"Og jeg kom til Alabama - og jeg gik den lange vej…"Ja tak, det må vi da lige love for.
I dag forlod vi vores RV Chickasabougue Park omkring middag - gik mod byen med den klare overbevisning, at vi mødte en taxa undervejs. Men nej. Vi gik ca. 8 (O-T-T-E) lange mil, inden vi to timer og 41 minutter senere nåede Mobile's bymidte, uden at have set skyggen af en gul taxa! Og ikke et ord om ømme ben, vabler og tøset klynkeri.
Den mere eller mindre frivillige spadseretur (kan man kalde det det?) gav os til gengæld masser af indblik og indtryk, som vi ellers ikke havde fået.
http://en.wikipedia.org/wiki/mobile_alabama

Fattigdom
Slående på hele turen var en markant trøstesløshed - med tegn på fattigdom, arbejdsløshed og store sociale problemer.
Vi gik først gennem forstaden Whisler, hvor der var en del små huse, som var pæne, nysselige og velholdte - og samtidig rigtig mange meget forfaldne, misligeholdte huse med skrammel og sager udenfor. Mange af dem var til salg.
På hvert gadehjørne lå en kirke: Babtistisk, metodistisk, Jehovas Vidner… ja, alle er repræsenterede. 21,3 % af Mobile's ca. 200.000 indbyggere lever under den amerikanske fattigdomsgrænse. Måske forståeligt nok, at mange i al den usselhed har brug for at finde trøst hos en Jesus!
På det meste af strækningen var der i grøftekanten kaster affald, alt muligt - fra husaffald til møbler og elektronik. Og det på trods af jævnt mange skilte om "Henkastning affald forbudt".
Langs jernbanen, tæt på motorvejen kunne vi gennem noget buskads skimte uendelig mange iglotelte, presenninger, vasketøj, dårlige cykler i en lejr, som helt sikkert var fast beboelse for nogle af byens allerfattigste. Det var virkelig usselt!
Umiddelbart før bymidten var flere hundrede helt nyopførte rækkehuslignende ejendomme, som - paradoksalt nok - for de flestes vedkommende stod tomme…

How do you do
Alle uden undtagelse hilser hjerteligt, når vi passerer forbi. Den gamle mand, som sidder i sin stol uden for sit hus. Den tandløse neger, der kommer slingrende på sin cykel. Den arbejdende håndværker, der kører i sin pickup truck. Enten med et "Hi you folks, how are you today" eller med en fingerhilsen, som næsten ligner den vi kender fra en dansk ø ude i Kattegat.
I det hele taget mødes vi generelt af stor venlighed, imødekommenhed og snaksalighed.
Da vi konstaterede, at Mobile ikke var det mest glimtende, hvad turistattraktioner angår (vi sprang krigsskibet USS Alabama over!), så fik vi til gengæld en positiv og autentisk oplevelse på en kombineret restaurant/dansested.
Her blev vi betjent af den sødeste bondedreng 'from the countryside'. Vi bestilte hhv. en Budweiser og en Corona - og så bad han os begge os legitimation (ingen alkohol til personer under 21 år!) God indgang til god kommunikation.
Han ville gerne vide, om vi syntes, han talte med dialekt - og ja, hvad ved vi bønder om det? Vi sagde, at vi sagtens kunne forstå ham, og at vi i aftes til gengæld havde oplevet den tilsynsførende på RV Parken tale med meget kraftig sydstatsdialekt. Den unge tjener blev så glad, at han sprang rundt for at betjene os "More beer, Sir - You want a cigarette, Ma'm? og efter at have fortalt os, at han var computer-ingeniør-studerende med interesse for at læse, så bad han om at få navnet på H.C. Andersen skrevet på en gul post it.
Han vidste nemlig godt, hvem 'the little mermaid' var!

Home, sweet mobilehome
Vores dag i Mobile sluttede på en tjekket kaffebar, hvor vi fik en tjekket latté (som altså udtales helt mærkeligt herovre), og de søde unge mennesker, som betjente baren (den ene hed Anderson, og var sikker på han var af dansk afstamning), ringede efter en taxa til os.
Taxachaufføren var også flink, advarede os mod storbyerne, som er fyldt med 'cruel people' - og kørte os så sikkert hjem til vores trygge RV Park, hvor intet kan gøre os ondt - og de små egern udenfor døren er vores venner.

L & H