"I saw you first, I saw you first"...!
Når man ankommer til den cambodjanske by Battambang med bus, flokkes mænd omkring bussen allerede inden den holder stille, viftende og bankende på ruderne - og endnu værre er det omkring døren når den åbner, og så kan man knapt komme ud.
De holder skilte for nærliggende hoteller - og de skubber til hinanden i forsøget på, at få et bedre udsyn til de få udenlandske turister, som forsøger at komme ud.
Hver af dem har en salgstale - og hver af dem er stort set den samme. De kan tage dig i deres tuk-tuk til et godt hotel, eller et billigt hotel, eller hvor du allerede har en reservation. De har ikke noget imod, hvor du bor - de vil bare give dig et lift. Og ikke fordi de vil have dine penge for turen (turen vil altid være temmelig kort her i Battambang) - de ser køreturen for de få turister som en investering, fordi de ved, hvor en større gevinst ligger.

"You come with me" - halvt instruerer, halvt bønfalder en af ​​de unge mænd os. "I saw you first! I take you to good hotel". Han sveder lidt efter kampen, som allerede begyndte da bussen nærmede sig.

Mens vi venter på at vores tasker losses ud fra bunden af ​​bussen opgiver vi i myldret at få et overblik over situationen, og vi fanger vores tasker, klamre os til hinanden, og går i sidste ende med den fyr, som hævder at have set os først.

Vi var taget videre fra Siem Reap d. 5. december kl. 8:30 med bussen til Battambang - den lokale bus var stort set fuld, og der var foruden os kun yderligere to vestlige rejsende.
Turen tog 3 timer og 30 minutter, ad hulede asfaltveje, støvede grusveje og gennem landskabet med endeløse rismarker, landsbyer og køer i vejkanten - da bussen pludseligt cirka halvvejs midt på formiddagen gjorde holdt i en by og alle stod ud, gjorde sprogbarrierne at vi kun fangede, at der var pause i 30 minutter... Det viste sig, at det var en tidlig frokostpause!

Da vi havde kørt den korte vej fra buspladsen til vores hotel lige midt i Battambang, kom den helt store salgstale fra vores tuk-tuk-chauffør, hvis navn viste sig at være Ya-Ya, på 28 år. Han ønskede at tage os med på tur næste dag og vise os seværdigheder i området lige uden for Battambang. Han fortalte at han gik i skole på hverdagseftermiddage - og derfor kun havde lørdag og søndag til at tjene penge i.

Vi afslog - vi ville blot checke ind på vores hotel, og have lov at "lande" ovenpå den noget forvirrede ankomst, og egentligt også lige se os om i byen, inden vi begyndte at ligge planer for de næste dage... Ya-Ya stak os en håndskreven seddel med telefonnummer og med teksten: "I hope you give job to me. Please call to me".

Battambang er trods, at den er Cambodjas næststørste by, en lille by og er et ganske rart sted med en søvnig landlig atmosfære - og de mest interessante turistattraktioner ligger et godt stykke uden for byen. Og det er grunden til, at tuk-tuk-chaufførerne kæmper så hårdt - for samtidig kommer der ikke mange turister og dermed kunder.
Efter en sen frokost og en gåtur i det centrale Battambang, indså vi, at en tuk-tuk var vejen frem for næste dag - der var nok om buddet i gaderne, men tilbage på vores hotel fik vi ringet til Ya-Ya, som var mere end klar til næste dag - og takkede mange gange.

Næste morgen gik vi et par blokke til den nærmeste lille restaurant for morgenmad inden vi skulle mødes med Ya-Ya foran vores hotel kl. 9. Pludselig parkede han foran os på fortovet ud for restauranten - i den lille by uden mange hvide, lyser vi langt væk, og han havde set os i forbifarten på vejen til os.

Vores første stop på dagen var en krokodillefarm i udkanten af byen - der var desværre ingen krokodilleunger, da de netop var blevet solgt og afsendt til henholdsvis Thailand og Vietnam, hvor der ventede dem den tvivlsomme ære som fremtidige håndtasker, bælter m.m. Kun bunkevis af kæmpe store krokodilleforældre lå i betonbassinerne - de fungerer som avlsdyr, og når tiden er inde ender de på tallerknerne rundt om i Battambang.

Næste stop var 'Killing Caves' 18 km sydvest for byen - bag det drabelige navn gemmer sig en af de mange skrækkelige historier fra De Røde Khemere's rædselsregime sidste halvdel af 70'erne...

Vi blev sat af ved bunden af et limstensbjerg som rejser sig enligt midt i det flade landskab. Et par unge mænd/store drenge var hurtigt over os - de vil sælge os transport til toppen, så vi ikke ved egne kræfter skulle klatre de tusinde trin op til toppen, hvor hulerne findes. Da det lød meget fornuftigt, hoppede vi bag på 2 scootere, og vi susede afsted opad af en lille stejl og bugtende vej mod toppen - Heidi stiv af skræk, men en tur til stor glæde for Chili.

Oppe blev vi sat af ved en lille hal, nu indrettet som farvestrålende tempel - men i 70'erne blev det brugt som fængsel og torturlokale, hvor fanger af De Røde Khemere blev indlogeret før de senere blev dræbt. De blev fortalt, at de skulle ud og arbejde, men fik i stedet bind for øjnene, bagbundet og ført den korte vej til de nærliggende åbninger over hulerne, hvor de blev skubbet ud over kanten - nogle var "heldige" at blive slået i ihjel inden skubbet, mens andre blot blev smidt over kanten i troen, at faldet ville slå dem ihjel - men de sidste år, hvor hulerne var begyndt at blive fyldt op, var faldet ikke langt nok, og ofrene var efterladt til en skrækkelig og langsom død af sult og tørst i bunken af lig.

Fra hallen fører betontrin til hulerne. Den største af hulerne har i dag en liggende stor Buddha - og ved siden af ligger en lille rest knogler og kranier i bunke, omkranset af gamle røgelsespinde på jorden efterladt af mennesker som har bedt for de dræbte og savnede.

Det anslås, at op mod 10.000 uskyldige mennesker - mænd, kvinder og børn - mistede livet i hulerne i årene 1974-1979. Det er ikke længe siden, og dette vores første "møde" med De Røde Khemere's rædselsregime satte tanker i gang!

Tidlig eftermiddag kørte vi efterfølgende en forfriskende tur på 'Bamboo Railway of Battambang' - et tilbageværende stykke af det rustikke cambodjanske offentlige transportsystem, som engang strækkede sig over det meste af landet.

"Ka-bum''. Vognen kører over endnu en samling i skinnerne - 'vogn' er måske så meget sagt. "Ka-bum''. Vi farer bumlende hen ad skæve jernbaneskinner på ikke mere end bambus - anordningen er som en tømmerflåde på hjul. ''Ka-bum''. ...med op til 50 kilometer i timen. "Ka-bum''.

Bunden - og der er ikke andet - er lavet af bambus. Rammen af andet hårdere træ. Vognen hviler på to metalakser, sat på små metalhjul. En lille motor driver værket, med en styrmand som fungerer som togfører.
Den er let - så let at når man møder et modkørende tog, samarbejdes der om at løfte den af skinnerne, så den modkørende kan passere.

Denne kuriositet af en togrejse er desværre nok snart fortid. Det cambodjanske togsystem står overfor en opgradering og det betyder, at skinnerne skal udskiftes til bedre spor til større tog, og derfor kan det meget vel betyde, at denne lille hjemmelavede anordning snart må se sig selv uddø.

Vi gjorde ydeligere et par hold ved sights den dag, og vi fik lagt vores del af ulandsstøtte i form af dollars direkte i flere forskellige lokales hænder.