Afskeden med New Zealand bliver forhåbentlig et på gensyn for det forholdsvis lille land rummer så mange forskellige naturoplevelser at man nogle gange ikke ser skoven for bare træer.

Efter tre overnatninger i Queenstown, hvor den første dag blev brugt på en dagstur til Milford Sound, næste på en flot gåtur og den sidste skulle være en fantastisk afslutning med et skydive fra 12.000 fod. Sådan gik det bare ikke - vi skulle have sprunget kl. 12.30 og gik derfor ned et par timer før for at høre om vejret var i orden. Det var perfekt sagde de og vi skulle derfor komme tilbage så vi kunne springe. Da vi så kom tilbage 12.15 var vejret pludselig skiftet, der var kommet skyer i udspringszonen så hoppet blev aflyst. Vi var alle meget skuffede, da vi havde modet os op til det og stemningen under turen fra Queenstown til Lake Tekapo, en turkis sø, var derfor lidt trykket. Da vi kom frem til søen var den imidlertid så smuk med det kolde turkis gletsjer vand at vi endte dagen ved godt mod. Efter en fin gåtur ved søen satte vi dagen efter retning mod Akaroa. Vores campingplads lå fantastisk flot med udsigt over bugten og Thomas og jeg nød en øl i solen, mens Anne kokkererede, fin fordeling :-) Vi havde dog stadig ikke opgivet vores skydive planer så onsdag kørte vi til Methven, da vi skulle op tidligt torsdag og springe. Denne gang var vejret med os og vi fik et spring fra 12.000 fod med udsigt over Mt. Cook og de omkring liggende bjergtoppe. Jeg var egentlig ret rolig indtil jeg sad i flyet med benene ud i det blå og kiggede ned på markerne som bare virkede som små prikker, puha der begyndte det at kilde i maven. Men heldigvis havde jeg en instruktør på ryggen som bare kastede mig ud i det og så gik det ellers med 200 km/t ned mod jordens overflade. De første meter gav det et sug i maven ligesom når man kører i rutsjebane - det var en helt vild fornemmelse. Vi havde 45 sekunders frit fald og derefter et par minutter med faldskærm. Selv da faldskærmen var oppe må jeg indrømme at jeg stadig ikke var helt tryk ved situationen, men jeg fik da nydt synet af det smukke landskab. Da jeg endelig fik fast jord under benene kunne jeg mærke hvordan de rystede, et godt tegn på at adrenalinen har været oppe at køre! Efter den store oplevelse satte vi kurs mod Christchurch, fik afleveret bilen og tog i lufthavnen hvor vi overnattede da vi havde fly tidligt næste morgen. Fredag ankom vi så til Melbourne om morgenen, da vi på grund af tidsforskellen kun brugte 1 time på flyveturen. Vi startede med at kigge os lidt omkring men var alle så trætte at vi gik hjem på vores hostel og sov inden vi senere kiggede os omkring i byen. Melbourne er en stor by med omkring 4 millioner indbyggere. Her kører sporvogne, hvilket er ret sjovt at se og så oser byen af liv og musik. Vi har brugt de sidste dage hernede på at gå rundt og kigge på bygninger, køre med den gratis turistsporvogn og ellers bare suget indtryk til os. I morgen går turen så til Sydney hvor jeg har et par dage med Anne inden hun tager hjem og mine forældre ankommer. Det bliver herligt at se dem og igen sætte kursen op mod de nordlige varme himmelstrøg…