12-04-2009

Vi er nu tilbage paa Bali, og goer os saa smaat klar til at rejse mod Indien i overmorgen. Vi glaeder os, selvom det bliver lidt soergmodigt at forlade Indonesien, hvor vi har oplevet saa meget. De sidste par uger har vi brugt paa Lombok, men internettet har ikke rigtig arbejdet for os, saa nu kommer der en lidt laengere update.

Turen til Lombok tog hele dagen, med faerge, motorcykel og taxi, saa vi var godt brugte da vi kom frem. Samtidig havde Kathrine faaet en infektion i oeret fra dykning, saa vi skulle finde et hospital i Sengiggi. Turistbureauet paa stedet fortalte os desvaerre at hospitalet var flyttet fra byen, men at de kunne arrangere transport tilbage til Mataram for os (til special price, selvfoelgelig). Vi besluttede heldigvis ikke at stole paa dem og selv finde vej, og hospitalet laa da ogsaa hvor det skulle. Det hele var dog en smule suspekt da de to laeger for det foerste ikke var saerlig gamle, og derudover skulle tage blodtryk og alt muligt maerkeligt, selvom det var oeret der fejlede noget. Da vi skulle betale for antibiotikaen kunne vi vaelge at betale 25 dollars hvis vi ville have kvitteringen med, mens vi kun behoevede betale langt under halvdelen, hvis vi bare betalte ham, men saa ville det vaere uden kvittering. Afskedskommentaren om at hvis vi kom igen skulled et ikke vaere om morgenen og et tilbageholdt latterudbrud da vi var paa vej ud af dooren var vidst rimeligt bevis paa, at vi var blevet snydt lidt. (Maaske var det gartneren eller laegens soen?) Men de maa trods alt have gjort noget rigtigt, for medicinen virkede

Den naeste dag fandt vi nye boeger i den lokale boghandel som havde flere klassikere, bl.a. Lars Larsens selvbiografi "jeg har et godt tilbud til dig". Vi undrede os lidt over hvorfor den laa der (muligvis husstandsomdelt paa Lombok ogsaa?). Ellers badede vi og chillede paa stranden, og vi fik arrangeret vores trek op af Gunung Rinjani, en kaempe vulkan paa midten af oeen. Rinjani er med sine 3750 meter Indonesiens naeststoerste bjerg, og vi var ret spaendte paa hvordan vores 3-dages trek skulle gaa.

Dagen efter startede vi foer daggry med at koere til Senaru, en by ved foden af Rinjani, hvorfra vi skulle starte vores tur. Udover os var der to tyske kvinder og en engelsk fyr, alle rigtig soede, som vi hyggede os med paa hele turen. Derudover fulgtes vi med en guide og nogle portere, som bar telte, mad og vand. De vadede, i deres klipklappere, op af de stejle og glatte klipper med 40 kg. paa ryggen udspaendt over en bambusstang - og blev tilsyneladende aldrig traette. Det var ret utroligt! Som vi hoerte en local sige "we are like the chilis, small but strong!" Vi blev I hvert fald udmattede, og da vi paa den foerste dag blev overrasket af et tropisk regnskyld og alt blev gennembloedt, var vi noget forkomne da vi kom op til vores foerste campsite. Vi moedte et par danske drenge, som fortalte at storstedelen af deres gruppe ikke havde naaet toppen. Vi blev lidt bekymrede over hvad vi egentlig havde rodet os ud i, men ris og varm the hjalp dog paa det hele. Vi spillede kort med de andre og forsoegte at holde de paagaaende aber vaek fra lejren inden vi gik tidligt i seng. Desvaerre var det umuligt at toerre vores ting i den fugtige varme, saa vi froes en del om natten og maatte starte i vaadt toej naeste dag.

Paa andendagen gik det godt, vi undgik regnvejr, og naaede kanten af krateret hen paa eftermiddagen. I midten af krateret er der dannet en stor soe, omgivet af kraterets stejle sider, og i midten af soeen staar en mindre, konstant rygende vulkan. Det var virkeligt flot, og vi holdt en pause paa kanten og spiste frokost. Bagefter startede vi klatreturen ned i krateret. Det var ret fantastisk at sidde inde i krateret og se ud over soeen og det hele blev kronet med et bad i varme kilder. Derefter fortsatte vi rundt langs soeen, og kravlede op til campsite 2, inden vi tidligt kravlede i soveposerne.

Naeste dag blev vi vaekket kl 3 om morgenen, og begyndte turen op mod toppen, som vi skulle naa inden solen stod op. Den ene tysker besluttede at blive i campsite 2, men vi ville hele vejen op. Toppen er 700 meter over kraterkanten, og hele turen gik vi i smaasten som rullede, saa det var to skridt frem og et tilbage. Samtidig var det fuldstaendig moerkt, og vi maatte naesten kravle det sidste stykke. Det var haardt i den tynde luft, men vi naaede hele vejen op inden solen kom frem, og ventede spaendte i moerket.

Solopgangen var sindsygt flot og udsigten helt utroligt - hele turen vaerd. Vi kunne se ud over hele Lombok, og Bali, Gili-oerne og Sumbawa blev lyst op rundt om os. Skyggen fra toppen af Rinjani blev reflekteret op paa skyerne og dannede en kaempe trekant over kratersoeen. (som man kan se paa billedet)Det var megaflot og helt klart et hoejdepunkt paa vores tur indtil nu. Vi foelte os virkeligt glade for at have taget turen op og tilfredse fordi vi havde klaret det.

Da solen var kommet op var det tid til at begynde nedstigningen, foerst tilbage til campsite 2 hvor vi fik morgenmad, og derefter helt til Sembalung, hvorfra vi fik transport til Tetebatu. Vi vandrede omkring 10 timer den dag, og var udmattede da vi kom frem.

Tetebatu er en lille, og meget primitiv landsby paa det centrale Lombok omgivet af ris- og tobaksplantager som hovedparten af de lokale lever af. Her foelte vi virkelig, at vi var kommet langt vaek fra civilisationen, og vi forestiller os at der saa ud som Danmark maa have vaeret for 100 aar siden. Nogle koerte i hestevogn og alt arbejde i terasserne foregik ved haandkraft. Da vi gik gennem byen den foerste dag blev vi fulgt af en hel flok soede unger som stirrede nysgerrigt paa os. Enkelte tog mod til sig og proevede et "hello" og senere spillede vi lidt fodbold og floej drage med dem, hvilket var ret sjovt. Tilfaeldigvis kom vi ind paa "Bale Bale", en lille restaurant som reklamerede med 'homegrown organic food.' Ejeren, Kuz, snakkede virkelig godt engelsk og hans kone lavede fantastisk mad, saa vi kom der hver dag, alle de 3 dage vi blev i Tetebatu. Vi blev gode vennder med Kuz, som har laest engelsk tidligere og rejst rundt og var en vildt dygtig guitarist. Han havde mange visioner om at goere byen til et bedre sted og havde gang i mange projekter. Han underviste landsbyens unge i engelsk, arrangerede moeder for kandidaterne til lokalvalget og hver aften jammede han med de byens store drenge og underviste dem i guitarspil. Kuz underholdte os ved at spille guitar og synge, og han fortalte en masse, om alt fra religion til politik saa vi fik et meget bedre billede af Sasak-folket (befolkningen paa Lombok er muslimer og kalder sig selv for Sasak.) Bl.a. fortalte han om lokalvalget som blev holdt for nylig. Eftersom partierne er fuldstaendig korrumperede, er det ved lov indfoert, kandidaterne opstiller enkeltvis, alle kan stille op og alle koerer individuelle kampagner. Derfor er der 108 kandidater til 7 pladser i det lokale raad, hvilket er totalt uoverskueligt for alle. Korruptionen kan virkelig maerkes i Indonesien, og vi har virkelig laert at 'money talks'. Kuz fortalte ogsaa om deres tro paa aander, som bl.a. kommer til udtryk naar boern er syge, eller folk faar lungekraeft (det goer mange, for ALLE ryger - konstant.) Saa haenger de hvidloegskaeder op i husene og om halsen paa den syge for at skraemme onde aander vaak. Sasak-folket tror ogsaa, at heldet foelger dem hvis de klatrer op af Mt. Rinjani, og det er fast procedurer for mange inden vigtige begivenheder. Vi haaber det samme Rinjani-held foelger os paa resten af turen.

Vi brugte sidste dag i Tetebatu paa at finde ud til et vandfald, men farerede total vild i risterasserne, til stor underholdning for mange boender der var igang med at hoeste. Det var et utrolig flot omraade, saa det gjorde ikke saa meget. Vi blev inviteret paa frokost hos en lille familie midt i rismarkerne, og fandt frem til vandfaldet til sidst. Herefter sagde vi farvel til Kuz, og tog turen med Bemo paa de hullede veje mod sydkysten.

Paa vejen formaaede vi at loebe fuldstaendig toor for penge, saa vi maatte vade rund i byen Praya til de forskellige banker og ATM'er hvoraf ingen tog visa-kort. Til sidst fik vi en mand til at koere os hen til en heaveautomat, istedet for vores staedige forsoog paa at goere alting selv, hvilket tit ender med at vi gaar alt for langt og vader rundt de maerkligste steder. Paa denne tur formaaede Kathrine ogsaa at miste baade telefon og hendes anden kasket - det er sjovt som Malte har mindre og mindre plads i sin rygsaek hvorimod Kathrine hele tiden faar mere.

Vi kom frem til Kuta, en skoen lille by paa Lomboks sydkyst. Langs kyststraekningen er der smaa oede, kridhvide strande og flot turkisblaat vand. Det er formenentlig saadan Kuta paa Bali saa ud foer byen blev overtaget af turister, restauranter, barer, masageklinikker og spabade som fuldstandig overskygger det som oprindeligt har tiltrukket turister og som var hele charmen ved stedet, nemlig stranden og surfingen. Dette sted var tilgengaeld helt uspoleret og meget bounty.

Vi boede paa en fin lille accomodation, og selvom vi delte vaerelse med en kaempe gekko og der boede en froe paa badevaerelset, var det skoent. Desvaerre fik vi begge madforgiftning de foerste dage, og var virkeligt syge, saa vi skulle bruge lidt tid paa stranden og poolen foer vi kom os. (Vi ved ikke helt hvad der gik galt, men der hviler en mistanke over en en kyllingeret og en clubsandwich). Heldigvis blev vi friske, og var snart paa benene igen. Der boede naermest kun surfere paa hotellet, og alle laerte hurtigt hinanden at kende selvom folk kom fra vidt forskellige lande. Folk var enormt soede og vi spiste alle sammen, og om aftenen koerte vi ud og saa solnedgang og drak Bin-tangs. Om morgenen tog alle motorcyklerne, som var den eneste transportmulighed, spaendte surfboards paa siden og koerte rundt til de forskellige spots. En del kom udelukkende for surfingen og var mega-hajer, men vi surfede mest sammen med to schweisiske piger, og vi synes selv det begynder at ligne noget. Vi haaber at kunne proeve igen paa Goa eller Zanzibar senere paa turen.

Vi kunne snildt have brugt laengere tid paa Lombok, og der var ogsaa en del steder vi gerne ville have besoegt, men ikke fik gjort. Til sidst maatte vi dog videre saa vi naar vores fly.

Det har vaeret virkelig fedt at tage rundt paa oeen, som virkerlig er uberoert og overset i forhold til Bali, paa trods af, at Lombok er utrolig flot, har laekre strande, storslaaet natur og soede og imoedekommende beboere. Vi ser frem til at kunne indkludere Taj Mahal og meget andet Indien-stuff paa de komende billeder!

Glade hilsener fra os!