Profile
Blog
Photos
Videos
Dag 14 - 15.08.2017
I dag tillod vi os at sove lidt længe, for vi havde ikke rigtig så mange planer, udover at vi skulle ud og køre langt.
En lille reminder til os selv, og et godt tip til jer andre, så er "Motel 6" kæden herovre blandt de bedre af de billigere overnatningsmuligheder!
Imens vi var ved at gøre os klar til at køre, og fik pakket sammen, så vi "The Weather Channel", som uden tvivl er den fedeste tv-kanal om aftenen! :) Om morgenen viste de vejrudsigt, og vi kunne se at der østpå ville komme kæmpe thunderstorms, som ville indeholde en del hagl, floodstorms og eventuelt tornadoer. Derudover rapporterede de om en orkan ved navn Gerd, som er nær Florida. Den vil dog bevæge sig nordpå, så vi er spændt på om det kommer til at have betydning for vores flyvetur hjem på torsdag. Men så kan de danske vejrudsigter med intens regn og skybrud altså godt pakke sammen.
Da vi fik pakket sammen gik turen omkring en by ved navn Twin Falls i Idaho, her havde vi nemlig fundet ud af, at der skulle være et rigtig flot vandfald. Vandfaldet hedder Shoshone Falls, men bliver af nogle kaldt "Little Niagara", da det godt kan minde om en lille udgave af Niagara Falls.
Selve vandfaldet var rigtig flot, og det bliver også det sidste for denne gang, nu gider vi altså heller ikke at se flere :)
Ved vandfaldet var der en rigtig hyggelig park, og da solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturerne havde rundet de 30 grader, så besluttede vi os altså for at tage nogle timers afslapning - det syntes vi alligevel at vi havde fortjent. Og hold nu op hvor var det rart at kunne slappe lidt af, og bare nyde det gode vejr! Vi skal nok forsøge at tage det gode vejr med hjem til DK, men vi kan altså ikke love noget.
Efter at have kørt de ca. 250 km. ud til vandfaldet, havde vi kun ca 450 km. tilbage til vores næste overnatning i Baker City i staten Oregon. De lange køreture er meget anderledes i USA, i forhold til i Canada. Vi kører ikke længere i bjergene, og har ikke så mange stops for at tage billeder, så det betyder også at det går næsten dobbelt så hurtigt med at køre den samme distance.
På vejen til Baker City endte vi desværre i en kæmpe kø på Highway 84, hvilket skyldtes at der havde været to seperate biluheld. Der kører lastbiler herovre, som transporterer nye biler fra A til B, ligesom vi ser derhjemme, herovre kan de bare have mange flere biler med på transporten. Én af de her biler var dog faldet af ladet, og var ramt ned i en bagvedkørende bil, så det så ud til at være ret slemt. Men det viste sig at den kø vi var havnet i, bare var en "glo-kø", så det er alligevel ikke så meget anderledes herovre end det er hjemme i DK :)
I skrivende stund sidder vi stadig i bilen, på vej til Baker City, og diskuterer lidt om hvilken fast food kæde vi skal prøve i aften. Livet er fyldt med svære beslutninger!
I morgen skal vi igen ud og køre rigtig langt for at komme til Seattle, så vi regner med at stå tidligt op, så vi har mulighed for at få set lidt af byen. Det nåede vi desværre slet ikke da vi landede her for ca. 2 uger siden.
Tiden er virkelig gået hurtig, men nu vil vi også gerne snart hjem, så vi kan få sparet sammen til at komme afsted igen :)
- comments