Vi har efterhånden lært det lokale transportsystem her på Cebu at kende, så nu kan folk ikke tage røven på os mere. En bi-gevinst er så at man kan følge med i Filippinsk sæbeopera på den 10 timer lange bustur fra Maya til Moalboal. Ved ankomst snuppede vi en tribike (se billede) til vores hotelmutter. Ejeren ved Rupert og tricyklen lignede noget han selv havde svejset sammen, ikke holdbar og fuld af rust, men flink det var han. Så han ville gerne hjælpe os op til et sted jeg havde læst om hvor man kunne vandre i vandfald. Det skulle så vise sig at Rupert var Filippinernes mest uheldige mand, men mere herom senere.
Det er tyfon sæson hernede så når det regner så regner det godt. Vi troede hele byen havde lukke men det viste sig at de bare beskyttede deres restauranter mod kastevinde og lårtykke regnstråler. En lille rund mand med et kæmpe smil bød os velkommen i sin restaurant og startede køkkenet op, der lå en og sov foran komfuret.
Vi fik Tom Yum suppe og Jackfish i en karrysovs til hovedret. Han vimsede omkring os og skiftede musik i et væk for at gøre os glade. Det lykkedes og han fik gode drikkepenge af pigerne.
I morgen vågnede vi så kl 8.00 og fik lidt morgenmad inden Rupert kom og hentede os i sin tribike. Pigerne sad inde i den specielle sidevogn og jeg sad bag på ham. Han virkede ikke til at have mange penge, lånte til benzinen på forskud og den meget rustne tribike var hans eneste transportmiddel, en nødvendighed for at kunne transportere sin kone og tre børn rundt.
Vejen op til vandfaldene gik gennem snørklede bjergveje og spændende små byer. Tribiken begyndte at have lidt små problemer med bremsen. Den klarede Rupert med en elastik og så ellers bremse køretøjet med gearene. Det virkede, og pludselig blokerede baghjulet. Kæden var hoppet af på grund af den ujævne asfalt.
Vi hjalp med at få kæden på og videre vi fløj.
Fremme ved vandfaldene ordnede Rupert sagerne med nogle lokale guider som ville tage os endnu længere op end den officielle park. Rupert ville gerne med på turen da han blev spurgt.
For at komme til toppen skulle vi sidde bag på tre motorcykler på de smalle og improviserede junglestier.
Fremme ved starten kiggede vi ud over et vandfald med et fald på 10 meter. Guiderne var i tvivl om vandstrømmen var for kraftig til et spring så vi gik udenom og starte vores forvoksede vandrutchebane ved bunden af første vandfald.
Her kravlede vi ud i den strømmen som var så stærk at man kunne gå liggende i vandet på klippekanten. Rupert ville holde sine Cowboyshorts over hovedet så de ikke blev våde. Da vi igen var i roligt vand var han rød i hovedet og ville ikke rejse sig op. Han havde mistet sine bukser og vores værelses nøgle til flodens kræfter. En manglende evne til at svømme og en overraskelse over hvor kraftig strømmen var gjorde at han ikke kunne holde fast i sine bukser, hvori der også lå de penge han havde fået som betaling af os. Han var ret ked af at have mistet dem da 600 pesos er mange penge for ham og hans familie. Derudover var han ikke meget for at gå videre i underbukser, da han vidste han kendte en masse for foden af vandfaldene. Vi trak ham til side og sagde at han fik 1000 pesos af os fordi han havde mistet de andre. Derudover lånte han mine badeshorts da jeg ikke kendte nogen på bjerget og desuden godt kan lide at vandre offentligt i bokseshorts.
Ovre den første hurdle begav vi os ned af bjerget gennem det strømmende vand, startende med mindre hop på 2-3 meter ved de små vandfald. Nogle gange gled man på de spejlglatte sten og fik lidt knubs, men sjovt det var det. Jeg glemte nogen gange at gå bag guiden hvilket resulterede i en episode til morskab for disse, hvor jeg gled, blev grebet af strømmen, som også trak mine bokseshorts af og gav mig lidt knubs på den bare røv. Efter 2-3 timers vandring og svømning nåede vi ned til et højere spring på 5-7 meter, som Maria også tog i flotteste stil ud i det ukendte. Der er krummer i hende.
Efter at have små drillet guiderne med hvornår der kom et ordentligt vandfald vi kunne hoppe fra, overraskede de mig i bunden med at hive mig hen til et vandfald der var "higher than high" Maria og Karen var løbet udenom og stod ved bunden klar med et kamera. Da vi kravlede ud på kanten måtte jeg lige tænke "hvad har jeg dog rodet mig ud i" og efter en kortere diskussion med guiden om forskellen i vores vægt, og at han skulle give en øl hvis jeg kom til skade, talte jeg 1 - han skyndte sig hurtigt at sige 2 - og jeg tog laaaang tid om at sige tre og så tog jeg springet. Fritfald, under skummende vand, klippebunden mod fodsålerne, spark fra og op i frisk luft. Det var så fedt!
For bunden af dette fald havde de lokale et friluftsbad af en anden dimmension. De ber meget til Gud hernede og han må have hørt dem. Vandet var den perfekte turkisblå farve, og man kunne stå under et vandfald på 10 meter.
Efter at have nået bunden på denne fantastiske tur kørte vi igen hjemad med Rupert. Hans Tychobrahe dag var imidlertid ikke ovre endnu. Først hoppede kæden af igen, det havde vi prøvet før og vi hjalp igen til. Dernæst knækkede hans fodbremse af og så turde han ikke køre med os mere. I stedet fandt han to lokale som kørte os hjem på deres motorcykler. Vi aftalte at han skulle kigge forbi senere på aftenen. Her bankede han høfligt og genert på døren. Vi gav ham tusind pesos og han lyste op som om vi havde reddet hans dag. Han lovede at give dem til hans kone. Derudover ville han gerne have lov til at vaske mine shorts før han afleverede dem igen.
Vi sluttede dagen af med en times massage af tre lokale kvinder for kun 50 kroner pr person. Så lå vi her på vores værelse i hver vores seng mens vores kroppe blev banket godt igennem. Som min massør sagde det, Koreanere kan godt lide det når hun tog ordentligt fat. Så det fik hun lov til hos mig også, danskere skal ihvertfald ikke have ry for at vi ikke kan klare smerte. Men er du gal hun havde stærke hænder. "Does it hurt mister?" "No-no its fiiiiine"
I morgen skal vi ud og dykke med kæmpe stimer af sardiner og hvis vi er heldige også en skildpadde eller to. Herefter kører vi til Cebu hvor vi tager færgen til Bohol hvor vi skal se verdens næstmindste abe og to identiske grønne bakker kaldet Chokolate Hills, efter farve de får når græsset tørrer i tørperioden.
(Jeg beklager eventuelle fejl og kommabøffer - teksten er skrevet på min iPhone hvilket ikke er helt nemt)