokost, men han stoppede ikke før vi nåede frem til den Internationale vejstation. Der skulle vi være den næste time. Spændende var det nu da vi fik set hvordan deres hverdag foregik. Vi fik set dem sende en gas ballon til vejrs, der sendt oplysninger tilbage til en radar og på baggrund her af vil man kunne forudsige vejret andre steder i Australien. Vi kørte endnu en time før vi slog lejr nær Warakurna Roadhouse. I kan tro vi fik frokosten gjort klar i en fart og der var stilhed øjeblikket efter. Klokken var nu også blevet 15.00. Det var første dag vi havde slået lejr i dagslys og vi havde endnu et par timer før solen ville gå ned. De fleste af os bestemte os for at gå op på toppen af den nærliggende bakketop. Der var ingen sti op og dem med korte bukser fik hurtigt at mærke at der herude i ørkenen findes små kaktusser, lige i benhøjde, som kradser godt om benene;) Udsigten var fantastisk fra toppen med bjerge i baggrunden og ellers meget fladt, med en enkelt rød sandet vej i hver retning. Da solen var på vej ned begav vi os også tilbage. Aftensmaden var klar kl 21.00 og vi nød varmen omkring bålet samt vores sædvanlige dåse øl. Vi må ikke medbringe flaske øl ind i ørkenen da de ville gå i stykker i bilen. Det var forståeligt nok da vi så dåserne og man ikke længere kunne se hvad man drak da det var slidt helt af. Anders og en fyr fra Schweitz havde dog købt sig en flaske whiskey, der blev nydt i små potioner hver aften. Flasken holdte hele turen uden at gå i stykker, men der blev også passet godt på den! :) Vi kravlede i swagen under endnu en stjerneklar himmel som vi lige nød inden vi lynede den helt over hovedet.

Dagen efter havde vi fået lov til at sove længe, men fluerne står op sammen med solen, så har man ikke lyst til at føle sig som en omsværmet ko, så er det bare med at komme op og finde det fine fluenet frem. Duften af pandekager, som guiden stod og bagte på grillen, blev også for indbydende til sidst. Nogle havde ved 4 tiden hørt ca. 5 dingoer hyle meget tæt på. Guiden var også vågnet, for at tjekke op på situationen. Han kunne så lige oplyse at der havde været ca. 50 dingoer omkring lejren. Godt jeg havde sovet fra det hele:) Denne dag krydsede vi grænsen til Northern Territory. Anders og jeg havde fået pladserne oppe foran sammen med Steve og det var også den dag at den værste del af vejen skulle passeres. Første stop var ved Tjunti " Lassetters Cave". Der går en vandre historie om en mand der siges at have funder en flod af guld. Da han prøvede at genfinde floden mistede han ved et uheld hans dromedarer og han blev efterladt alene i ørkenen. Nogle aboriginals fandt ham og tog sig af ham i den grotte som vi nu stod ved. Desværre døde han en måned senere og fortællingerne om floden af guld består stadig, uden at nogen har fundet den. Så iøvrigt en slange på vejen til grotten:) Heldigvis ikke giftig og meget lille... Inden vi ankom hertil var en af trailerens hjul punkteret. Det blev dog hurtigt skiftet, men da vi nu ikke havde flere reservehjul og det ville være for risikabelt at køre resten af vejen uden, måtte vi køre tilbage igen, 20 km (ca. 30 min). Vi endte i Docker River som er et sørgeligt sted, da det er her alle aboridinals ender, som ikke har kunnet takle omvæltningen af livet i naturen, til livet i byen. Det er det sidste sted man ender, hvis man ikke har andre muligheder. Vi købte et reserve hjul til 240 dollars, de ved hvad de vil have for det herude, i byen ville det koste under det halve. Nu varede det ikke længe før vi ville nå til Olgas (Kata Tjuta) og vi ventede spændt på at kunne skimte det i det fjerne. Fornemmelsen af hvor stort det var kunne man først rigtig fornemme da vi kom helt tæt på. Vi tog halvejs rundt på den lange gåtur på de enorme sten som Olgas består af. Guiden mente ikke der var noget særligt at se på resten af turen. Til guidens irritation var der et ældre par med, der ikke kunne gå så hurtigt som os andre, så det hele tog meget længere tid en han havde planlagt. Men det var vist ikke kun det. Han var også i lidt dårligt humør da vi pga. punkteringen brugte en timer mere på vejen og at vi så måske ikke ville kunne nå at få købt ind til dagen efter. Da alle var tilbage fra gåturen kørte vi til et udkigspunkt over Uluru hvor vi fandt et godt sted til at nyde solnedgangen med et glas vin og chips til. Da vi havde skudt adskillige billeder af kørte vi videre til Yalara. Det viste sig at supermarkedet stadig var åbent til Steves lettelse. Så blev hans humør heldigvis bedre igen. Denne nat skulle vi campere paa Ayers Rock resort, så der var toiletter og brusere igen og sikke dejligt det kan føles med et bad efter 3 dage uden. Vi var ellers lige ved at komme op på samme korpsduft som en hjemløs på en dårlig dag. Nogle tog på pub efter maden og andre spillede kort indtil de blev bedt om at tie stille af vores naboer, en flok skolebørn, som skulle tidligt op dagen efter.

Vi kravlede trætte ud af soveposen kl 4.30 da vi skulle opleve solopgangen over Uluru. Flot var det, men vi var bestemt ikke ene om at opleve den. Bagefter gik vi rundt om stenen som jeg syntes var mere interesant end jeg havde troet. Der var bølgeformationer på, huler og malerier. Nogle steder måtte vi heller ikke fotografere, pga hellige steder. Sjovt nok var den side af stenen som var mest hellig den side vi havde fotograferet om morgenen ved solopgang?? Så kultur centret inden vi kørte videre. Havde en pause ved et road house da vi skulle have spændt benzin beholderen på igen efter at den var rystet løs pga. den dårlige vej. Det er noget af en hård omgang for bilen at komme igennem ørkenen. Spiste morgenmad midtvejs mellen en salt sø og Mt. Connor. Her er også et gammelt savn om en bror der var en dygtig jæger, men han ønskede at være ene om det og derfor oplærte han ikke sin mindre bror. Lille broderen ville dog også være en god jæger og tog en dag selv ud for at jage, men mistede desværre livet. Store broderen blev så trist at han begyndte at græde og tårerne dannede en saltsø. Hans bror havde han lagt ved Mt. Connor med bjerget som hans hovedpude...... hvad kan man lære af det. Inden vi nåede næste lejr stoppede vi for at samle brænde som vi stablede på trailerens tag. Vi overnattede på King Creek Station. Endnu en hyggelig aften gik og endnu en gang blev vi tysset i seng af naboen.

Det var blevet sidste dag på vores tur. Vi manglede kun at opleve Kings Canyon. Vi kom sædvanligt tidligt op og kørte til Kings Canyon hvor vi skulle gå en 5 km tur. Jeg så min første dingo. Turen var fantastisk flot og min favorit hvis jeg skal vælge mellem Uluru, Olgas og Kings Canyon. Fik set Garden of Eden hvor man kunne svømme og the Lost City. Så gik det mod Alice Springs og for at spare 2 timers kørsel tog vi outback vejen, Ernest Gilles Road. Det skulle så vise sig at vi skulle punktere to gange på denne tur og denne gang var dækket næsten slidt helt væk. Det var en sværere omgang at få skiftet dette dæk. Vi kom så ikke meget tidligere til Alice Springs, men mere spændende havde det været. Vi ankom til Alice Springs kl 17.00 og blev indlogeret på hostel Haven. Vi havde lige en time til at gøre os klar før gruppen mødtes på Annies Pub til en 5 dollars menu og fest. Gav Steve en kasse øl til turen tilbage. Han skulle dagen efter køre den lange tur tilbage på 2 dage. Fik udvekslet e-mails og telefon numre og sagt farvel til den fantastisk gruppe som det havde været.

En fantastisk tur da alle i gruppen hjalp til og alle var med i samtalerne, ingen der ikke passede ind.

Havde Steve givet noget mere information om de steder vi kom til ligesom Manni havde gjort på den første del af turen havde det været en perfekt tur. Det er kun Western Xposure som har ture gennem ørkenen på Great Desert Road. Turen kører ikke året rundt, men har man en gruppe der vil afsted sætter de ekstra ture ind, bare mail dem.