Profile
Blog
Photos
Videos
Surfing kan varmt anbefales!
Så er endnu en uges tid gået i Brisbane og hvilken uge. Siden sidst er golfbanen blevet afprøvet, jeg har haft mine første timer på QUT og vi har været til den sidste del af introforløbet - weekendturen til Stradbroke Island.
I sidste uge tog jeg med en nordmand op for at spille på den lokale golfbane. Det endte med at vi havde lejet golfsæt og golfbil og havde hyret min roommate Rasmus som caddie. Så er golfsæsonen i Australien ligesom skudt igang :-) Selve golfen gik fint, jeg gik næsten til mit handicap, men hele banen var en oplevelse, se bare den fugl jeg har lagt et billede op af (uge 2). I går var jeg så oppe og blive fittet til et golfsæt som jeg måske vil investere i, så jeg ikke behøver at leje hver gang.
I weekenden var jeg på Stradbroke Island med 99 øvrige internationale studerende. Det var en sjov tur hvor vi blev inddelt i tilfældige værelser så man lærte nye studerende at kende. Derudover blev vi opdelt i hold som skiftevis prøvede kajak, gåtur, surfing og afslapning. Højdepunktet var helt klart surfingen som jeg allerede er blevet vild med. Vi havde ikke så mange og ikke så høje bølger men fornemmelsen når man står på brættet (ja det gjorde jeg faktisk et par gange) er helt fantastisk! Gåturen var meget flot, vores gruppe så bl.a. delfiner mens de andre grupper også fik set hvaler og kænguroer. Kajakken skuffede lidt, men måske var det mere min tilstand som ikke passede til kajakræs.
I går startede studiet med 3 timer i Advanced Capital Budgeting. Hvis dette er et udtryk for niveauet så får jeg ikke svært med at følge med. Vi gennemgik ting jeg havde lært på 1 år af min BA. men mon ikke at det bliver sværere som tiden går. Jeg har fået lagt mit skema så jeg har 3 timer mandag, fri tirsdag, 4 timer onsdag, 3 timer torsdag og 2 timer fredag fra 6-8 om aftenen!
Derudover kan jeg fortælle at jeg har været i biografen og se The Hangover og Harry Potter med vidt forskellige udfald. The Hangover er en af de sjoveste film jeg længe har set, mens Harry Potter bare var en film som skulle føre videre til den næste. Prisen for en tur i bio er dog kun 5,5 dollar - under 25 kroner så det er nok ikke sidste film jeg har set hernede. Der er i det hele taget stor forskel på priserne mellem Danmark og Australien. Det er dyrt at købe øl i de specielle butikker som har rettigheder til at sælge men det er billigere at købe alkohol på diskoteker og barer. Frugt og grønt er dyrere mens vin er meget billigere.
Det må være nok for denne gang, jeg vender tilbage når jeg har noget interessant at berette om. Tak til dem som skriver til mig på denne side eller ved mail. Det er altid sjovt at få en kommentar og høre lidt om hvad der foregår i Danmark for tiden…
- comments