Profile
Blog
Photos
Videos
I Angkor bliver man iagttaget - af kæmpe store stenansigter med et smil på læberne. Et smil som er svært at aflæse; er det vidende, overbærende eller truende? Et er sikkert: Angkor's smil borer sig ind, og slår med længder Mona Lisa's smil i Paris.
Efter vores ferie på Phuket, sigtede vi mod Cambodia og 'Angkor Wat' - og som held i uheld fik vi som ønsket ikke busbillet til Siem Reap fra Bangkok d. 1. december men måtte vente en ekstra dag på Khao San Road... For første nat i Bangkok blev en hård en af slagsen - en nat tilbragt på toilettet efter en dårlig 'pad thai' fra et gadekøkken, og næste dag blev derfor en nødvendig afslappet affærde i sengen... Og jeg priste mig lykkelig for ikke, at skulle bruge en hel dag på busrejse! Pigerne havde spist pizza fra en anden bod, og var ikke blevet ramt af denne første maveonde på vores tur.
Mandag d. 2. december 2013 var der afgang fra 'Mochit 2' busstation. Vi forlod vores hotel i Khao San road kl. 6:25 og fangede en taxa som kørte os til busstationen i den håbløse morgentrafik. På vejen passerede vi gennem afspærringer og efterladenskaber fra de voldelige demonstrationer og kampe i Bangkok's gader dagene forinden... Affald, betonblokke og afspærringer.
Aftenen før stødte vi på flere på deres vej fra demonstrationerne, med blanke røde øjne efter tåregas, trætte ansigter og udsmykket med thailandske flag... Vi havde ikke selv stødt ind i demonstrationerne, men kunne se og høre en af lejrene ved siden af det royale Grand Palace fra tagterrassen på vores hotel.
Vores bus havde afgang fra Bangkok kl. 9:00 med første stop ved den thailandsk/cambodjanske grænse ved byen Poipet.
Kl. 13:20 ankom vi til den thailandske grænsekontrol, og vi forlod bussen for at gå turen gennem thailandsk emigration, igennem ingenmandsland hvor vejen er fyldt med store kasinoer og videre i kø til indrejsen til Cambodia. Det tog os halvanden time at komme gennem køen, sætte hver vores 10 fingeraftryk og få vores cambodjanske indrejsestempler... Visum havde vi søgt og betalt via internettet fredagen før, og modtaget på email lørdag eftermiddag - og undgik dermed den ekstra kø for "visa-on-arrivel".
Bussen ankom til Siem Reap efter mørkets frembrud, og vi blev sat af midt i byen lidt over kl. 18... En hurtig tur i ATM'en viste, at her fås kun USD - som er fuldt ud gangbar alle steder.
Siem Reap en en forholdsvis lille by, hvor den centrale del strækker sig på begge sider af 'Siem Reap floden' - en cambodjansk provinshovedstad med buddhistiske templer og safrangule munke i gaderne, et mylder at cykler, scootere og tuk-tuk'er. Fransk koloniarkitektur samt en masse hoteller i alle klasser - byen fungerer først og fremmest som udgangspunkt for besøg ved Angkor, som ligger få kilometer nord for Siem Reap.
Fra ca. år 900 til år 1431 lå hovedstaden i det mægtige Khmerrige i eller omkring Angkor. Da riget nåede sin største udstrækning dækkede det nuværende Cambodia og det meste af nuværende Thailand, Vietnam og Laos.
Ruinerne i Angkor er alle templer, opført i tegl eller sandsten. Andre bygninger var af træ og er derfor for længst gået til.
Da byen var på sit højeste vurderer man, at der boede op mod 1 mio. mennesker.
En stor del af byens monumenter blev ødelagt af thaifolket i 1431, resten skjultes efterhånden af junglens vegetation.
Området blev "genopdaget" af franskmænd i slutningen af det 19. århundrede. Franskmændene begyndte at restaurere bygningerne - en proces der stadig foregår.
Angkor blev i 1992 optaget på UNESCOs Verdensarvliste.
For at få så meget som muligt ud af vores besøg ved Angkor valgte vi, at købe plads på en guidet gruppetur, som blev vores første besøg i tempelkomplekset. Og vi var en blandet skare på 16 personer - unge fra Phillipinerne, Kina, Tyskland, Singapore og USA, samt en ældre herre fra Thailand - som fik den helt store rundtur til alle de vigtigste templer og sights (blandt andet 'Angkor Wat') i det kæmpestore område... En lang dag som startede kl. 8:30, og sluttede med solnedgang fra tempelbjerget 'Phnom Bakheng' inden bussen returnerede os til vores hoteller.
Angkor Wat er det største - og det vigtigste - af alle Angkor's templer og samtidig det bedst bevarede, da det efter den siamesiske invasion i 1431 blev beboet af buddhistiske munke, som ved hjælp af den brede voldgrav kunne holdt den omkringliggende jungle i skak. Det er på grund af munkene, at templet i århundreder er blevet omtalt som 'wat', selvom templet er opført som et hinduistisk tempel, dedikeret til hinduguden Vishnu.
Angkor Wat, opført af kong Suryavarman 2. (1113-1150), er en kæmpe tre etager pyramide, kronet med fem lotuslignende tårne, som rejser sig 65 meter over jorden - og omgivet af en kæmpe plads og mur med imponerende indgangsporte. Omkring hele templet løber en 190 meter bred voldgrav.
Angkor Wat betegnes som et af verdens "nye" vidundere, og er Cambodia's - og et af sydøstasiens - største turistattraktion, så man har det ikke for sig selv, og vi måtte dele det med MANGE andre turister.
Samme dag besøgte vi templet 'Ta Prohm', som kun delvist er ryddet for jungle, og kæmpe træer vokser ovenpå tårnene og tempelgangene. Et meget populært tempel - ikke mindst fordi flere scener af filmen 'Tomb Raider' er optaget her...
Af andre vigtige sights, besøgte vi 'Angkor Thom' - den sidste regeringsby i riget samt templet 'Bayon'.
Bayon er sammen med Angkor Wat de mest populære mål for besøgende - her finder man over 200 stenansigter på i alt 54 tårne - ansigter som dukker op flere steder over hele Angkor, blandt andet på imponerende indgangsporte - og som kendetegner Angkor lige så meget som tårnene på Angkor Wat.
Dagen efter den store rundtur tilbragte vi med afslapning i Siem Reap by, på markedet og på langs. Vi fik også arrangeret den videre rejse til vores næste stop. Efter at vi havde bestemt os for, at vi ikke ville tage direkte videre fra Siem Reap til Cambodia's hovedstad 'Phnom Penh' - men ville tage en omvej, købte vi busbilletter til d. 6. december til byen 'Battambang' for at nå, at se noget mere af livet i Cambodia.
På vores tredje dag i Cambodia og i Siem Reap arrangerede vi vores eget - og andet - besøg til Angkor tempelkomplekset med tuk-tuk. Tempelruinen 'Ta Nei' var helt "off-the-beaten-track". Ta Nei, som ligger gemt væk via en lille grusvej inde i skoven, ca. en kilometer fra hovedfærdselsåren i tempelområdet, har stort set ikke gennemgået nogen renovering, og junglens træer har stadig fat i bygningerne - og vi havde det lille tempel helt for os selv og kunne udleve den indre Indiana Jones og Lara Croft, mens vi klatrede rundt på mosbegroede byggesten, og gennem de mørke halvt sammenfaldne tempelgange.
Foruden Ta Nei tog vi med vores tuk-tuk rundt til yderligere to af Angkor's mindre besøgte templer; de buddhistiske ruintempler 'Banteay Kdei' og 'Preah Khan' grundlagt omkring 1200-tallet.
Note: I Siem Reap sov vi på Sydøstasiens bedste madrasser, på Rithy Rine Angkor Hotel!
- comments