Så er der igen nyt fra Riget i Midten

Overskriften er denne gang semesterets eneste ferie: Kinas "Mid-Autumn-Festival", hvor turen gik til Shanghai og omegn, og hvor vi for første gang, under vores ophold, fik mulighed for at opleve lidt på egen hånd.

Indledningsvist skal der ikke lægges skjul på at ferien var meget tiltrængt. Undervisningen tager hårdt på kræfterne og da skemaet ikke tillader at vi i løbet af dagen tager væk fra skolen, kan vores bevægelsesfelt reduceres ned til nogle pinlig beskedne kvadratmeter. Tæller man skolens "eftermiddags-aktiviteter" med, hvor vi også underviser i engelsk, er vi derfor nu på pletten i tidsrummet fra 07:40 til 16:20 / 17:30, (her har vi dog indlagte store pauser). Men da det allerede bliver mørkt klokken 6, er det begrænset hvad vi kan nå, når det tager ca. 30 min med bus ind til byen, hvor det i øvrigt ikke sker noget.
Vi har da også hurtigt fundet ud af, at det ikke er gennem undervisningslivet, at den store optimisme skal findes. Det generelle niveau blandt eleverne er fortsat utrolig beskedent, og lektionernes formål, er derfor blot at introducere simple ord, som ugedage osv., hvilket foregår gennem diverse aktiveringslege. Men at opfinde lege, der aktiverer 60 elever på én gang og som er sjovt, udfordrende og forståeligt OG som inkluderer engelsk tale, men som IKKE tillader andet end vertikal bevægelse (pga. de små klasselokaler), er en udfordring…

Vores nyindkøbte små cykler er blevet brugt til at udforske området omkring skolen. Desværre er det gået op for os, at skolens lokalitet, mildest talt, er utiltalende, da svømmehal, fitnesscenter, parker og kulturelle ting er blevet erstattet af kedelige, halvfærdige bygningsprojekter og små støvede veje, der dog pyntes en smule af små frugtsælgende boder i den støvede og grå luft.
Konklusionen er derfor klar: Linyi er, trods sine 1.7 mio. indbyggere, en farveløs og kedelig by og undervisningen er alt for basal og uudfordrende - faglig set. Til gengæld er det at tæmme de små djævle (elvernes kælenavn, som vi har givet dem - det var ikke svært at finde på det navn) mere udfordrende end hvad godt er.

Men nok om pessimisme og råbende elever der stadigvæk spørger "What's Ya næma?", før hver undervisningstime, men som lukker sig inde i tegneseriernes verden, når timen begynder.


Shanghai - en åben bog af kontraster

Kina er bare Kina, og det kan og skal vi ikke lave om på. Alligevel ville det nu være rart hvis bare et fåtal snakkede engelsk - eller i hvert fald de personer, som sidder bag skiltet "English Service" på offentlige transportstationer, men som alligevel ikke forstår engelsk.
Men igen genkendes billedet:- Kina er jo facadens land og jo bedre overfladen af tilværelsen ser ud, jo bedre. At have et engelsk skilt - på engelsk - udstrålet jo en form for udvikling, ikke?
At få billetter var derfor selvsagt ikke let. Det krævede at vi skulle booke billetterne telefonisk, hente dem på stationen 1 dag før afgang. Let nok - HVIS MAN KUNNE KINESISK. Heldigvis hjalp lærerne med at booke, og vi nåede lige præcis at hente billetterne og komme tilbage til skolen, før undervisningen startede. (2 timers transport).

Men trods transport-stress på den egentlige rejse dag, (bussen til busstationen valgte midt under kørslen at stoppe, så vi på bedste tegn-og-gæt manér måtte forklare at vi var på vej til busstationen, men ikke vidste hvilken vej, eller hvilken ny bus vi skulle tage (og at vi i øvrigt havde lidt små-travlt!), nåede vi alligevel den rigtige bus og kom godt af sted. Så da vi søndag d. 30/9 fik foldet vores ben ud, fra de komprimerede kineser -senge i sovebussen, kunne vores ferie endelig begynde….

Vi fandt hurtigt vores hostel i udkanten af centrum, hvor vi tilbragte 5 gode nætter.

Det var derfor med oprejst pande, optimisme og med frisk luft i lungerne at vi kastede os ud i at udforske millionbyen Shanghai.



Tea-party!! - Pas nu på du ikke brænder dig på teen!

Selvom vi var kommet til storbyen, der i langt højere grad præges af et internationalt miljø, skal man ikke beklæde sig med tillid - specielt ikke den første dag. I hvert fald stod vi nøgne efter at være blevet lokket til et tea-party med 3 unge kinesere, som til en start bare ville tage et billede af os, og som efterfølgende virkede imødegående og venskabelige, men som i virkeligheden var fupmagere.
Efter 10 minutters snak blev vi diskret inviteret til at se en kombination af kungfu og te-drikning, (ja det lyder meget underligt, og det var da også derfor vi gerne ville se hvad pokker det var for noget), som de var på vej til. Det var gratis, og vi kunne bare gå igen, hvis det ikke var noget særligt, sagde de.
Vi blev nu ført ind i et lille rum, hvor en yndig kinesisk dame hurtigt kom og introducerede hvad der skulle ske - på kinesisk. Heldigvis var vores 3 "venner" fine til engelsk, og vi blev hurtigt fortalt, at dagen i dag (Midt-Autmn-Day(hvilke var rigtig nok)) var en meget speciel dag, og vi skulle vælge vores kinesiske yndlingstal, hvorefter man så skulle drikke det antal kopper te. Vi fik nu en bog med en masse forskellige slags te, som vi kunne prøve, og fik efterfølgende serveret 6 forskellige slags te: den ene for kærlighed, den anden for langt liv osv., osv.

Vi fik introduceret at man skulle drikke dem på bestemte måder, være opmærksom på smagen osv., osv., men det var nærmere en kamp end fornøjelse fordi vandet var jo kogende og efter at have skoldet sin tunge på kop nr.2, kunne man ikke smage forskel på resten, men roste dem selvfølgelig alligevel. Høflig som man var.
20 minutter efter diverse fortællinger og små svedeture, kom dommen: BETALING! (ARH!)

Hver kop te kostede mellem 28 RMB og 128 RMB. (1 RMB≈1 Dkk)
Vi skulle nu pludselig betale, ikke bare for os selv, men også for de 2 unge damer, der var studerende og derfor ikke havde råd(?!). Desuden var vi mere eller mindre forpligtet til at købe en "tea-boks".
Så alt i alt skulle vi tilsammen betale (hold nu fast) svimlende 1645 ,- RMB !

Vi prøvede selvfølgelig at fravriste os den fuldstændig urimelige situation med høflig og logisk argumentation, men det lod ikke til at vi kunne slippe af sted med at undgå at betale.
Efter vores første 3 timer i Shanghai havde vi altså ikke set kung fu, men i stedet hver betalt 800 kroner for 6 "kobber te" (fingerbøl-størrelse)


På opdagelse i Shanghai

Til trods for den trælse start, blev de næste dage utrolig inspirerende og optimisme og overskud blev skudt ind i vores te-fyldte kroppe.
Vi tillod derfor ikke afslapning, og hver dag (efter fri morgenmad på vores hostel - med HAVREGRYN!!!!) gik derfor med diverse kunst-historiske museer, parker, akrobatik-opvisning, sightseeing, lange gåture mm.

Det var utrolig interessant at opdage Shanghai indefra og se hvor splittet denne by egentlig er. Byen er opdelt i distrikter, som lever og fungerer fuldstændig uafhængigt af hinanden. På den ene side er der "den gamle bydel", hvor ældgamle bygninger med skæve tage og buddhistiske templer er placeret. Mindre end 1 kilometer væk mod øst ligger berømtheden gade, "The Bund", som hver dag lader sig betræde af flere tusinde besøgende, der begejstret fotograferer de majestætiske bygninger der magtfuldt dominerer Shanghais nye hjerte: finans-området nærmere kaldt som "Pudong"

Men Shanghais bemærkelsesværdige udvikling, efterlader også en tydeligbefolkningsmæssig konsekvens. Her er gaderne der er hægtet af i udviklingsafsættet, og som nu kan udstråle økonomisk stagnation. For blot ca. 5 km vest fra Pudong ligger små beskidte gader, hvor manglende velstand og udvikling stritter ud til alle sider. Her bliver man mødt af sælgere, der prøver at lokke dig til at købe bare 8 af de 400 guldfisk der lever i en stor plastiskpose, eller en af de pølser som har ligget på stegepanden, men som nok aldrig har indeholdt kød.

Shanghai repræsenterer derfor hele Kinas situation; et land med store ambitioner og ressourcer, men også et land uden sammenhold og medmenneskelig forståelse.


Reviderede planer - Det Gule Bjerg må vente

Vi ønskede at tage til det berømte gule bjerg, som ligger 600 km vest for Shanghai, men fordi alle kinesere havde ferieuge, var alt proppet og det ville koste 1500 kr. at komme derhen med overnatning. I stedet tog vi til "Suzhou" - en charmerende provins, 40 minutters togkørsel fra Shanghai. Byen var besmykket af smukke gamle haver, som blev omkranset af mure, og som indeholdt en fredelig og meget afslappende atmosfære. Desuden var der masser af liv, og på bedste "Venedig-stil", kunne man gå langs små kanaler, mens fri musik og spændende boder i stor stil viste muskler langs kanalerne.

Den sidste feriedag blev brugt i berømte Nanjing. Her valgte vi at tage et tog midt om natten (afg.04, ank.08) for at spare penge, da billetten var billigere og vi så ikke behøvede vi ikke at overnatte på et hostel.
Turen blev et sandt inferno. Toget var PROPPET og vi havde kun reserveret SÆDER, men åbenbart ingen borde. Vi skulle altså prøve at sove på et sæde der for alt for lille og placeret i en alt for fyldt togvogn klokken 4 om natten. Lyset var tændt, folk spillede kort og snakkede højlydt, børn græd og madrester flød på gangen. Altså noget der fik selveste DSB til at virke attraktiv.
Der var en grund til at billetten var så billig…

Om ikke andet kom vi da frem til Nanjing, hvilket også er en historisk og kulturel meget spændende by. Vi så mindemærket om Nanjing-massakren fra 1937, som selvfølgelig var ovenud tendentiøs i Kinas favør, da Nanjing blot var den uskyldige by, der blev ramt at de dæmoniserede djævle fra Japan. Om det politiske spil før 1937 og det politiske motivet for angrebet var der selvfølgelig ikke nævnt noget om….

Ferien var derfor alt i alt virkelig inspirerende og da mandagen nærmede sig, havde vi da også begge glemt alt om den lidt kedelig hverdag i Linyi.
Så nu pønser vi på at kunne komme af sted igen i weekenderne hurtigst muligt.

Vi vil uploade nogle billeder fra turen i løbet af næste uge.

Billedet er fra "The Bund"


- Jonas & Mads

P.s.
I forhold til tea-party-historien skal det nævnes at vi 2 dage efter episoden (efter råd fra vores hostel, som var meget kendt med disse situationer og som havde hørt om beløb op til 16.000 RMB), ringede til politiet, viste dem stedet, og gik med politiet i ryggen ind i butikken og fik ALLE penge refunderet. Pludselig kunne man grine af episoden.


p.p.s.
Rugbrød, kødpålæg (som faktisk er kød) og SPAGHETTI MED KØDSOVS modtages med kyshånd, hvis I skulle have noget tilovers.