margarita76 » Beretninger » Perth - Alice Springs WesternXposure

29 Marts - 3 April 2008

Det er den 29 marts og uret har lige ringet... alt for tidligt. Klokken 5.00 lyser det i øjnene på mig og jeg vender mig om på den anden side. Nej det går ikke at blive liggende. Jeg kommer op og skyller søvnen ude af øjnene under bruseren. Vi bliver først hentet kl 7.00, men ville lige have den gratis morgenmad med på Nomads Billabong hostel og 4 kopper kaffe. Klokken blev 7.00 og vi blev samlet op af en fyr fra Western Xposure, ligesom 2 andre på vores vej til Pick up stedet. Vores Guide, Manni, får os ind i den rette bus og afsted det går. Vi er 20 mennesker samlet, hvoraf nogle er på 3-, 5- og 7-dages tur og kun 4 af os på 10-dages turen til Alice Springs. Vi får alle æren af at få mikrofonen og fortælle lidt om os selv så vi kan blive rystet lidt sammen fra starten. Der er mange japanere og schweizere med, udover en australier, en fra Taiwan mm. Vores første stop, efter at mit hovet er blevet fyldt med umuligt huskende navne og andet info, er ved Dolphin Discovery Center ved Kombana Bay i Bunbury syd for Perth. Her følger man delfinernes adfærd, når altså de er her. Vi var ikke så heldige at se dem, men det var underholdende at snakke med den sydafrikanske fødte fyr, som arbejdede der og ventede på opholds tilladelse. Turen gik videre syd over til Busselton hvor vi fik frokost, som bestod af div. salat og pålæg i en sandwich. I Busselton ligger den største Jetty på den sydlige halvkugle. En Jetty er en mole som skibene kan lægge i læ af. Hvis man ville kunne man betale sig til at gå ud til enden af Jettien som er 3 km lang. Det næste stop var noget helt andet. Vi holdte ind på en pub ude i ingenting hvor man kunne smage alverdens underlig lokal øl, såsom chilli øl, jordbær øl, dirty dans øl , lime øl mm. Efter en god omgang øl, tror jeg bestemt at det runde poolbord, som stod i lokalet, blev endnu sværere at spille på. Det var helt ok at fylde ganen med det flydende inden vi på det næste stop kunne fylde maven med hjemmelavet god chokolade, på den nærliggende chokolade fabrik. Noget endnu bedre ventede, for vi skulle forbi "The Howling Wolf" ved Margereth River, hvor den stod på vinsmagning. Vi fik smagt en 6-7 forskellige og valgte de to bedste ud til at hygge med om aftenen. Efterfølgende skulle vi have set en grotte, men pga. kloark problemer blev vi nød til at køre til en anden, længere sydpå, hvilket gav lidt ekstra travlhed i programmet. Vi kom dog dertil og fik hver vores hjelm og lygte med. De havde valgt ikke at bruge stationært lys da det gav en meget bedre stemning med vores lygter. Der var to stiger vi kunne følge og vi delte holdet op i 2. Der var pænt snævert nogle steder og man var glad for hjelmen. Da vi kom helt ind i bunden af grotten slukkede vi alle lyset og nød stilheden og mørket i nogle minutter. For at gøre lidt sjov ud af det holdte vi lygterne slukket indtil resten af holdet kom og vi overraskedede dem med vores tilstedeværelse. Så var der ikke mere på programmet for i dag og vi indlogerede os i Augusto på Leeuw Inn. Vi var pænt langt sydpå så der var en kølig blæst der ramte os da vi stod ud af bilen og vi fik hurtigt pakket ud og fundet vores trøjer frem. Nogen hyggede over nogle øl og det indkøbte vin, imens andre fik startet grillen. Der var verdens energi spare dag, saa ALLE skulle, mellem kl 20-21.00, holde lyset slukket, så midt under aftensmaden sad vi i mørke kun med lys fra de stearinlys, som Manni havde fundet frem. Super hyggeligt. Der blev ryddet op og Manni fandt på en sjov leg. Han fandt en tom corflakes pakke og halvedere den og så skulle vi ellers på tur ned og samle den op med tænderne, en efter en, uden at sætte hænderne i gulvet. For hver runde røg et stykke mere af æsken og til sidst var der kun den flade bund tilbage. På det tidspunkt var jeg langt ude af spillet og gæt hvem der var med endnu. Alle Asiaterne der kunne bøje deres led i alle underlige retninger. Ingen klarede dog den sidste bund. Ikke nok med at det var energi dag den dag, det var også tid til at stille urene til vintertid inden vi gik i seng. Sjovt nok, så er der jo altid nogen der sætter uret den forkerte vej, incl mig selv så kl 3.30 om morgenen snupper vi et bad og begynder at spise morgenmad sammen med 5 andre. Fik også vækket min værelses kammerat og fik hende op, indtil vi efter lidt tid opdagede at kl. var 4.30......arg!! Vi kom hurtigt i seng igen alle sammen. Anders kunne ikke sove igen, så han gik en tur og så solopgang. Kl 7.00 var bilen pakket og vi kørte til en cafe, som er kendt for deres karry tærter, faktisk så meget, at der allerede kl 9.00 var udsolgt, så vi måtte nøjes med kaffe. Så kom turens største udfordring. I Karri Forest står Dave Evans Bicentennal Tree, som er 60 meter højt og tidligere brugt som brandalarmpost-træ. Fra bunden og hele vejen op til toppen er der banket kæmpe søm ind i træet, med en halv meters aftand, som en spinneltrappe. Halvejs oppe har man lavet en platform som vi holdte en pause på inden det gik videre op til endnu en platform i toppen af træet, hvorfra der er udsigt over resten af skovens trætoppe. Herfra kunne man holde øje med om der et sted i skoven skulle være opstået brænd. Her skulle vi nu kravle op og nyde udsigten. Jeg så mest på mine fødder for at sikre mig at jeg ramte hvert trin, da der ikke var noget imellem trinnene til at redde en i en uheldig situation. Nogen kom halvvejs op og andre til top (Anders), men lige meget hvor langt man nåede var det en udfordring og en flot udsigt som belønning. Guiden havde gjort det tonsvis af gange før så da han syntes Anders var for langsom på vejen ned kravlede han udenom hvor der slet ingen sikkerhedsnet var... crazy!! Der skete dog ingenting og vi havde stadig vores chauffør uskadt til at fragte os videre. Det var endnu ikke slut med at bevæge sig i højderne (stakkels dem der havde højdeskræk). Næste stop var nemlig "The valley of the Giants", med en trætop gåtur, på hængebroer imellem træernes toppe. Ret sjovt og med en flot udsigt. Hvis dette var for meget for en kunne man også tage gåturen på land og kigge på kæmpe træer. Træarten "Red Tingle Tree" rådner på et tidspunkt i bunden og efter en skovbrænd efterlader de sig et stort hulrum i træet eller et hul helt igennen træet. Dette hul var så stort at flere mennekser kunne stå derinde og selv en bil kunne der blive plads til. Så vi fik brugt noget tid på at tage sjove billeder. Så blev det tid til at tage et smut forbi Denmark og hilse på familien. Denmark er en lille hippie by med få indbyggere, så det er ikke langt fra Christania derhjemme... nahh måske ikke så slemt og det var også kun Anders og jeg der fandt det interessant at tage et hurtigt smut rundt i byen. Ikke nok med at Denmark ligger i Syd Australien det gør Bornholm også, som her er en strand. Der er ikke mange lokale der ved hvorfor byen hedder Denmark, men det skulle være noget med en englænder, der engang var her, der var meget glad for sin gamle engelske proffesor, ved navn Denmark. Resten af dages stod på en masse stop ved forskellige smukke strande såsom Williams Bay hvor vi så Green Bay og Elephant cove. Natural Bridge og Blow holes samt the Gap mindede os meget om landskabet på Grønland, men vi er jo også tæt på Antartika som for millioner af år siden hængte sammen med Australien på netop dette sted. Vi overnattede i Albany paa Albany backpackers hostel som var en labyrint af rum og gange med væggene malet i forkellige billeder. Super hyggeligt sted. Ingen var rigtig oplagt til fest selvom der var gratis ølbilletter til den lokale pub, så vi blev hængende på hostelet det meste af aftenen og drak vores egne øl. Tror Manni er vant til at hans hold er total druk hoveder, men da der var mange japanere og aldersgruppen var lidt ældre, var vi mere til hygge øl......og lidt flere hygge øl.
Morgenen efter kom vi afsted kl 7.00 og kørte op til Mt. Clarence hvor der står en statue til ære for de australske soldaterne fra 1 verdenkrig. Her er også plantet et træ for hver død soldat under krigen med hver deres gravsten under. Videre, vi kom til Porongurup Rangers, hvor der for et år siden var skovbrand så træstammerne stod sorte, men det så flot ud i kontrast til de nye grønne blade der groede på stammerne igen. Det var en nem tur at bestige Castle Rock. På toppen var der kæmpe runde sten og der var sat en stige op så man kunne komme endnu højere op til en flot udsigt platform. Igen var det ret blæsende så det blev meget mere spændende at kravle rundt deroppe.
Der var nu gået 3 dage af vores tur og det var tid til at sige farvel til dem der kun havde booket 3 dages turen. Efter en god BBQ og et gruppe billede kom en anden guide og samlede de fleste op og kørte dem tilbage til Perth. Vi var nu kun 6 tilbage de næste to dage inden 4 af os skulle over i en anden bus, og videre igennem ørkenen. Inden vi nåede hostelet, for de næste to nætter i Esperance, kørte vi langs Great Ocean Drive. 36 km ved flotte strande. Holdte ind ved Observatory point og Blue Haven Beach. Skønt at tænke paa at vi havde to nætter, før vi skulle videre igen. To andre tur operatører boede også på YHA hostel samtidigt med os, så der var massere af menneker og godt gang i snakken. Drak, spillede kort og så TV som man nu havde lyst resten af aftenen.
Vi vågnede til duften af æg og bacon. I dag var den store afslappende strand dag... og hvor meget mere uheldigt var det så at det var overskyet som den eneste dag endtil nu...hmm! Der var nu også et bjerg der skulle bestiges først. Vi kørte til Cape Le Grand NT og besteg Frenchman Peak på 300m. Godt nok var det kun 300 meter vi skulle gå, men vi var kun lige kommet afsted da det begyndte at regne og det blæste allerede en halv pelikan, så den glatte faste klippe, der næsten var som en stor sten, blev sværere og sværere at gå på. Det lykkedes dog for os alle at nå toppen. De andre grupper vendte om. Udsigten var dog ikke at prale af den dag, da vi var dækket af skyer, men det var sjovt at sidde på toppen hvor blæsten hev i os og man skulle koncentrere sig om at holde fast. Turen ned var endnu mere spændende da vi måtte zig zagge ned eller glide, hvis man foretrak dette. Da vi alle nåede ned igen tjekkede vi skiltet og der stod at hvis det regner ELLER blæser er det ikke sikkert at bestige bjerget. Godt så, at det BÅDE regnede og blæste så var det vel ok? Minus gange minus giver jo plus! men sjovt var det:) Resten af dagen brugte vi ved tre strande. Vejret blev heldigvis lidt bedre, men ikke til at gå i vandet. Den første strand "Hellfire Bay" fik vi gået en rigtig lang tur på. Den næste "Lucky bay", som var fantastisk flot, spiste vi frokost ved og var så heldige at få besøg af en Kanguru, som hoppede fra den ene ende af stranden, hen til os, videre forbi os i roligt tempo og standsede så ved et sted med god tang for at spise. Den 3. strand, "Le Grand Peach", var der tidligere strandet en hval så vi gik hen til resterne af skellettet. Pga vejret var vi tidligere tilbage ved hostelet end forventet så fik os en the/kaffe pause før vi grillede. Der var også godt gang i hostelet den aften, så der blev drukket og spillet pool mm indtil vi blev bedt om at vaere stille. Manni har vist tidligere haft lidt uheldige episoder med fulde rejsende på hans hold, så de holdte lidt øje med ham. Så vi besluttede at smutte i seng, også fordi vi skulle endnu tidligere op dagen efter.
Vi kom op før solen fik øjne og kørte mod Kalgoorlie-Boulder. Selvom solen endnu ikke var stået op var det ret lyst da vi var så tæt på Antarktika. Det var en længere køretur for at nå dertil. Kalgoorlie-Boulder er en stor mineby og har været det længe. Vi nåede frem ved frokost tid. Vi holdte ind ved Mining Hall of Fame som er et museum, og tidligere en del af minebyen. Der stod stadig en lille del af den gamle by tilbage, som vi kunne gå rundt og se på, med dens maskiner og de huse arbejderne boede i. Vi kom 36 meter ned under jorden i en mine og fik fortalt om livet som mine arbejder førhen og fik set hvordan de brugte maskinerne og kunne samtidigt fornemme hverdagen med enorm meget larm, støv og dårlig udluftning. Lønnen var dog god hvilket også var nødvendigt da risikoen for minestyrt var stor. De fleste minearbejdede brugte deres gode løn på øl på de lokale pubs. En af disse pubs besøgte vi bagefter til stor glæde for mændene eller skal jeg sige drengene:) Minearbejderne hang i baren i deres arbejdstøj imens unge piger serverede øl, topløse... jaja!! Vi så også en anden pub hvor der var et stort hul i gulvet hvor minearbejderne forhen smed guld i som betaling for deres øl.
I dag graver man ikke guld og mineraler ud i tunneler under jorden, men man sprænger/graver store huller i jorden. Dette oplevede vi ved "The Superpit" hvor man kunne se dem arbejde, nu i deres Grande maskiner med dæk på størrelse med personbiler.

Det var også her vi skulle sige farvel til Lisa og Sato som var på henholdsvis 5- og 7-dages tur. Lisa skulle tilbage til Perth med et stop ved Wave Rock og Sato stoppede turen her for at tage toget videre til Adelaide. Vi fik sagt farvel til dem og Manni og kom over i en 4 hjuls trukken bus til ørkenturen. Fik mødt den nye gruppe og vi var pludselige 20 igen