Sara skriver:
Det er efterhånden meget længe siden vi sidst har fået skrevet en ny blog, men tiden flyver simpelthen af sted, vi har været i tre lande siden sidste blog, og der er efterhånden under 1,5 måned til vi kommer hjem til Danmark igen.
Men vi ankom til Cuzco 3-4 dage inden vi havde vores Inka Trail, for lige at vænne os til at være så højt oppe, så vi ikke døde helt af iltmangel på Inka Trailet. Dagene blev brugt på at få gode råd fra andre som havde været på Inka Trail, til hvad man skulle have med, og hvad vi kunne forvente. Vi fik også købt de sidste ting vi manglede, f.eks. en regn-poncho, som er ret livsnødvendig på Inka Trailet i regntiden. Vi var også ude og se nogle Inka Ruiner som ligger på et af de bjerge som omkranser byen. De var ret imponerende (selvfølgelig intet i forhold til Machu Picchu, hvilket da også var grunden til at alle havde anbefalet os at se de ruiner før vi tog til Machu Picchu, og ikke bagefter).
Dagen oprandt endelig hvor vi skulle begynde vores Inka Trail, hvilket betød at vi skulle tidligt op, bussen kom og hentede os ved halv-5 tiden om morgenen, hvorefter vi kørte et par timer hen til den dal hvor trailet startede. Vi spiste først morgenmad, og fik købt os en vandrepind hver (ikke ligesom dem, som er blevet populære i Danmark, vores var af træ, og vi havde kun en hver!), fordi vi havde hørt at det skulle være ret svært at gå uden, når man f.eks. skulle op ad glatte trappetrin på op til en halv meter. Efter morgenmaden kørte vi hen til startpunktet, hvor Lina og jeg læssede vores baggage af, så vi kun havde dagsturstasker med os, fordi vi hjemmefra havde betalt for en porter som skulle bære alt vores tøj, soveposer osv. som vi skulle bruge i løbet af de næste fire dage. Det var noget vi blev rigtigt glade for at vi havde købt, for det lettede vandringen en del.
Vi var seks turister, to tyskere, to fra Uruguay og så Lina og mig plus en guide i vores lille gruppe. Udover os syv mennesker havde vi syv portere, som var dem der bar alt det vi andre ikke kunne/gad bære inkl. telte (6 stk: fire tomands-telte til turister og guide, et spisetelt, og et madtelt, de to sidstnævnte var dem porterne sov i), mad, en gasdunk til at lave mad, borde, stole, osv. Det var helt vildt så mange ting de havde med, men der var da heldigvis blevet lavet regler om at de maks. måtte bære på 20 kg. hver. Vores guide fortalte os, at før i tiden kunne en porter sagtens bære på 60-70 kg. på sådan et Inka Trail, og samtidig blive betalt så dårligt, at det ikke var altid han havde råd til mad til turen, så han måtte håbe på at turisterne ikke spiste op, så han kunne få resterne. Samtidig blev det (og bliver stadig) forventet at de står op før alle turisterne og laver mad til dem, derefter skal de skynde sig at pakke sammen, og altid ankomme til frokoststedet og campen før turisterne så de kan nå at sætte telte op og gå i gang med at lave mad. Derfor lærte vi også hurtigt at når man så en porter komme løbende bagfra, råbte man lige "porter" til dem der var foran en, så de også kunne gå ind til siden, og porteren kunne komme forbi. For porterne var altid de hurtigste; selv ned ad glatte, stejle trapper løb de, mens vi andre gik så langsomt som mulig og prøvede på ikke at falde. Men uden porterne havde der ikke været noget Inka trail for os, vi havde ikke selv kunnet klare at gå i fire dage med al den opbakning, vi var bare imponerede over at de kunne klare det.
Selv trailet var ret hårdt, men ikke umuligt. Første dag blev jeg lidt i tvivl om jeg ville klare det, for vi havde fået af vide at førstedagen var den nemmeste, så jeg tænkte, at hvis jeg syntes den var hård, så kunne det jo kun blive endnu værre. Og det blev da også værre på andendagen, kendt som den hårdeste dage, hvor man i alt går i 9-10 timer i mellem 2400 og 4200 meters højde. Det var selvfølgelig også den dag det begyndte at regne, så man mistede modet endnu mere. Men på trods af mange bjerge, hvor man ikke helt kunne beslutte sig for om man hadede at gå op eller ned mere, overlevede vi også andendagen, og ankom endda relativt tidligt til campen hvor vi skulle sove for natten. Tredjedagen var ret nem, vi gik kun 5-6 timer den dag, og det var ikke særligt meget op ad bakke. Vi blev da også belønnet med en længe ventet tur i et springvand, hvor vi efter tre dage endelig kunne komme til at vaske os. For bad er ikke noget man finder undervejs på Inka Trailet, og toiletterne er et kapitel helt for sig selv, de var bare et hul i jorden, så efter tre dage glædede vi os ret meget til at se rigtige toiletter igen. Fjerdedagen, dagen hvor vi kom til Machu Picchu efter 46 kms vandring, skulle vi op kl. 4, fordi vi skulle hen til et checkpoint, og jo tidligere man kom, jo længere frem i køen var man. Da vi endelig kom igennem checkpointet var der et par timers vandring op til noget de kalder Sungate, hvorfra vi for første gang kunne se Machu Picchu. Vi havde set mange Inka ruiner undervejs på den fire dages lange vandretur, og mange imponerende Inka ruiner, men der var alligevel noget særligt ved at se Machu Picchu, som jo var vores mål. En times vandring mere, og så var vi nede ved Machu Picchu, og kunne få lov til at gå rundt og udforske ruinerne. Da vi efter et par timer følte at vi havde set nok (og det begyndte at regne), mødtes vi med vores guide og de fire andre turister fra vores gruppe i byen som ligger i dalen nedenfor bjerget hvor Machu Picchu ligger. Vi spiste frokost sammen, og satte os ellers til at vente på at vi kunne komme med toget tilbage. Vi ankom tilbage til Cuzco kl 11 om aftenen, trætte efter manges dages vandring, men stolte og glade over at vi klarede det, for undervejs havde vi set to turister fra andre grupper give op, den ene formentligt fordi hun var i for dårlig form, og den anden gætter vi på har fået højdesyge, hun så i hvert fald ikke helt frisk ud.
Med Inka Trailet bag os, og med en fri dag inden vi skulle videre, besluttede vi os for at få en velfortjent massage. Vi gav omkring 70 kr. hver for en times massage, men vi var også lidt i tvivl om hvor professionelle de i virkeligheden var. Vi fik nemlig en blanding af swedish, hot stone, inka, thai og mange andre slags massager (påstod de i hvert fald). Men godt det var det. Bagefter tog vi ind på et museum hvor de havde mange af de ting de havde fundet i udgravningen af Machu Picchu, hvilket var ret spædende nu hvar vi lige havde været der. Efter det kunne vi hente vores rene tøj, som havde trængt godt og grundigt til at blive vasket efter Inka Trail.
Fra Cuzco tog vi videre til Lima hvor vi havde et par dage inden vi skulle flyve til Quito. Dagene her blev brugt på lidt shopping (vi kom til at finde et kæmpestort shoppingcenter, ikke en god ide for vores Dankort). Dagen efter tog vi ud for at surfe, eller Lina tog ud for at surfe, og jeg tog ud og prøvede på at lære det. Lina som har prøvet det før lignede nærmest en professionel, hvor jeg var ret nybegynder, men sjovt det var det, og vi blev hurtigt enige om at det skulle prøves igen inden vi skal hjem.
Vi fløj til Quito samtidig som der var SuperBowl, så den kamp gik vi desværre glip af, selvom vi begge gerne ville have set den, nu hvor vi endelig var i nogenlunde samme tidszone som USA. Vi ankom midt om natten, og havde arrangeret en shuttle til hostlet, som dog aldrig dukkede op, så efter at vi havde fået fat i adressen, som vi jo ikke havde regnet med at vi skulle bruge, og fået en taxi ankom vi til hostellet. Der tog det så 10 minutter før de gad åbne for os, så da vi endelig kom i seng den nat, var det ikke med verdens bedste førsthåndsindtryk af byen. Men næste dag skulle der alligevel sight-sees lidt, indtil det begyndte at regne så meget at vi måtte give op og køre tilbage til hostellet. Det skulle vise sig, at det dagligt regnede i Quito og meget, og at det var her vi for første gang rigtig fik af mærke at det var regntid. Men næste dag tog vi på en dagstur ud for at se en vulkan, som man bare skulle se når man var i Quito. Den var da også meget fin, men imponerede os ikke helt vildt. Imponeret blev vi til gengæld da vi om lørdagen var til marked i en lille by nord for Quito, hvor de havde alverdens souvenirs som vi ikke havde set før. I mange af de andre lande vi havde været i, havde variationen i souvenirs ikke været vildt stor, så da vi kom til det her marked, med nye souvenirs, kom vi til at købe lidt mange. Men sådan går det. Næste dag var det da heldigvis også blevet tid til at vi skulle til Galapagos, hvor der ikke var den store mulighed for at bruge særligt mange penge. Men Galapagos må der komme mere om i næste blog.