Phnom Penh er Cambodia's hovedstad og største by. En by som er beskidt og slidt, med et mylder af mennesker - her bor ca. 2.200.000 mennesker ud af Cambodia's i alt ca. 14.000.000 indbyggere. Byen er forholdsvis lavt bebygget, og livet leves ude i gaderne dag og nat.
Trafikken består hovedsageligt af scootere og tuk-tuk'er, og det føles i de fleste timer af døgnet som om alle byens indbyggere er på vejen.

Til trods for, at Phnom Penh er det økonomiske centrum i Cambodia, og landets rigeste by, ses det også her tydeligt, at det er et fattigt land. Her er tiggere og gadebørn ned til 2-3 års alderen, som løber rundt blandt turisternes ben - nogle med bare rumper - eller de hænger ud udenfor restauranterne, hvor de kan snige sig til et kig på tegnefilmen som kører på stedets tv-skærm.
Vejene er her i landets metropol - som i resten af landet - hulede og støvede... Phnom Penh var engang kendt som 'Pearl of Asia', og blev i 1920'erne anset som en af de flotteste franskbyggede byer i Indokina - det er længe siden, og landet har været igennem en synderrivende periode fra selvstændigheden i 50'erne og op til afslutningen på perioden med De Røde Kmerer - så sent som til starten af 00'erne var det kun Siem Reap, som ansås som sikkert at rejse til.
Men der bygges og udbedres alle steder; Cambodia er et land på vej.

Vi tog bussen videre fra Battambang til Phnom Penh d. 8. december - 6 timer på vejen i en bus fyldt til renden, og vi rejste fra det stille landlige Cambodia til storbyens trængsel og alarm.

Vi indlogerede os for 3 nætter på et lille hotel, bogstaveligt talt lige bagved det royale palads midt i byen, ned til floden.

Næste dag gik vi den korte tur til paladset, og tog en rundtur, og så blandt andet kroningshallen og flotte anlagte haver.
Det royale palads i Phnom Penh blev opført i 1866, og har siden fungeret som residens for landets konger - kun afbrudt af perioden med De Røde Kmerer. I dag bor Kong Norodom Sihamoni her sammen med sin dronning - og store dele af komplekset er lukket for besøgende.

Chili og Heidi blev på hotellet - hvorfor vi netop havde valgt et hotel med en lille pool - mens jeg en morgen tog afsted med en tuk-tuk til først "the killing field" ved 'Choeung Ek' ca. 15 kilometer udenfor bygrænsen, og efterfølgende til 'Tuol Sleng' museet midt i byen. Steder som ikke er spor rare at besøge, men ikke desto mindre vigtige i forståelsen for nutidens Cambodia.

Choeung Ek er den mest kendte af over 300 "killing fields" over hele Cambodia. Stedet fungerer i dag som mindeplads og som et vidnesbyrd om de barbariske handlinger udført under De Røde Khmerers rædselsregime i årene 1975-1979.
I alt døde et sted mellem 2 - 3 mio. mennesker i årene - en 1/4 af Cambodia's befolkning - enten af sult og sygdom men også ved tortur og likvideringer. I Choeung Ek er fundet 129 massegrave, og henved 20.000 mennesker blev her brutalt likvideret.
Selvom gravene er tømt, og kranierne fra ofrene er placeret i en stor stupa midt på området, kommer stadig den dag i dag efterladenskaber op fra jorden efter blandt andet regnskyld - og inden man starter et besøg instrueres man om, at være opmærksom på hvor man træder. Knogler og stumper af tøj stikker frem og løse tænder ligger på jorden...
Choeung Ek er et fredfyldt sted - besøgende får ved ankomsten en audiospiller og høretelefoner udleveret, og stemmen fra en overlevende fortæller undervejs historien bag.

Ofrene i Choeung Ek kom fra torturfængslet S-21 - eller Tuol Sleng Prison - som blev oprettet af De Røde Khmerer's leder Pol Pot i april 1975, og blev indrettet i en tidligere gymnasiumskole.
Stedet står i dag som De Røde Khmerer forlod det i 1979, da de flygtede fra befrielseshæren.
Henved 20.000 blev fængslet og tortureret i S-21 - og kun 7 overlevede. Det høje dødstal skyldes, at alle indsatte blev regnet for skyldige og blev tortureret til at indrømme deres forbrydelser mod partiet og styret. Ikke kun den mistænkte blev fængslet, men også dennes ægtefælle og børn.
De Røde Khmerer styrede riget i paranoia, og med sloganet "Det er ingen tab at miste dig, det er ingen gevinst at beholde dig" samt "Hellere ved en fejl slå en uskyldig ihjel, end ved en fejl lade en skyldig fjende af staten gå fri"...
Over hele museet hænger i dag fotos af mange af de indsatte taget efter fængsling - tomme blikke fra børn, kvinder og mænd stirrer tilbage på en, mens man går rundt i lokalerne.

Det var en utrolig deprimerende dag, og turen i tuk-tuk tilbage til hotellet var et forfriskende pust trods de hullede veje og støv alle steder.

Cambodia er et land med en rar befolkning. Alle er imødekommende og hjælpsomme. Og endnu mere imponerende bliver det når man tager deres utrolig triste historie i betragtning.
Vi siger farvel til det lille fattige land med den søde befolkning når vi forlader Cambodia d. 11. december, hvor vi krydser grænsen til Vietnam.