I går (18/2) var igen store rejsedag. Kl.08.00. satte vi kursen tværs over til den modsatte kyst. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor vi sksl så tidligt op hver dag. Det skulle forestille at være en ferie... Udover den tidlige start på dagen, så regnede det os. Dagen startede på alle måder i minus. Heldigvis var køreturen fra vestkyst til sydkyst ikke så længe, og regnvejret fuldt heldigvis ikke med os. Vi var i hvert fald så optimistiske at tro vi var sluppet fra. Det viste sig senere at det bare var blevet lidt forsinket. Dagens destination var Koh Samui. Det er den næst største ø i Thailand. Phuket er den største. Færgeturen fra fastlandet forløb nogenlunde uden problemer. Hvis man altså ser bort fra den alarm, som blev ved med at lyde på båden. Det var en meget høj og skinger alarm. Ikke noget man ønsker at høre, når man er fanget på en båd langt ude på havet. Det ville være en lang svømmetur til fastlandet, hvis færgen lige pludselig gik under! Regnvejret indhentede os da vi lagde til i Koh Samui havn. Heldigvis holdte vores minibusser klar, så vi nåede dårligt nok at opdage regnen. På vej til hotellet gjorde Dek stop ved et madmarked. Her fik vi lov til at smage traditionelle riskiks. De smagte lidt ligesom popcorn med sukker? Ikke en dårlig oplevelse, men heller ikke en smagsvariant jeg kommer til at mangle i mit liv.

Endnu en gang blev vi indlogeret på et lækkert hotel med enorme værelse. Jeg er slet ikke vant til at have så meget plads på et hotel. Da vi havde fået bugseret al vores bagage op på værelset, var det tid til en lille rundvisning i regnvejret. Hvis jeg ikke havde vist bedre, så ville jeg have troet af jeg var tilbage i Danmark med al den regn og blæst. Ikke på ferie på en tropisk ø i Thailand. Efter en hurtig rundvisning (strand - den vej, og mad - den vej) var det tid til frokost. Tatjana, Nadine, Verina og jeg havde fået nok af ris, så vi valgte noget så eksotisk som frokost på McD. Nogle gange har man altså bare beug for junkfood. Og specielt når vejret ikke ligefrem var med os. Planen var at vi efter frokost skulle have slappet af på stranden. Den plan blev dog hurtigt skrottet. Bølgerne var højere end os og desuden havde de hejst det røde flag. Tænk jeg vidste slet ikke at de også brugte "bade-flag her i Thailand. Man lærer noget nyt hverdag. Vi skiftede stranden ud med en tur i poolen i stedet for. Rooftop pool lyder ikke dårligt. Og det var det sådan set heller ikke. Hvis man altså lige see bort fra den kolde vind, og lukker øjnene for al det skrald der lå på tagkanten under os.

Klog af skade (ikke flere øreproblemer! 7-9-13!) skyndte jeg mig op, og tog et varmt bad. Derefter stod på tiltrængt afslapning indenfor i varmen, mens regnen trommede på tag og vinduer. Som altid gik vi samlede flok ud og spiste aftensmad med Dek. Det gode ved at have en guide er at man altid spise de mest autentiske steder. Så dagens middag blev indtaget på Thailandsk madmarked. Samme princip som på Papirøen. En masse boder med forskellige retter. Eneste forskel er at her sætter man sig, og så kommer de med alle menukortene. Så kan man ellers sidde der og være forvirret og noget overvældet over alle mulighederne. Ikke noget med at gå rundt og kigge. Man skal ikke en gang op og bestille. Der kommer en ned og tager din ordre, og råber den videre til det pågældende køkken. Det var total kaos. Der kom mad og drinks flyvende fra alle sidder. Hvordan de kan holde styr på det, kan jeg slet ikke forstå. Efter middagen var det meningen vi skulle have set et ildshow, men på grund af regnen blev planerne igen igen ændret.

I stedet så vi et Cabaret Show. Jeg ved hvad du tænker, og nej det ikke a la Wallmann's i Danmark. Cabaret betyder i Thailand Dragqueens/Lady Boys som mimer med på mere eller mindre kendte sange. Og måske har de et par dansere med i baggrunden. Showet her var specielt for at sige det mildt, men uden tvivl underholdende. Der var 2 par på første række som havde en fest. De begyndte sågar at proppe pengesedler ned i deres kostumer. Dem der stod for showet var okay. Den ene kvindelige danser lignede en som hellere ville være alle andre steder end på scenen. Til gengæld havde en af de mandelige danser nok entusiasme til at opveje for det hun manglede. Han var så på at han på et tidspunkt helt glemte at forlade scenen. Alle drengene i vores gruppe sad på en af de forreste rækker på trods af Dek's gentagende advarsel - "They go for the pretty boys". Og ganske rigtige. Lige pludselig var Reagan hævet op på scenen til sin helt egen lapdance. Generelt var det en sjov oplevelse, men det jeg så sidste gang i Chiang Mai var uden tvivl bedre.

Aftenen bød ikke på noget festivitas fordi vi skulle tidligt op i dag (19/2). Vi startede dagen kl.07.30 (Igen, hvorfor så tidligt?), og satte kursen mod Ang Thong National Marine Park. Regnvejret var desværre ikke forsvundet over natten, men i regn og slud tager den rejsende ud. Så vi fortsatte ufortrødent med båd ud på det store hav til en dag fyldt med smuk natur, og lidt mere vand end vi havde ønsket. Ang Thong minder på mange måder om Khao Sok og Halong Bay, og så alligevel ikke. Når nu jeg tænker over det, så minder det mere om The Whitsundays i Australien. Der er de samme ø'er med meter høje klipper og grøn frodig natur. Her er der bare lidt mere luft i mellem. Man føler ikke at man er omringet på samme måde som i Khao Sok. Vores første stop kom efter en times tid. Vi lagde til ud for en lille bugt. Der kom hurtigt to longtail både ud og hentede os. Vores båd var alligevel for stor, og vandet for lavt, til at vi kunne komme helt ind til land uden lidt hjælp. Inde på land begav vi os op til et plateau hvorfra vi kunne se Emerald lake. En smuk turkisgrøn saltvandssø omringet af regnskov. Nogle kender den måske som The Blue Lagoon fra filmen The Beach med Leonardo Dicaprio. Turen op af de stejle trapper tog 20 minutter, men det var det hele værd! Jeg kunne have brugt flere timer på at nyde udsigten. Søen nærnest indbød til en dukkert, men det var desværre ikke tilladt.

Tilbage på båden var det frokost tid. Hele seancen mindede dog om noget man ser i dokumentarer om amerikanske fængsler. Alle på række med en bakke, og så blev der ellers øst op af ris, kylling, grøntsager og frugt. Men på trods af manglende tallerken, så smagte det fantastisk. Næste stop på turen var øen Koh Wua Talap. Igen "Same procedure as every year James". Vi lagde til ud for bugten, og et par både kom og fragtede os ind til øen. Skyerne var blevet lidt mørke i horisonten, men det virkede nu alligevel til at være langt nok væk til at vi ikke var bekymret. Højdepunkt her var Pha Chan Charat Natural Trail. En ca. 30 minuters gåtur til toppen af øen hvorfra man normalt ville have en fantastisk udsigt udover national parken. Halvdelen af gruppen blev på stranden, mens den anden halvdel begav sig op mod toppen. Vores guide sagde at vi skulle op nu, for man vidste aldrig hvad de mørke skyer bragte med sig. Som sagt så gjordt. Vi blev budt velkommen af en abe, som sad på en gren ved starten af stien, og nysgerrigt kiggede på os. Godt nok var der lavet trin, men de var lavet til kæmper, og ikke en lille lav dansker som jeg. Vi nåede første udkigspost uden problemer, dog lidt svedige. Ved næste udkigspost begyndte det at dryppe lidt. Dog ingen grund til bekymring for vi gik i læ under regnskovens trætoppe. Ved udkigspost nr. 3 åbnede himlens sluser sig. Det stod ned i stænger. Vi holdte dog fast i optimismen, og fortsatte mod toppen med håbet om at regnvejret ville stoppe. Det gjorde det ikke. Da vi endelig nåede toppen lignede vi alle, nogen der havde taget en tur i havet med tøj på. Jeg har aldeig været så gennemblødt i mit liv. Og den smukke udsigt vi skulle have set? Ja den var nu dækket af mørke skyer og tåge. Med lidt held kan man måske lige skimte en enkelt ø på de billeder jeg fik taget. Der skal lyde en stor tak til Willie, som opbevarede mit kamera og min telefon i hans vandtætte taske. Uden ham og habs taske havde både telefon og kamera nok måtte lade livet.

Og da vi troede det ikke kunne blive værre tog regnen til. Det var ligesom at stå i haglvejr, så hårdt slog regnen mod hud. Næste udfordring kom da vi skulle ned. Glatte våde stejle trin og våde sko er ikke en god kombi. Langsomt begav vi os ned. Og på trods af et på skred, så kom vi alle ned i et stykke uden brækkede ankler. På stranden havde resten af gruppen heldigvis sørget for at få alle vores ting i læ, så vi havde heldigvis håndklæder og tørt skifte tøj. Men hvad gør man nu allerede er drivvåd? Man bader da i regnvejr! Så af med det våde tøj og ud i havet med os. Det var faktisk varmere at være i vandet, end det var at være på stranden. Efter vores badetur gik vi en tur på stranden, mens vi ventede på at skulle tilbage på båden. Der var ingen grund til at tage tørt tøj på. Det ville alligevel blive vådt på ingen tid. Så blev det endelig tid til at skulle tilbage til båden. Ikke noget jeg så frem til. Vinden var taget til og bølgerne blevet større. Det kunne ikke være godt for min søsyge. Det viste sig at vi skulle ud på en lille trekkingtur for at komme tilbage til båden. Så det var jo helt perfekt at jeg havde taget vandreskoene af og klipklapperne på... Efter vores uventede trekkingtur kom næste forhindring. Landgangsbroer er normalt fasttømret og ubevægelig. Ikke her. Blå firkantede plastikkasser holdt sammen af snor, som gyngede i takt med havet. Vi lignede en flok stive mennesker på vej hjem fra L.A. bar. Hvordan ingen af os faldt i vandet er mig en gåde!

Turen tilbage til havnen var en gyngende fornøjelse. Heldigvis sov jeg det meste af vejen, så søsygen nåede aldrig at ramme mig. Og som en bonus nåede vinden at tørre mit tøj inden vi lagde til. Det er nu anden gang på denne tur, jeg har brugt en stor del af min dag på en båd, uden at blive søsyg. Måske er jeg ved at forvandle mig til en ægte søulk? Vi brugte et par timer på hotellet til at slappe af i tørvejr. Det var tiltrængt. Man ved man har været for længe på en båd, når det føles som om man stadig gynger. På trods af man ståe fuldstændig stille. Det var vist godt den tur ikke var længere. I dag spiste vi aftensmad på det andet madmarked. Same same but different som Dek hele tiden siger. Bagefter gik vi på jagt efter lange bukser til brug i Malaysia. Malaysia er et muslimsk land, og for at respektere kulturen skal man gerne have dækket knæ og skuldre. Sidste punkt på dagens program var uden tvivl tiltrængt. Man kan da ikke forlade Thailand uden at have fået massage. Så der sad vi på rad og række og fik fod/benmassage efter fulgt af skulder/nakkemassage. Det var den bedste idé, vi har fået på denne tur indtil videre.

Nu ligger jeg her i min seng, og burde faktisk sove. I morgen center en lang rejsedag på hele 14 timer. Vi siger farvel til Thailand, og goddag til Malaysia. Vi starter allerede kl.05.30! Jeg begynder at tro de slet ikke ønsker at vi skal have en hel nats søvn på denne tur...