Naa, men efter 8 timer i bus (hvoraf 2-3 af dem blev brugt paa emi- og immigration, og alligevel var det en af vores korteste busture til dato) ankom vi til Santiago i Chile. Det er en storby, som ligger omringet af bjerge, saa noget af det foerste der moedte os var varme, fordi byen bare ligger i en gryde af bjerge og der ikke er nogen form for brise. Det skulle da ogsaa blive i Santiago at jeg for foerste gang paa vores rejse blev godt og grundigt krabbe-roed, men heldigvis "kun" paa skuldrene og den ene arm.
Foerste aften i Santiago tog vi ud og spise all you can eat spareribs, hvilket resulterede i lidt for proppede maver, men det smagte fantastisk. Naeste morgen var vi saa heldige at vi havde faaet arrangeret vores helt egen private tourguide (tak Leo), fordi min veninde Louise havde valgt at finde en kaereste paa den anden side af jorden, som saa gad vise os sin by. Vi startede kl. 10 om morgenen, og fordi vi var lidt sent paa den, naaede jeg ikke at faa nok solcreme paa (og saa kun faktor 15, hvilket paa ingen maade er nok), hvilket ogsaa var derfor jeg endte med at blive solbraendt paa skuldrene og hoejre arm. Venstre arm gik fri af maerkelige aarsager.
Men Leo viste os rundt i byen, og til middag syntes han vi skulle proeve en chilliensk hotdog, saa selvom vi syntes det var lidt maerkeligt, tog vi hen for at spise hotdogs. De bedste hotdogs jeg har faaet i mit liv! Chilienerne har faaet den geniale ide at lave hotdgos med tomat- og avocadosnask (af mangel for bedre ord), og det smagte himmelsk. Ogsaa bare fordi de ikke sparer paa avocadoen, som er helt frisk, fordi de bare har en overflod af avocadoer. Naa, men nok om mad. Om eftermiddagen kom Leos faetter ogsaa, og saa spiste vi lidt mere typisk chiliensk mad, denne gang knap saa fantastisk, pommes frites med kebab-koed og et spejlaeg ovenpaa. Det smagte nu udemaerket, det er bare ikke en kombination vi er vant til i Danmark.
Bagefter skulle vi selvfoelgelig ogsaa proeve nogle chillienske drinks, hvor fyrene saa valgte at starte ud med en drink der hedder terremoto, eller jordskaelv af gode grunde. Saa gik det videre til Pisco Sour, som nok er Chiles nationaldrink (Louise: correct me if I'm wrong) og saa videre til salsaundervisning. Vi var saa heldige at om onsdagen, hvor vi var i Santiago, er der salsaundervisning paa en bar i byen, saa der skulle vi selvfoelgelig hen og laere at danse salsa. Koent tror jeg ikke det saa ud, men vi havde det sjovt, specielt efter et par drinks.
Dagen efter stod den paa afslapning inden vi tog en 24-timers bus videre til San Pedro de Atacama, verdens toereste oerken som ligger i det nordlige Chile. Byen er mest af alt en turistby, paa hovedgaden laa der de foerste 20 rejsebureauer som arrangerede diverse ture i omraadet. Den aften vi ankom, gik vi en tur i byen, og faldte over en fejring af en eller anden religioes helligdag, hvor de var klaedt i nationaldragter og dansede en traditionel dans. Det var ret spaendende at se, fordi det var meget anderledes end noget jeg nogensinde har set foer. Nogle af dansetrinene lignede mest af alt fuldemandsgang, men jeg skal selvfoelgelig ikke kunne sige om danserne rent faktisk var fulde.
Men i San Pedro var der rig mulighed for at lave diverse ting, saa den foerste hele dag vi var der tog vi ud for at proeve at sandboarde, og samtidig se noget af det fantastisk smukke landskab der er i oerkenen. Sandboarding var supersjovt, lidt ligesom snowboarding, med den ene vigtige forskel, at der ikke var nogle lifte. Saa vi skulle selv vandre op ad sandklitterne hver eneste gang, og det foeltes som om at hver gang man tog et skridt, gled man et halvt skridt ned igen, saa vildt mange ture ned af bakkerne blev det ikke til.

Naeste dag i San Pedro tog vi ud for at se paa gejsere som laa 2 timers koersel fra byen. Her var der samtidig mulighed for at bade i hotsprings.
Tredje dag i San Pedro havde vi koebt en tre-dages tur til Uyuni i Bolivia, fordi vi havde faaet anbefalet denne tur, som den bedste maade at komme til byen paa, fremfor bare at tage en bus derhen. Det var da ogsaa en supergod tur, som startede den foerste dag om morgenen med at vi skulle staa 2 timer i koe, for at faa lov til at komme ud af Chile, hvorefter vi koerte til graensen til Bolivia, ventede i 10 minutter og fik lov til at komme ind i landet. Her delte vi os (vi var 12 turister med det rejsebureau) saa op i to firehjulstraekkere, 6 personer plus en chauffoer(guide i hver bil. Vi endte sammen med to tyske piger og to tyrkiske maend, sidstnaevnte kunne knap nok et ord engelsk for slet ikke at tale om spansk. Men vi snakkede meget med tyskerne paa en blanding af dansk, tysk og spansk. Den foerste dag saa vi nogle forskellige soer, var henne for at bade i nogle andre hotsprings og se nogle flere gejsere. Om aftenen overnattede vi midt i ingenting i 4300 meters hoejde, hvor nogle lokale drenge kom for at synge og spille for os under aftensmaden, fordi de saa gerne ville have gaver til jul. Selvom det loed helt forfaerdenligt og de hverken sang eller spillede i samme takt eller toneleje fik de lidt penge saa de kunne faa en god jul. Naeste dag stod turen paa endnu flere soer i diverse fomer og farver, men naesten alle med flamingoer, saa vi fik set vores andel af flamingoer, til et punkt, hvor vi naesten ikke gad se flere flamingoer eller tage flere billeder af dem. Vi fik ogsaa set en vulkan, som stadig er aktiv, og som der stadig kom roeg ud af. Om natten overnattede vi paa et hotel, som var lavet af salt. Alt var salt, vaeggene, gulvene, bordene, sengene osv. Her var der dog ingen lokale drenge til at underholde os, men vi fik dog mulighed for at proeve lamakoed, som desvaerre var en anelse toert. Paa tredjedagen skulle vi saa endelig ud og se det, som var hoejdepunktet paa hele turen, saltoerkenen Salar de Uyuni, en oerken kun af salt, som er meget stoerre end Sjaelland (10.500 km2). Foerst skulle vi dog hen til en 'oe' midt i oerkenen som egentligt bare var en bakke midt i alt det hvide. Det specielle var dog at der var tusindvis af kaktusser paa 'oen', og man havde ogsaa en god udsigt over saltoerkenen. Bagefter koerte vi ud midt i alt det hvide, et helt fantastisk syn, fordi det havde regnet om natten, saa nogle dele af saltoerkenen mest af alt bare lignede at stort spejl. Da vi saa var faerdige med at tage billeder koerte vi til byen Uyuni, som ligger lige udenfor saltoerkenen, og hvor der ikke er noget at se overhovedet. Vi valgte derfor at tage videre til Tupiza samme aften, men det kommer der mere om i naeste blogindlaeg.