Hej allesammen!

Vi rejste den 5. maj til Bolivia efter den koldeste bustur nogensinde - Lasses hovedpude froes fast til ruden!

Efter halvanden uges tid i dette bjergrige, lamaspaekkede, farverige og til tider iskolde land er vi ved at komme os over kulturchokket. Landet adskiller sig paa mange maader saa meget fra de andre fire lande, vi har besoegt, at det har vaeret som at komme til en anden planet. Bolivia er Sydamerikas fattigste land, hvilket man tydeligt kan se i gadebilledet. Mange af kvinderne gaar i den tradionelle dragt bestaaende af bl.a. nederdel, bowlerhat og numselange fletninger, som indikerer deres civilstatus; fletningerne er bundet sammen hos de gifte kvinder og adskilte hos singlerne.

Foerste stop i Bolivia var i byen Tupiza, hvor vi gennemfoerte et triatlon af den bolivianske slags, som indebar disciplinerne jeep, ridning og downhill-mountainbiking. Det var en vild dag, som boed paa klippe-falloser, ukontrollerbar galloperen og naalesving paa stejle grusveje.

Fra Tupiza tog vi mod oerkenbyen Uyuni, som ligger i 3650 meters hoejde. Da vi kom til busstationen, var billetterne desvaerre udsolgt, men vi var saa "heldige" at faa en plads i chauffoerkabinen sammen med chauffoer, en naergaaende bagagedreng, vores irske rejsebuddy Irene og en anden illegal passager. Med seks mennesker i foererkabinen var der ret traengt, men efter seks timers grusvejskoersel i bjergene kom vi dog helskindede frem til den MEGET kolde by Uyuni. Om natten kom temperaturen taet paa frysepunktet - inde paa vores vaerelse vel at maerke! Malle saa sig derfor noedsaget til at svoebe sit frysende korpus i lamauldtoej fra top til taa. Da vi havde toilet i gaarden, overvejede vi meget serioest at tage porcelaens-natpotten paa vaerelset i brug! Herfra var vi paa en tur i Salar de Uyuni, som er verdens stoerste saltoerken paa 1/4 af Danmarks stoerrelse. Den er opstaaet ved, at en kaempe stor saltvandssoe for 10.000 aar siden udtoerrede og efterlod de enorme maengder salt. Paa turen saa vi bl.a. et hotel lavet af salt samt 1200 aar gamle og 10 meter hoejde kaktusser. Og ligesom alle de andre turister legede vi selvfoelgelig ogsaa med synsbedragelsesbilleder, hvilket den hvide saltbaggrund er ideel til.

Derefter gik turen til verdens hoejeste by Potosí, som ligger i 4060 meters hoejde. Herfra var vi paa en minetur, hvilket var en stoevet, varm, kvaelende og actionpraeget fornoejelse! Iklaedt sikkerhedsudstyr og pandelamper gik og kravlede vi rundt i de moerke gange mange meter under jorden. Mens vi var i minen, hoerte vi en stang dynamit gaa af, og flere gange maatte vi springe til siden for hurtigtrullende minevogne. Ikke maerkeligt, at man skulle skrive under paa, at turen var paa eget ansvar! I kolonitiden doede 8 millioner slaver under de forfaerdelige arbejdsforhold i minerne, og i dag lever minearbejderne i gennemsnit kun 10-15 aar, efter de beynder at arbejde i minerne, af ulykker eller lungesygdom.

Naeste stop var oestpaa i byen Sucre, hvor vi igen moedtes med Lasses soester Mia og hendes rejsebuddy Sarah, som vi havde den vildeste bytur laenge med. Den stoerste kulturelle bedrift blev derfor at tage ud og se 70 millioner aar gamle dino-fodspor med dundrende toemmermaend. En overentusiastisk boliviansk guide, som gerne ville have vaeret amerikaner, gjorde dog turen uforglemmelig. Guiden forstod at bringe liv til sine forklaringer, bl.a. ved at gnide og puste paa plakater for at illustrere erosion. Se videoen her for hans levende illustration af et vulkanudbrud ved hjaelp af en paraply: http://www.offexploring.com/malene-lasse/videos/21589

Da kun omkring 10 % af vejene i landet er asfalterede, og vi efterhaanden allerede har tilbragt mange oemme timer paa de bolivianske grusveje, valgte vi at tage et militaerfly til Santa Cruz. I denne kedelige by boede vi hos en Servas-vaert, hvilket var godt, da der virkelig ikke var noget at lave i byen.

I dag er vi kommet til byen Samaipata, hvor klimaet er naermest tropisk, og hvor vi skal bruge nogle dage paa at se den omkringliggende natur.

Vi haaber, foraaret har bidt sig fast i DK. Vi kommer foerst hjem, naar I rapporterer om sommervejr!

Mange knus

Globetrotterne