Sara skriver:
Nå, men vi ankom til La Paz, og havde egentligt bare planlagt at blive i 2 dage, men inden vi havde set os om var der gået fem dage før vi kom videre. Det betød så også at vi fik ordnet en masse ting i La Paz, f.eks. fik vi sendt en pakke hjem med en masse souvenirs vi havde fået købt, fordi der simpelthen er begrænset plads i vores rygsække. En af dagene i La Paz blev dog også brugt på en mountainbike, fordi det simpelthen var et must når man var i La Paz, at prøve at køre ned ad den såkaldte Death Road på mountainbike. Så på trods af tøven, og lidt angst fra os begge, blev vi enige om at det skulle prøves. Dagen startede ud på toppen af bjerget i 4000+ meters højde, hvilket betød den første sne i år for vores vedkommende. Det var så mindre fedt, da vi ikke ligefrem var klædt på til sne, og da sneen føltes som hagl når man cyklede nedad, fordi det gik så stærkt. Men efterhånden som vi kom ned ad bjerget blev vejret varmere og sneen blev til regn, og til sidst holdte det op. Efter de første 20 km blev asfaltvejen så erstattet af grusvej, og det var først der at det rigtigt begyndte. Indtil da havde det kun været opvarmning, ifølge vores guide. Så gik det ellers nedad i 44 km, med klippevæg til den ene side, og et fald på op til 450 meter til den anden side. Grunden til at vejen hedder death road, eller verdens farligste vej, er fordi der er faldet en bil eller to ud over skrænten i tidernes løb, da de smalleste steder på vejen kun er 3 meter brede, så hvis der er kommet en modkørende bil, skal den ene af bilerne bakke, og det er ikke altid endt godt. Der var også flere cyklister der var døde, mens de var ude på samme tur som vi var, fandt vi ud af undervejs, så det med at nyde udsigten blev der ikke meget af, fordi vi koncentrerede os så meget på at holde øje med vejen. Det var kun når vi holdte pauser at vi virkelig havde mulighed for at se landskabet. Men vi styrtede heller ikke en eneste gang, selvom det nogle gange var tæt på. Turen endte nede i en dal hvor vi spiste frokost i et reservat for aber som var blevet reddet fra livet som kæledyr, og bagefter skulle vi så køre hele vejen op ad death road igen i minibussen, for at komme tilbage til La Paz. En spændende oplevelse for mig, men Lina var glad for at jeg tog vinduessædet for det var lidt for spændende for hendes nerver. Ellers gik dagene i La Paz stille og roligt med souvenir-shopping, og jeg fik købt mig en mini-computer.
Efter La Paz tog vi videre til Copacabana, en lille by ved Titicaca-søen, som er verdens højst-beliggende sø. Der tog vi ud til en lille ø, Isla del Sol, hvor vi gik på et mini Inka Trail på tre timer, lidt forberedelse til vores forestående Inka Trail til Machu Picchu. Det var da også så hårdt på Inka del Sol, at jeg ikke vidste om jeg ville overleve vores Inka Trail til Machu Picchu, fordi begge lå så højt at når man anstrengte sig, blev man meget hurtigere forpustet, fordi der er mindre ilt i luften.
Nå, men jeg overlevede Isla del Sol, og dagen efter tog vi videre til Arequipa i Peru. Jeg blev ret overrasket da jeg fandt ud af at det var den 2. største by i landet, jeg havde regnet med at det var en lille bondeby. Men her så vi for første gang i lang tid en McDonalds igen. Det findes ikke i Bolivia, der er generelt ikke megen indflydelse fra omverdenen i Bolivia. Vi fik af vide, at der engang havde været en MCdonalds i Bolivia, men den havde klaret sig så dårligt at den var lukket igen. Vi endte slet ikke med at komme på McDonalds i Arequipa, men bare det, at den var der, var fantastisk, det føltes lidt som at komme tilbage til civilisationen igen. Det var det samme da vi kom ind i et kæmpe supermarked, med et stort udvalg af varer, som man er vant til fra Danmark. Men sådan er det at være backpacker, vi er i hvert fald begyndt at lære at sætte pris på de mindste ting, som f.eks. når vi finder et toilet der både har toiletbræt og toiletpapir, det er lykken. Hvis der så samtidig er sæbe og papir til hænderne så er vi i himlen. Så lidt er vi begyndt at glæde os til Danmark igen, hvor der er mange ting vi tager for givet, men som vi her har lært at sætte pris på. Vi kommer også lidt for tit til at snakke om al den danske mad vi begge to skal hjem og spise, når vi vender tilbage til Danmark.
Men tilbage på sporet, i Arequipa tog vi en to-dages tur ud til Colca Canyon, den højeste Canyon i verden (hvor Grand Canyon i USA er den længste). Der var fantastisk flot natur, og flere Inka sites, og om aftenen var vi ude og spise på en restaurant, hvor der var nogle dansere der fremførte traditionelle danse fra området. Det var nogle, mildt sagt, mærkelige danse, og vi var da også glade da vi slap for at skulle danse med, da en af dansene foregik med en slags pisk, hvor enten manden eller kvinden lå på gulvet og blev pisket. Men det var meget sjovt at grine af de andre stakkels turister der måtte lægge krop til dette.
Næste by på vores rejse var Huacachina, en oase midt ørkenen. Der var ikke meget andet end en sø i midten, og nogle huse, restauranter og hostels rundt om, og der bor heller ikke mere end 200 personer i byen. Her tog vi ud for at sandboarde igen, denne gang kombineret med en tur i en dune buggy, en bil lavet til at køre stærkt op og ned ad sandbakkerne. Det var ret sjovt, selvom vi nogle gange troede at det ville gå galt fordi vi kørte nærmest lodret nedad nogle gange. Da der ikke var meget andet at lave i byen, end at sandboarde, tog vi videre til Nazca næste dag.
Den største seværdighed i Nazca, er noget de kalder Nazca Lines, som bedst kan ses oppe fra. Så vi fik booket et fly, for det skulle vi da se, hvad det var for noget. Det er nogle figurer, som dem der boede i området lavede for 1500-2000 år siden. Mange af dem er bare geometriske figurer, mens andre forestiller dyr, f.eks. er der en abe, en kolibri og en haj. Det var vildt imponerende at se, og at de har været i stand til at lave dem uden nogen form for moderne teknologi var endnu mere imponerende. Da der ikke var andet spændende i Nazca, tog vi videre til Cuzco, for at vænne os til højden inden vi skulle ud på det store Inka Trail, så vi ikke blev højdesyge undervejs. Men det kommer der mere om i næste blog.