Nu er det new zealansk jul, så vi skypede hjem til vores dejlige familier ;) Herefter tog vi mod Waipahihi botanical reserve, hvor vi gik nogle ture inden vi forberedte vores "julemiddag" på trangiaen Maden bestod af oksekødsbøffer, serveret med med kumara og ciabatta som tilbehør. Hertil lækker aioli og pesto som dyppelse. For at gøre det bare lidt julet sang vi et par julesange og spiste julemænd af chokolade.

Efter den lækre middag, tog vi til Tongariro national park. Her gik vi en 5 km. gåtur rundt om Lake Rotopounamo. Vi overnattede på en rasteplads lidt udenfor nationalparken, hvor vi nød en virkelig skøn udsigt. Vi gik dog ekstra tidligt i seng for at forberede os til den lange vandretur, Tongariro Alpine Crossing.

Vi stod tidligt op og kørte straks afsted til Ketetahi carpark. Herfra kom vi kom med en bus til modsatte ende af vandreruten - en 20 km. lang rute gennem fantastisk bjerglandskab med dramatiske og overvældende landskaber. Starten af ruten var let og tillod masser af tid til den smukke natur. Herefter kom vi til en sti med trapper, kaldet Devils staircase - den første udfordring på ruten som endte ved South Crater.

Fra South Crater valgte vi at forlænge turen yderligere med en tur op til den aktive vulkan mt. ngauruhoe, også kaldet mt. doom. Turen op mod bjergets top var virkelig hårdt, da stigningen var meget stejl og jorden under os meget løs. Vejret var derudover fuldkommen diset, så sigtbarheden var meget dårlig. Det utrolige var dog at der fra at være fuldstændigt diset, kom en pludselig opklaring på under et minut. Ekstra fedt var det da man nåede toppen og kunne overvældes af synet af det kæmpemæssige krater. Her nød vi den velfortjente middagsmad. På billedet ses Maiken ved siden af det store krater.

Turen nedad bjerget var i starten svær, da man skred mellem de lette, løse sten, så man faldt og slog sig mod klipperne. Dette var vi heldigvis forberedt på, hvor vandrestøvler og kraftige lange bukser gør en virkelig god forskel. Vi var chokerede over hvor mange der havde begivet sig herop uden den rette påklædning eller fodtøj, og derfor blev langt mere forslået. Da temperaturen om sommeren kan variere mellem 5 og 35 grader, havde vi tøj med til enhver lejlighed. Vi bevægede hurtigt over mod det mere sandede område med løse sten, og herfra var der kun sjov og fart nedad bjerget. Med vægten på hælene kan man sikkert løbe ned af det stejle bjerg. Selv hvis man faldt, var det blødt. På nedturen fandt vi et sted, hvor jorden var opvarmet af den vulkanske aktivitet.

Da vi kom ned til bunden af bjerget igen, begav vi os mod det højeste punkt på selve vandreruten, kaldet Red Crater. Endnu et vulkankrater som her havde et rødt skær. Turen fortsatte forbi smukke, turkisklare søer, kaldet Emerald lakes. Den sidste del af turen, er beskrevet som `Den lange nedstigning. Vi blev meget enige i denne beskrivelse. Vi nød den smukke natur og var meget fornøjede over vores høje fart. Vores overbevisning blev dog mindre, da vejen bare fortsatte i det uendelige. Da vi troede vi snart var fremme, var der stadig omkring 6 km. tilbage. Vores ben var til sidst helt udkørte. Vi var enige om at det skulle være noget MEGET spændende for at vi skulle stoppe op. Ikke længe efter, opdagede vi en Morepork ugle på en gren - det er utroligt heldigt at se dem i dagslys. Dette var spændende nok til at vi stoppede op :)

Da vi endelig så vores bil igen, var det et glædeligt gensyn. Turen startede omkring kl. 7 om morgenen, og vi var ved bilen omkring kl. 7 om aftenen. 12 helt fantastiske timer.