Saa er jeg igen landet i Katmandu efter en uge fyldt med oplevelser i det sydlige Nepal. Jeg har aldrig i mit liv koert paa saa bumpede veje, hvis man da kan kalde dem veje. Og huse bygget af en traeramme, straa og ler var der ogsaa i store maengder. Jeg var med Mellemfolkeligt Samvirke dernede for at interviewe tre Tharukvinder (et af de mange folkefaerd der er her i Nepal), som er tidligere gaeldsslaver, til MS' kampagne for deres landsindsamling, hvor deres fokus er landrettigheder for kvinder. Kampagnen hedder soedt: Giv jord til mor.. Men det er ikke spor soedt og alle tre kvinder broed sammen med taarer da vi spurgte ind til deres livshistorie, som har vaeret haard og barsk. Nu er de blevet frigivet fra deres landlords, men de har stadig ikke set den jord de er blevet lovet af den nepalesiske regering, saa nu har de selv taget noget jord, som de ikke har ejerskab over, derfor ved de aldrig hvornaar nogle kommer og siger de ikke kan bo hvor de goer mere. Jorden er saa daarlig og saa lille, at de kun kan leve af den i faa maaneder om aaret og de maa derfor alligevel ud og arbejde for de landlords som de nu ellers skulle vaere frigivet fra. Dog tjener de nu penge og er ikke bundet af en bestemt landlord.

Foer mine oplevelser med MS var jeg en lille uge i Banepa, hvor jeg arbejdede i en workcamp. Min nepali far, Maheshwor var campleder sammen med hans ven Nabin. Vi hjalp det lokale samfund med at faelde traeer til braende og forstod aldrig helt hvordan det hjalp, for vi var ikke specielt gode til det og foelte os lidt hjaelpeloese til tider. Troede egentlig at vi skulle bygge braendveje. Men vi ryddede lidt op i vilternaesset saa de resterende traeer kunne faa mere lys og saa gik pengene som braendet blev solgt for til det lokale samfund.

Den naeste uge har jeg fri, indtil jeg i februar skal begynde at undervise igen efter en meget lang pause.