Dag 9 - 10.08.2017

Godmorgen hjemme i Danmark - vi er glad for at kunne fortælle at vi heldigvis overlevede vores besøg på Montanas Duck Lake Lodge :)

Da der er lidt forskellige opfattelser af lokationen og hvordan det gik, syntes vi at i skal have begge versioner.

- Kikki:
Da vi ankommer til "laden" som det faktisk var vi skulle sove i, bliver vi mødt af et skilt hvor der står "Magaritha Mondays" - fedt, så er der også en bar her som vi skal sove over. Udenfor sidder der nogle rigtige hill-billy's, den ene er mere indavlet end den anden, og drikker tæt. Henover aftenen kom der flere red-necks til, og der blev kørt den ene spritter efter den anden.
Hvis nogen af jer har set "Texas Chainsaw Massacre", så var det faktisk det sted og ved de mennesker vi skulle overnatte. Vi får checket ind, og får smidt kufferten op på vores værelse. Det fede ved det hele er, at vi skal deles om både bad, toilet og håndvask og dørene kan ikke låses - det er pisse fedt! Lars var derfor nødt til, at være min trofaste dørmand hver gang at jeg skulle på toilettet.
Noget andet der var rigtig fedt var, at der var ekstrem lydt, så man kunne høre alt, og vores ene nabo fik hvert fald trukket skibe i land.
Vi blev heldigvis hverken røvet eller slået ihjel og jeg har aldrig været så hurtg til ,at komme ud af døren som jeg var her! :)

- Lars:
Efter at have krydset grænsen til USA, skulle vi ikke køre ret langt for at finde vores sted at overnatte. Det var et hyggeligt træ-hus liggende udenfor byen, så man kunne nyde naturen og roen. Samtidig var det også overnatningssted for hårdtarbejdende asfaltarbejdere i området, så de hyggede sig om aftenen i fællesrummet, og fik nogen gode snakke. Der var fine toiletforhold med rindende vand og det hele, og selvom jeg blev nødt til at sætte foden for døren når jeg var på tønden, så var der ikke en finger at sætte på dét. Samtidig var væggene mellem rummene tynde, så vi kunne tydeligt høre hvor eftertragtet et motel det var, for vi havde overnattende naboer på begge sider. Dagen efter var der lækker hjemmelavet morgenmad, men 'vi' valgte desværre at tage af sted for tidligt til at kunne nå at få den oplevelse med.

Uagtet hvem af os to der har ret, så er det et faktum at vi afleverede nøglen til vores værelse så hurtigt vi overhovedet kunne komme til det, for at køre mod Glacier National Park. Her kørte vi til Visitor Centeret, som ligger lige ved indgangen. I modsætning til i Canada, så var det begrænset hvor meget vi selv havde planlagt for dagen, udover at vi gerne ville se et sted kaldet Iceberg Lake. Det viste sig dog at det var et hike på 15 km., og samtidig fik man ikke lov at tage derop uden at have en bjørnespray, fordi der åbenbart er så mange bær, at det er et mekka for grizzly-bjørne. Vi blev enige om at vi ikke gad ofre 400 kr. på sådan en, når vi alligevel nok ikke må tage den med retur til Danmark, så vi valgte i stedet at tage på to andre hikes; Sun Point som førte til tre forskellige vandfald, og et hike kaldet Hidden Lake ved Logan Pass.

På det førstnævnte hike gik vi omkring en stor sø, som (også) imponerede os. Det er helt vildt så stor forskel det gør, afhængigt af hvornår på dagen man ser på den, og hvor meget det blæser. Da vi var kommet tidligt afsted var der ikke ret mange andre i gang, og vi havde derfor en stor del af ruten for os selv - og havde selvfølgelig monteret vores bjørneklokke på tasken igen :) Ruten gik forbi tre meget forskellige vandfald, som hver især var pæne, men specielt det sidste af dem imponerede os. Det var fedt at komme så tæt på så stort et vandfald. Samtidig var vi stort set alene om at være der, hvilket efterhånden er en sjældenhed alle de steder hvor folk ved der er noget pænt at se på.

På ruten mødte vi et amerikansk ægtepar, der også gav os råd om en anden sø, i nærheden af det længere hike med grizzly-bjørnene. Vi tog derfor tilbage til Visitor Centeret for at komme på WiFi, og kunne tjekke om det var noget for os. Vi vurderede dog at det ikke var den ekstra tid værd, som det ville tage at skulle køre samme vej tilbage igen, så vi kørte i stedet videre gennem nationalparken. Noget af det Glacier National Park er mest kendt for, er køreturen gennem den - og dét er der ikke noget at sige til. De har formået at lave vejsystemet rigtigt højt oppe i bjergene, så man har en ekstremt god udsigt fra bilen af. Samtidig betyder det dog også at stort set hele ruten er skarpe hårnålesving, så det var nok mere Kikki der nød det, end mig, der sad med smerter i højrebenet fordi man konstant skal bremse og gasse op igen. Der er dog heldigvis steder man kan holde ind langs hele ruten, så ruten gennem parken tog naturligvis meget længere tid for os, end vi havde regnet med - specielt fordi Kikki Knipsefinger gerne skulle have en 50-100 billeder hver gang :)

Halvvejs gennem ruten ville vi holde ind ved et andet Visitor Center, for at gå op til Hidden Lake. Det viste sig dog at der var dobbelt så mange der gerne ville derind, som der var parkeringspladser til, og når vi så ville køre videre, og parkere et stykke derfra, så betød det samtidig at vi blev nødt til at køre en 5-10 km., før vi kunne komme til at vende bilen. Det lykkedes os dog til sidste at finde en parkeringsplads, og komme afsted på vores hike. Det var en tur med meget elevation, så selvom den ikke var forfærdelig lang, så var den stadig dejlig hård :) Vi så også en masse dyr på vejen derop; en Marmot, som vel nærmest ligner en blanding af et egern og en bæver, en flok Mountain Goats, og en flok Bighorn Sheeps.

Det fede ved at tage på de her hikes, fremfor 'bare' at køre til de pæne viewpoints, er at der er en helt speciel stemning ude på ruten. Når man møder andre personer så snakker man sammen, og man kan se de syntes det er lige så hårdt som én selv. Det er svært at forklare, men dét at man ved alle er på ruten med det samme formål giver bare et eller andet.

Nu mens vi er ved det; endnu en fantastisk ting ved den her park, udover at den er ekstremt flot, er at vi ikke har mødt én eneste asiat heri. Det har været en fornøjelse :)

Da vi var færdige med vores hike, og med at fotografere den virkelig flotte rute, gik turen gennem resten af parken og til Kalispell, hvor vi har den sidste overnatning inden turen går til Yellowstone. Vi var fremme omkring kl. 20:30, så det var vist meget godt at vi ikke tog på det ekstra hike tidligere på dagen.

Vi har lige været ude og handle ind til i morgen, da hele dagen skal foregå i bilen. For at få vores rute til at gå op blev vi nødt til at ligge nogen dage ind hvor vi kører langt, så vi skal ud og køre ca. 800 km., hvilket vi har afsat 12 timer til. Det bliver en lang dag, men vi er sikre på at vi er glade for at have gjort det sådan når først det er overstået.