Tingene er efterhånden ved at falde på plads her i Nepal. Jeg har været hos min værtsfamile Rawal, som består af Maheshwor 28 og Pramilla 27, deres to børn Babu 5 (som egentlig betyder lille søn) og Nani 7 (lille datter) samt Maheshwors søster Sashi 24, i lidt over en uge nu. De naeste tre maaneder er mit navn Lina Rawal (udtales Raul..) og Lina staves som paa billedet paa nepali. Byen, hvor jeg bor, hedder Phutung og ligger nord for Katmandu som en slags forstad, men er meget landsbyagtig. Der er ca. 10 kilometer ind til Katmandu, hvoraf den første kilometer er grusvej.

Huset er rimelig pænt sammenlignet med den almindelige nepalesers hjem. Huset er bygget af cement og væggene er rå beton overmalet de fleste steder i huset med en hidsig turkis farve. To siddepaa hug toiletter og kun koldt vand.

Skolen, som jeg arbejder på, ligger lige overfor huset, men jeg har indtil nu kun været der to gange idet jeg har været syg og skolen har haft helligdage (dem er der mange af). Så rutinerne er ikke helt på plads endnu, men jeg kommer nok til at have en 3-4 engelsk leksioner med 3, 4, 5 og 6 klasse. I "government" skoler, som denne, begynder engelskundervisningen fra første klasse. Meget af undervisningen foregår ved at læse højt i kor, hvilket jeg vil prøve at ændre på, hvis det er muligt. Og så er de ikke vant til at række hånden op. Der er desuden bare meget larm i klasserne og det er meget lydt, så man kan hele tiden høre de andre klasser også. Men jeg tror at med tiden skal det nok blive godt. Det jeg mest af alt skal, er at få børnene til at snakke engelsk. På private skoler er alle undervisningsmaterialer undtagen nepali på engelsk. Og det gør ikke så meget med de mange helligdage, for her har man ikke fri søndag, men til gengæld er fredag halv fridag.

Når man kommer ind til en klasse, efter at "klokken" (dvs. en metalplade som der bliver slået på, men det er endnu svært for mig at høre forskel på den klokke og så de klokker der konstant lyder fra templet som ligger på pladsen foran skolen.) har ringet, er det altid kun halvdelen af klassen der er til stede, idet de andre lærere ikke følger tiden så nøje. Men de resterende elever, i deres blå skoleuniformer, rejser sig promte og siger, eller nok nærmere råber "Gooooodmoorning Miss!" og sætter sig først ned når man beder dem om det. Ofte sidder drengene i den ene side og pigerne i den anden, på ujusterbare metal borde-bænke med en to-tre stykker på hver bænk.

Der er meget mere at skrive, men det bliver en anden gang.

God jul. Knus Line