Profile
Blog
Photos
Videos
Endelig, endelig, endelig blev det d. 24. december, og dermed min første jul væk hjemmefra. Dagen startede med at vi alle stod op, hvorefter Nora, Frede og jeg lavede pandekager. Vi havde købt nutella, så det var virkelig vidunderligt - specielt når den mad vi plejer at få om morgenen er hvidt brød uden noget og the. Efter morgenmaden var der dømt afslapning, for vi havde ikke nogen planer før om aftenen. Vilde, Frederik og Amalie lavede ris a la mande, mens vi andre hyggede og nød solen. Jeg brugte noget af tiden på at åbne de julegaver, jeg havde fået med hjemmefra. Det var vildt underligt at sidde midt på dagen i høj solskin og 25 graders varme og åbne julegaver - og så endda uden familiens tilstedeværelse. Hen på eftermiddagen skypede jeg hjem, for at ønske god jul. Alle fire var der, og det var rigtig rart at se dem, men jeg kunne også mærke, at det gjorde ret ondt i maven ikke at være hjemme ved dem juleaften. Efter lidt tid kom Søren, Niels, Lisbeth og Gert også. Det var vildt hyggeligt også at få snakket med dem, og få fortalt om livet og hverdagen hernede!! Efter en times tids snakken, var det desværre blevet tid til at afslutte, da taxaen, som skulle køre os hen på restauranten var kommet. Jeg skyndte mig at pakke min rygsæk, og så var det ellers afsted. Restauranten vi skulle spise på, ligger lige i udkanten af Nanyuki. Stedet hedder Lilly Pond, og er et hyggeligt træhus omringet af en stor dam. Stedet bestyres af en brite, og dermed var det vores håb, at de ville kunne lave noget dansk julemad til os. Det var super hyggeligt, for der var kun os seks samt vores lærer, Moses, og Vincent og Charles som er ansatte på platformen. Efter lidt tid kom maden, og jeg blev virkelig postivit overrasket over at se, at de rent faktisk havde formået at lave noget der mindede om dansk julemad. Der var både flæskesteg (MED sprød sværd!!!), brunede kartofler, alm. kartofler, rødkål og brun sovs. MUMS!! Det hele blev skyllet ned med nogle kenyanske øl, og til dessert havde vi medbragt ris a la mande, som var lavet på ingredienser tilsendt fra Danmark, så det smagte (næsten) lige som derhjemme. Stemningen var virkelig i top, og den blev bestemt ikke værre, da vi igangsatte pakkeleg. Det var den sjoveste pakkeleg, jeg nogensinde har prøvet, for alle var vildt entutiastiske! SÅ sjovt!! Der blev sat musik på, og så blev der ellers bare grint og hygget. På et tidspunkt blev Macarena spillet, og den var jeg da helt med på, så jeg stillede mig op og dansede den, og Charles kom og joinede. Efter lidt tid kom en taxa som kørte os ind på et diskotek kaldet Sporties, hvor vi ellers bare dansede og havde det sjovt resten af aftenen. Det havde VIRKELIG været en sjov juleaften. Fuldstændig anderledes fra hvad jeg er vant til, men bestemt en oplevelse, jeg vil huske. Da vi var blevet trætte, tog vi en taxa hen til vores hotel. Dumme som vi er, havde vi ikke bestilt værelser nok i god nok tid, så vi endte med at måtte sove fire personer i en dobbeltseng. Ikke ligefrem den bedste søvn, men det gik. Næste morgen spiste vi morgenmad på en lokal restaurant, og efterfølgende tog vi en taxa hjem. På grund af, at det jo er jul d. 25. i Kenya, var det fuldtændig umuligt at få fat i en taxa. Efter lidt tid lykkedes det dog, men den vi fik fat i, var bare en almindelig fem-personers bil, så vi måtte mase os 9 personer sammen i den lille bil; to på forsædet, 5 på bagsædet, og 2 i baggagerummet. Da vi endelig kom frem til platformen, slappede vi godt og grundigt af, og her til aften har vi så fejret kenyansk jul med lækker mad.
I morgen tidlig starter vores bestigning af Mount Kenya. Glæder mig ret meget, og er sikker på, at det bliver en fuldstændig fantastisk oplevelse!!
- comments
Moster Tine Kære Line. Sikken en juleaften. Den glemmer du aldrig! Vi sidder og slår mave ovenpå en helt fantastisk julefrokost fra Bedstemors hånd. Kærlige hilsener fra Bedstemor og bedstefar og alle os andre
Mor Kæreste skat. Du kan tro, at du var savnet juleaften hos os. Det var så dejligt at snakke med dig, og det lyder heldigvis til, at du har haft en skøn og sjov juleaften. I dag har vi haft julefrokost hos Gert og Lisbeth, og nu er farmor hjemme hos os. Jeg glæder mig meget til at høre om din bjergbestigning, og om du klarer strabadserne. Knus fra mor.
Lillian Larsen Kæreste Line. Hvor lyder det da bare spændende ,en ,noget helt vildt anderledes juleaften.Jeg hører de andre var glade for at se og tale med dig .Jeg glæder mig til at høre tale og ikke mindst se dig . Spændende hvor meget du oplever på turen til Mount KENYA. Jeg glæder mig på dine vegne. kh Farmor
Inge Brings Hejsa igen! nu er vi med igen, vi så jo bjergklatringen, men så faldt vi ud ad systemet, og vi klodsmajorer kunne ikke finde dig igen, før både Anne og din mor trådte til. Det lyder fantastisk, alt det du oplever, dejligt at kunne se, du bringer opmærksomheden med på turen, husk det, husk det, så du altid kan tage det frem og glæde dig. Du møder jo rigtig mange dejlige mennesker,små og store, danske kammerater og afrikanske børn og voksne, som sikkert også vil huske dig. Kærlige hilsner og knus fra Bedstemor