Bohol, Palawan, Coron og Mindoro
Efter et par fantastiske dage i Moalboal tog vi videre mod Bohol, en lille ø øst for Cebu. Fire timer med hurtigfærge og så var det igen tid til at prøve kræfter med det lokale transportsystem. Hvilket betød at Karen og jeg skulle sidde på taget at vores lille bus. Efter 50 km nåede vi Loboc og nuts huts hvor vi skulle bo de næste par dage. Hytterne lå fint ud til en flod med bevoksning over det hele. Det eneste vi ikke havde taget højde for var de 1000 trin det krævede at komme derned med alt vores bagage. Næste morgen hyrede vi to lokale motorcykler og kørte op til Chololate Hills. Ca 700 kugle runde bakker kun beplantet med græs. I tørperioden bliver de så brune pga. det tørre græs.
Dernæst kørte vi ned til et Tarsier reservat hvor vi stille gik rundt og så de små primater mens de sov. Det er verdens anden mindste primat og er truet, bla. pga at folk har indført huskatte og ulovlig fangst og handel.
Til frokost prøvede vi noget af et cirkus i form af en kæmpe flodpram med buffet og karaoke musik. Meget sureallistisk at ødelægge en god naturoplevelse på den måde.
Efter Bohol tog vi igen til Cebu, hvor vi hoppede ombord på en flyver til Palawan og Puerto Princessa. Her overnattende vi to dage mens vi planlagde den videre færd og samtidig fik snorklet på smukke øer i bugten. Desværre kom der ingen hvalhajer forbi.
Puerto Princessa var ikke den store oplevelse så vi tog hurtigt videre til Sabang som huser et af verdens 7 naturvidundere, en underjordisk flod. I bonus fik vi vidunderlig mad og en fantastisk strand. Et fantastisk sted at have de sidste dage med Karen inden hun skulle hjem til Danmark. Den underjordiske flod var en stor oplevelse, hvor man sejler i mørke inde under et bjerg. Flagermus over det hele. Et af stederne på floden, Katedralen, var loftet oppe i 65 meters højde.
Efter at have sagt farvel til Karen kørte Maria og jeg videre nordpå til El-nido, en lille hyggelig kystby kendt for deres fantastiske små øer. Desværre regnede det en del lige der men vi snakkede med en lokal og fik arrangere en privat båd udenom de normale turistbåde. Vi delte båden med et engelsk par vi mødte i Sabang. Så vi fire sejlede rundt en hel dag og snorklede, spiste og hyggede på de mest fantastiske små øer og laguner. Miljøer i hvilke jeg ikke har prøver at snorkle før. Vi fandt en lokal burgerbar der ikke så ud af meget men lavede super burgere til ingen penge. På grund af regnen smuttede vi videre til Coron, en lille ø nord for Palawan. En lille sejltur på 6,5 timer i en Bangha, noget af en bedrift. Maria præsterede dog at blive solbrændt på turen.
I Coron by tog vi hen til det lokale dykkersted og indlogerede os. Fil bestilt tre dyk til dagen efter og gik så ellers til køjs. Man bliver træt at de lange transportveje der er her i Filippinerne, både til havs og på land.
Dagen efter stod vi tidligt op, og sejlede ud til tre vrag hvor vi skulle lave vores dyk. De to første lå på omkring 20-30 meter og det sidste på lavere vand. De to første var store japanske transportskibe sunket af amerikanske kampfly i september 1944 efter de var blevet overrasket af to amerikanske hangarskibe, fastcarrier group.
Det var enormt spændende at få lov at dykke ind i disse lastrum og maskinrummet. I lastrummet var der stadig rester fra de militærkøretøjer de havde fragtet, i maskinrummet kunne man stadig se alle rørene. Samtidig gav lyset fra oven et fantastisk lysspil inde i de mørke vrag når det kom ind af sprækker og bombehuller.
Det sidste vrag var en mindre japansk kanonbåd, med god mikrodykning omkring.
Maria var godt træt efter de tre dyk og gik op og sov på værelset, jeg hoppede ned i baren og drak nogle øl med de lokale, og beundrede udsmykningen med alt de krigsmateriel, bøjede propeller og ammunition de havde fundet på øen.
Dagen efter havde vi to endnu mere fantastiske dyk på et vrag nord for Coron. Det var så stort og lå på 30-40 meter at man havde brug for to dyk for at se det hele. Sigtbarheden var her 20 meter mod de kun 5 meter dagen forinden, hvilket kun gjorde oplevelsen endnu mere fantastisk. Igen var det et japansk fragtskib som amerikanerne havde sunket under krigen.
Efter 5 fantastiske vragdyk besluttede vi os for at vi ville prøve andre former for dyk og hoppede på en lokal Bangha mod Mindoro. En absolut skrækkelig tur hvor vi sad i maskinrummet i 8 timer med diesel os og kvalme til følge. Sikkert fremme var det med den lokale bus til Sablayan. En strækning på 2.5 timer på jordveje, fuld af huller. Vi blev hurtigt enige om at regeringen hernede burde bygge flere veje.
I Sablayan er der ikke mange turister og de lokale børn render efter is i flokke, og vil gerne snakke engelsk med os, det er hyggeligt at opleve.
Vi bookede en tur til Mount Itglib nationalpark. En to-dages tur op på bjerget og et af de højeste punkter, hvor vi skulle overnatte. Vi havde to rigtig hyggelige guider med som lærte os deres lokale kortspil mens de drak "hvidvin" som i virkeligheden var en lokal alkohol med 80% rent. Tak for kaffe siger jeg bare.
Det var virkelig smukt deroppe og det blev kun bedre om morgenen da vi gik de sidste 100 meter til toppen hvor vi stod og spejdede efter den lokale Tamaraw. En truet okse art som kun lever her på Mindoro. Der er pt. kun 347 tilbage og vi så de 4 af dem. Helt fantastik. Vores ene guide var en Ranger på bjerget som havde til opgave at stoppe krybskytter. Han var meget ung og var blevet det i sine fars fodspor så de kunne spare op til at han kunne komme på universitetet. Hans far var imidlertid død i april og nu vidste han ikke hvordan hans fremtid skulle forme sig. Vi gav ham en gid sjat penge fordi han var så flink.
Dagen efter tog vi ud på Apo Reef. Et meget kendt koral rev i dykkerkredse. Her er vi nu på vej hjem igen med Bangha efter tre helt fantastiske dyk. De mest vidunderlige koraller. Vi havde tre vægdyk, to af dem som drift-dive. Vi så simpelthen en mængde fisk vi ikke ha ør set før. Triggerfish som var tre gange større end vi før har set dem og i kæmpe stimer. Parrotfish som er kæmper fisk som går i flokke. Whitetip reefsharks så vi 10 stk af, havskilpadder i massevis. Der var bare alt og vi havde det hele helt for os selv i denne fantastiske nationalpark. Mellem dykkene tog vores divemaster os med op i fyrtårnet på øen og sikke en udsigt, efterfulgt af en tur på tømmerflåde i mangrove skoven. Simpelthen fantastisk ø.
I aften tager vi bussen ned til Roxas hvor vi vil tage båden i morgen tidlig til Boracay som Marias bror har anbefalet os. Her vil vi tilbringe vores sidste tid inden vi flyver til Manilla og hjem til dejlige Danmark, ankomst i Kbh d. 15 juli.
På gensyn ;-)
Efter et par fantastiske dage i Moalboal tog vi videre mod Bohol, en lille ø øst for Cebu. Fire timer med hurtigfærge og så var det igen tid til at prøve kræfter med det lokale transportsystem. Hvilket betød at Karen og jeg skulle sidde på taget at vores lille bus. Efter 50 km nåede vi Loboc og nuts huts hvor vi skulle bo de næste par dage. Hytterne lå fint ud til en flod med bevoksning over det hele. Det eneste vi ikke havde taget højde for var de 1000 trin det krævede at komme derned med alt vores bagage. Næste morgen hyrede vi to lokale motorcykler og kørte op til Chololate Hills. Ca 700 kugle runde bakker kun beplantet med græs. I tørperioden bliver de så brune pga. det tørre græs.
Dernæst kørte vi ned til et Tarsier reservat hvor vi stille gik rundt og så de små primater mens de sov. Det er verdens anden mindste primat og er truet, bla. pga at folk har indført huskatte og ulovlig fangst og handel.
Til frokost prøvede vi noget af et cirkus i form af en kæmpe flodpram med buffet og karaoke musik. Meget sureallistisk at ødelægge en god naturoplevelse på den måde.
Efter Bohol tog vi igen til Cebu, hvor vi hoppede ombord på en flyver til Palawan og Puerto Princessa. Her overnattende vi to dage mens vi planlagde den videre færd og samtidig fik snorklet på smukke øer i bugten. Desværre kom der ingen hvalhajer forbi.
Puerto Princessa var ikke den store oplevelse så vi tog hurtigt videre til Sabang som huser et af verdens 7 naturvidundere, en underjordisk flod. I bonus fik vi vidunderlig mad og en fantastisk strand. Et fantastisk sted at have de sidste dage med Karen inden hun skulle hjem til Danmark. Den underjordiske flod var en stor oplevelse, hvor man sejler i mørke inde under et bjerg. Flagermus over det hele. Et af stederne på floden, Katedralen, var loftet oppe i 65 meters højde.
Efter at have sagt farvel til Karen kørte Maria og jeg videre nordpå til El-nido, en lille hyggelig kystby kendt for deres fantastiske små øer. Desværre regnede det en del lige der men vi snakkede med en lokal og fik arrangere en privat båd udenom de normale turistbåde. Vi delte båden med et engelsk par vi mødte i Sabang. Så vi fire sejlede rundt en hel dag og snorklede, spiste og hyggede på de mest fantastiske små øer og laguner. Miljøer i hvilke jeg ikke har prøver at snorkle før. Vi fandt en lokal burgerbar der ikke så ud af meget men lavede super burgere til ingen penge. På grund af regnen smuttede vi videre til Coron, en lille ø nord for Palawan. En lille sejltur på 6,5 timer i en Bangha, noget af en bedrift. Maria præsterede dog at blive solbrændt på turen.
I Coron by tog vi hen til det lokale dykkersted og indlogerede os. Fil bestilt tre dyk til dagen efter og gik så ellers til køjs. Man bliver træt at de lange transportveje der er her i Filippinerne, både til havs og på land.
Dagen efter stod vi tidligt op, og sejlede ud til tre vrag hvor vi skulle lave vores dyk. De to første lå på omkring 20-30 meter og det sidste på lavere vand. De to første var store japanske transportskibe sunket af amerikanske kampfly i september 1944 efter de var blevet overrasket af to amerikanske hangarskibe, fastcarrier group.
Det var enormt spændende at få lov at dykke ind i disse lastrum og maskinrummet. I lastrummet var der stadig rester fra de militærkøretøjer de havde fragtet, i maskinrummet kunne man stadig se alle rørene. Samtidig gav lyset fra oven et fantastisk lysspil inde i de mørke vrag når det kom ind af sprækker og bombehuller.
Det sidste vrag var en mindre japansk kanonbåd, med god mikrodykning omkring.
Maria var godt træt efter de tre dyk og gik op og sov på værelset, jeg hoppede ned i baren og drak nogle øl med de lokale, og beundrede udsmykningen med alt de krigsmateriel, bøjede propeller og ammunition de havde fundet på øen.
Dagen efter havde vi to endnu mere fantastiske dyk på et vrag nord for Coron. Det var så stort og lå på 30-40 meter at man havde brug for to dyk for at se det hele. Sigtbarheden var her 20 meter mod de kun 5 meter dagen forinden, hvilket kun gjorde oplevelsen endnu mere fantastisk. Igen var det et japansk fragtskib som amerikanerne havde sunket under krigen.
Efter 5 fantastiske vragdyk besluttede vi os for at vi ville prøve andre former for dyk og hoppede på en lokal Bangha mod Mindoro. En absolut skrækkelig tur hvor vi sad i maskinrummet i 8 timer med diesel os og kvalme til følge. Sikkert fremme var det med den lokale bus til Sablayan. En strækning på 2.5 timer på jordveje, fuld af huller. Vi blev hurtigt enige om at regeringen hernede burde bygge flere veje.
I Sablayan er der ikke mange turister og de lokale børn render efter is i flokke, og vil gerne snakke engelsk med os, det er hyggeligt at opleve.
Vi bookede en tur til Mount Itglib nationalpark. En to-dages tur op på bjerget og et af de højeste punkter, hvor vi skulle overnatte. Vi havde to rigtig hyggelige guider med som lærte os deres lokale kortspil mens de drak "hvidvin" som i virkeligheden var en lokal alkohol med 80% rent. Tak for kaffe siger jeg bare.
Det var virkelig smukt deroppe og det blev kun bedre om morgenen da vi gik de sidste 100 meter til toppen hvor vi stod og spejdede efter den lokale Tamaraw. En truet okse art som kun lever her på Mindoro. Der er pt. kun 347 tilbage og vi så de 4 af dem. Helt fantastik. Vores ene guide var en Ranger på bjerget som havde til opgave at stoppe krybskytter. Han var meget ung og var blevet det i sine fars fodspor så de kunne spare op til at han kunne komme på universitetet. Hans far var imidlertid død i april og nu vidste han ikke hvordan hans fremtid skulle forme sig. Vi gav ham en gid sjat penge fordi han var så flink.
Dagen efter tog vi ud på Apo Reef. Et meget kendt koral rev i dykkerkredse. Her er vi nu på vej hjem igen med Bangha efter tre helt fantastiske dyk. De mest vidunderlige koraller. Vi havde tre vægdyk, to af dem som drift-dive. Vi så simpelthen en mængde fisk vi ikke ha ør set før. Triggerfish som var tre gange større end vi før har set dem og i kæmpe stimer. Parrotfish som er kæmper fisk som går i flokke. Whitetip reefsharks så vi 10 stk af, havskilpadder i massevis. Der var bare alt og vi havde det hele helt for os selv i denne fantastiske nationalpark. Mellem dykkene tog vores divemaster os med op i fyrtårnet på øen og sikke en udsigt, efterfulgt af en tur på tømmerflåde i mangrove skoven. Simpelthen fantastisk ø.
I aften tager vi bussen ned til Roxas hvor vi vil tage båden i morgen tidlig til Boracay som Marias bror har anbefalet os. Her vil vi tilbringe vores sidste tid inden vi flyver til Manilla og hjem til dejlige Danmark, ankomst i Kbh d. 15 juli.
På gensyn ;-)