Af: Mads Kjær Olsen.

Så kom tiden hvor skulle vi tage afsked med de mange elever efter 4 måneders job som engelsk-undervisere på Linyi No. 5 Eksperimental Primary School.

4 måneder som i starten, inden for klasselokalet medførte et væld af frustrationer og irritationer i takt med elevernes tilsyneladende fuldstændig uinteresserede og respektløse tilgang til vores undervisning, hvilket stod i stor kontrast til livet uden for klasselokalet, hvor utallige high-fives, knusere og smil blev uddelt i flæng til elever på gangene i samspil, med at vores værelse efterhånden fungerede som samtlige elevers opholdssted i frikvartererne.

I modsætning til første del af undervisningsperioden, vil de sidste 6 uger på skolen vil blive husket for de bedste. Om det var fordi at man smed alle faglige ambitioner væk og accepterede de kinesiske spilleregler i klasselokalet, eller om det var blevet vi var blevet bedre undervisere eller om det måske var fordi det hele virkede lidt lettere overskueligt når man kunne se lys for enden af tunnelen er ikke til at sige. I hvert fald blev de sidste 6 uger hevet ud af kalenderen, og pludselig kom dagen for man skulle tage afsked med et nært venskabs-netværk på skolen, såvel som uden for skolen, hvor et intimt lille netværk af andre udenlandske undervisere var blevet etableret.

Afslutningen kom derfor hurtigere end forventet efter en jule-uge med knald på hvor mange lektioner var aflyst til fordel for "Christmas-Parties", hvor eleverne klassevist for en gangs skyld fik lov at løsrive sig fra den ellers strenge dagligdag i form af kage-kast og "Gangnam-style", og efter en uge, hvor juleaften bød på dinner og karaoke med engelsk-lærerne, hvor de ellers hyggelige danske julesange bl.a. blev erstattet af en øm dansk fremstilling af "Last Christmas".

Så udover kulden, datoen og vores indsats som julemænd, som vi "valgte" at berige skoleelever og børnehavebørn med, på skolens opfordring, var der ikke meget jul at spore i Linyi. Derfor igangsatte vi en kæmpe jule-kæde baseret på "Nu-det jul igen" i frikvarteret, som (måske lidt for) hurtigt udviklede sig til en stor menneskestrøm med 2 danske julesyngende frontfigurer samt et utal af trofaste forfølgere som tappert kæmpede med alle midler for ikke at blive hægtet af festlighederne. Turen kulminerede i et menneske kaos i skolegården, hvor vi med alle midler prøvede at få samlet alle i en stor kreds for at "danse". Hvad vi imidlertidig ikke vidste, var, at mange af vores nu ustyrlige følgesvende havde "selvtime/lektie-time", hvilken selvsagt blev fuldstændig spoleret. Da vi derfor efterfølgende spurgte lærere om vores initiativ var OK, fik vi derfor ikke noget svar-meeen det gav nu bare vores optog en ekstra finesse. ... og JA, vi fik lavet en "kreds" til sidst, og JA det super fedt at implementere en alternativ praktisk kultur-oplevelse i den kinesiske stolte ramme.

Desværre blev vores farvel til skolen og ikke mindst til eleverne lang fra som ønsket. Trods indkøbte gaver og små kort, nåede vi hverken at få sagt farvel til vore "yndlingselever", som ofte havde været et plaster på såret under undervisningen, eller til skolens personale, som man aldrig rigtig havde snakket med, men som man alligevel havde et eller andet med. Den manglende tid til at tage ordentlig afsked skyldtes bl.a. vores (manglende) evne til pakke, sortere og ikke mindst e selektere i skrammel, materielle minder mm, som man gennem opholdet havde samlet sammen samt vores plan om at rejse en dag før end egentlig planlagt, så vi kunne holde nytår i Xi'an.

Farvel-scenen var derfor et sandt kaos, hvor vi, fuldstændig proppet med alt for mange tasker, fræsede igennem lokalerne for at sige farvel og langt fra nåede alle. Vigtigst at alt var dog, at vi fik, pålagt (selvfølgelig), nåede at sige ordentligt farvel til skolens 3 ledere, hvilket for os var næsten ligegyldigt, da man ikke havde haft noget med dem at gøre udover til de formelle lejligheder… Sikke en afsked.

Men måske var vores afsked med skolen meget sigende for vores ophold - en oplevelse af Riget I Midten, hvor alting set synes at stå på hovedet, og indeholder en dagligdag, som har sit helt eget samfundsmæssige, kulturelle og menneskelige sprog, og som på ingen måde lader sig vælte af udefrakommende påvirkninger.

Med rygsæk på ryggen - en ny rejse kan begynde

Det går stærkt i Kina. Det går rigtig rigtig stærkt, og d. 29/12, få timer efter afskeden, var vi klar til at udforske den tidligere kinesiske hovedstad, Xi'an, som har haft en historisk vigtig rolle for Kina. Mest berømt er uden tvivl Kejser Qin Shis "Terrakotta-hær" fra 210 år f. Kr. - en underjordisk hær af mere end 8.000 ler -heste og soldater samt og bronze-vogne, som skulle beskytte kejseren efter hans død. De 3 dage i Xi'an fløj af sted hvor grave, gamle gader, muslimske kvarterer blev besøgt og hvor ny mad blev afprøvet - ofte med held.

Som tidligere nævnt kan og vil Kina alting selv. Mens julen var en udreven side i ordbogen, havde vores nytår aldrig været med i bogen. Vi kunne derfor stige ud af en taxa 11:55 til det vi troede ville være et område med fest og farver og erkende at vi godt kunne pakke vores forventninger om et fyrværkeri-show eller et brag af en nytårsfest langt langt ned i tasken og først tage det op til det kinesiske nytår - det RIGTIGE nytår som kineserne så beskedent siger. For selvom den internationale millionby tiltrækker utallige turister til, så åbner den sig, på visse områder, ikke for vestlig kultur.
Klokken 00:10 tog vi derfor en taxa tilbage til vores lille youth-hostel og kunne igen erkende at det vestlige nytår var en fuldstændig uinteressant skikkelse dømt ud fra de tomme gader, den klare himmel og stilheden, som kun blev afbrudt af lyden fra den kolde vind.

Efter Xi'an rejste vi igen tilbage i tiden ved at besøge UNESCO-tildelte by, Pingyao. En utrolig charmerende by, med ældgamle gader huse og byggestil, der lå samlet i et kvadreret vejmønster. Trods -15 grader, for lidt søvn og ikke-varieret kost, var humøret i top og dagen blev hurtigt tilendebragt efter en minde udforskning af den bemærkelsesværdige by.

I løbet af dage faldt vi også i snak med en 25-årig kineser og fik om aftenen, til alt held, arrangeret at vi kunne følges med hendes rejse gruppe til Beijing i stedet for at stå op i 12 timer i et stopfyldt tog, som vi ellers havde planer om. Transportmidlet var bus, og hvis man ikke havde fået nok sang-lektioner juleaften, fik man det i hvert fald her et ekstra med i bagagen, hvor de sangelskende unge kinesere over mikrofon-anlægget gav den gas.

Når optimisme trodser kulde (og fornuftighed) !

Næste stop er nu koooooooolde nordlige Harbin (-30 til -35 grader), som vi med let-nervøse, men spændte tanker har set frem mod et stykke tid. Byen er en kæmpe sne/is by, hvor der bl.a. bygges kæmpe skulpturer af sne og et mindre is-by-kompleks opsættes og lægger navn til byens berømte årlige "Ice & Snow Festival", som skydes i gang d. 5. januar.

Hvis I ikke hører noget fra os det næste stykke tid, skal I det derfor nok lige tjekke om der spontant er kommet 2 nye is-skulpturer i is-udstillingen. ;-)

- - Jonas & Mads