Jeg forlod et regnpræget København mod Filippinerne. Billetten krævede 8 timers pitstop i Doha, Quatar. En lufthavn som er knudepunkt for flyrejsende fra hele verden, her var folk i turban, burka, sheiker, smilende afrikaner i nationalklæder, hvide mappedrenge, backpackers, persere, store stimer af fotograferende japanere, amerikanere med cowboyhatte og sydamerikanere på langfart. Det er uden tvivl det mest multikulturelle sted jeg nogensinde har været - og alle var super venlige og smilende.
Efter at have været vidne til denne moderne Noahs ark vente jeg hovedet mod Filippinerne og hovedstaden Manila. I lufthavnen hoppede jeg i en taxi mod centrum og fik her en længere snak med den kvindelige taxachauffør. Hun var meget imponeret over min højde, som jeg forklarede at jeg havde at arbejdet mange år på at nå. Vi kørte forbi adskillige stripklubber og bordeller som hun mente jeg skulle besøge, jeg afslog dog høfligt. Det samme gjorde jeg da hun bragte sine tre døtre på banen. Den ene var uddannet revisor så er heller ikke sikker på at hun havde været tilfreds med moderens plan.
I Manila boede jeg i et guesthouse i en festgade tæt på vandet. Den efterfølgende morgen gik jeg en lang tur langs vandet. Her kom jer forbi Coconut house. Et palads byen havde bygget i vild luksus til Paven da det rygtedes at han havde tænkt sig at besøge det meget katolske land. Da han hørte at byen havde brugt flere 100 millioner dollars på et palads i stedet for rent vand til borgerne, ændrede han sine rejseplaner. Nu bruges der i stedet som bolig for Vice-præsidenten.
Næste interessante oplevelse langs vandet var et slumkvarter hvor de levede under de mest kummerlige forhold og vaskede tøj i et kloak afløb.
Lige ved siden af ligger asiens efter sigende største mall. I midten var en stor ishockeybane efter internationale mål. Ret skægt i et land med temperaturer på 30 grader året rundt. Der var også en udstilling med det ypperste af Filippinernes militære isenkram. Her stod et jagerfly, som lignede noget der var nødlandet under Vietnamkrigen. Børnene fik lov til at få taget deres billede med de Filippinske specialstyrker (det var fædrene der syntes dette var sjovest).
Herefter gik jeg en tur igennem tivoliet på stranden og sluttede af med at spise på en Koreansk restaurant. Det var virkelig en øjeåbner og var virkeligt lækkert, og jeg undres over hvorfor jeg ikke har prøvet det før.
Sent om natten to jeg en taxi til lufthavnen, og var på forunderlig vis kommet ind i den lokale version af den ellers velkendte franske film taxidriver. Vi cruisede med 120 km i tæt trafik, i 3 baner uden sikkerhedssele. Jeg bad en stille bøn og det virkede. Jeg nåede ihvertfald frem.
Lige ud af taxien, hørte jeg en høj kvinde stemme råbe Kiiiiim. Det var lyden af genforening med Maria og Karen.