Profile
Blog
Photos
Videos
Vi startede dagen med at tage ind til Sheepworld. Vi gik en tur omkring de forskellige dyr i foldene med mange sjove facts omkring disse. For eksempel kan et får ikke rejse sig selv op, hvis det ligger på ryggen, og en ko kan fornemme lugte ti kilometer væk! Vi gik også en lille tur i skovområdet her.
Allerfedest var dog selve showet. Farmeren gav et godt show med sin fantastiske humor blandet med gode og relevante facts, hvor han gav os et godt indblik i fårehundenes arbejde.. Det er imponerende at se hundende samle fårene, og hente dem tilbage til folden.
Den ene hund sørger lydløst for at fårene samles i en flok ude på marken ved at gå stille henimod fårene. Fårene tror at det er en ulv, så de trykker sig sammen til en samlet flok. Først herefter begynder hunden at løbe, hvor den leder fårene hen til folden og helt hen til dens ejer - jo tættere på ejeren, desto gladere er hunden :) Farmeren blev ved med at flytte sig, så hunden blev ved med at lede fårene hen til ham. Den anden hund kan nemt få fåreflokken til at flytte sig ved at gø. Denne hund er glad, så længe fårene flytter sig - uanset retning :D På billedet ses den første af de to beskrevne hunde.
Får kom til New Zealand med Kaptajn Cook i 1773 og har i dag over 40 millioner får - dette svarer til 12 får per indbygger. New Zealand er på trods af sin lille størrelse, den andenstørste eksportør af uld i verden.
New Zealand har desuden et optimalt klima for maksimal udnyttelse af får per hektar, da de har græs året rundt på deres marker. Efter hvad vi husker, kan New Zealand have 14 får per hektar vs. Australien, der kun kan have 2 får per 14. hektar.
Omkring tre farmere omkommer årligt ved at blive løbet over af en fåreflok, hvilket fremgår under "Accidential deaths" - da New Zealanderne ikke vil indrømme at får kan dræbe.
Farmeren gav en demonstration af kunsten at klippe et får. Det var fascinerende at se hvordan fåret kunne blive helt slapt i hans arme, og dermed gav ham mulighed for at klippe ulden af fåret. Hvert får gror omkring 5,4 kg. uld om året.
En frivillig af publikum blev sat til fåresortering, og skulle med en låge være lynhurtig til at dele fårene i tre grupper efter farve (de havde en farvet plet på hovedet). Dette går utroligt stærkt og pigen havde svært ved at følge med. Dog klarede hun sig overraskende godt.
Showet sluttede af med fodring af lam, hvor stort set alle piger var deltagende. Maiken fodrede et lam og tog et af dem op for at kæle lidt med den:)
Det var et sjovt og lærerigt show, der gav et spændende indblik i det New Zealandske farmliv.
Turen fortsatte nordpå, hvor vi havde et stop med en lille gåtur ved Whangarei Falls. Resten af dagen gik med en lang køretur, hvor vi overnattede ud til en strand med en god udsigt. Det havde været en dejlig dag med den første smule solskin på rejsen.
- comments